søndag den 29. august 2010

Sensommertur til Stevns Klint

Lørdag den 28. august.

I denne weekend skulle jeg have været til Immeln med Holbæk Kajak Klub, men det var faktisk kun mig, som ville afsted. Jeg tror ikke medlemmerne, er klar over, hvad de gik glip af. Til erstatning for sverigesturen tog John og jeg til Rødvig og roede en tur langs Stevns Klint på en af de sidste sommerdage. Vejret var perfekt til turen, så det var ikke så ringe endda. Vi var klar i kajakkerne klokken 10.00 fra sandstranden syd for Rødvig Havn, et meget fint sted at sætte ud.
Kysten ved Bosedal Kalkbrud er meget flot, og det må havbunden også være. Vi mødte en større gruppe sportsdykkere, som også var ved Stevns Klint. Dykkerflaget var ude, og de var tydelige at se i det rolige vand.
Højerup Gamle Kirke ligger stadig flot på klinten, og der er altid mange besøgende ved klinten og kirken. Der er kun meget få steder, man kan komme sikkert ned til kysten. Ved alle disse steder er der mennesker på stranden for at fiske eller bare nyde området. Det er nu langt det flotteste at opleve Stevns Klint fra en kajak.
Vi roede til Holtug Kalkbrud, som nu er naturcenter. Under den sidste del af turen til Holtug fik vi et par regnbyger. Vi ville være gået i land og spise frokost i det gamle kalkbrud, men vi syntes dønningerne var for store, og da der samtidig er ret dybt et par meter fra strandkanten, roede vi tilbage til stranden ved den primitive fiskerhytte, hvor det var meget lettere at komme i land.
Stranden bærer et blåt flag - det er nok ikke på grund af de to meter sandstrand. Skulle der være nogen, som vil bade i dette område, så er der kun at sige, at det er næsten umuligt at komme til denne del af Stevns Klint med mindre, man kommer i kajak.
Da vi kom tilbage til Højrup Kirke, ville vi være gået i land for at få en is oppe på klinten, men der var så mange mennesker på stranden og stadig nogle ret voldsomme dønninger, så vi ville ikke skabe for stor begejstring på stranden. Vi tog en hurtig beslutning om at ro tilbage til Rødvig og få en is der, når vi havde pakket sammen efter en meget flot tur.
Turen:
Dagen distance: 28 kilometer.
Deltagere: John og jeg.
Vejret: Overvejende sol, men også et par korte regnbyger. Vind fra vest til nordvest ca. 8 m/s. Ret store bløde dønninger fra forskellige retninger, som gav nogle meget specielle refleksbølger fra klinten.

.

Ingen kommentarer: