onsdag den 13. maj 2020

Ud fra Møllekrogen

Det er efterhånden et stykke tid siden, vi sidst har sat ud fra Møllekrogen, men i dag var vinden nordlig, så det var et ideelt sted at sætte ud fra og ro til Østby. Solen skinnede, og vinden var svag, men kold, og vi aftalte at samles ud for Sønderby Havn, og derefter ved Selsø Hage, så deltagerne kunne ro i det tempo, der passede dem, for det at følges ad er efterhånden blevet svært, men når vi holder sammen i små grupper, så er det en fin løsning for mig. Området er meget flot, nu hvor skoven er blevet grøn, nogle marker helt gule af rapsen, og så er engelskgræsset også sprunget ud, så det er en rigtig god oplevelse at være ude i kajakken. Vi rundede Selsø Hage, hvor der var mange lystfiskere ude for at fange hornfisk. Efter Selsø Hage havde vi en kold vind mod os frem til Østby. Vi fandt et godt sted med læ og masser af sol, hvor vi kunne nyde frokosten og samtidig holde god afstand. Efter en god ikke så lang frokostpause med kage til kaffen var det tid til at vende tilbage til kajakkerne. Med fin medvind blev vi sendt godt af sted mod Selsø Hage, og der efter var der næsten vindstille frem til Okseholme, hvor vi så skulle have direkte modvind det sidste stykke ind til Møllekrogen. Vi fik hurtigt pakket sammen og så sad vi og nød en kop kaffe uden kage, men med sol og læ efter en flot tur på Roskilde Fjord.
Selsø Hage
Frokost ved Østby Havn
Klar til afgang fra Østby Havn.
Engelskgræs i fuldt flor.

Turen: Møllekrogen til Østby og retur.
Dato: 13. maj.
Deltagere: Jakob, Kim, Kristian, Bjarne, Finn, Jens og jeg.
Turens længde 18,6 kilometer på 3 timer og 50 minutter.
Vejret: Tørt, sol og vind fra nordlige retninger på 4 - 5 m/s.
Temperaturerne: Luften var 12 grader og vandet 13 grader, men er stadig meget koldt.

Ingen kommentarer: