onsdag den 23. marts 2011

Vænget - Kulhuse.

Onsdagsturen udgik i dag fra Vænget ved Jægerspris, og turen gik således op langs Nordskoven til Kulhuse, hvor frokosten blev indtaget og derefter retur til Vænget. På turen deltog Torben, Jakob, Jens , Stig, Carsten, John og jeg. Carsten og John var med for første gang, og for dem var det første tur i år. Turen mod Kulhuse var i let vind, som både var med og imod. Solen skinnede, og vi nød turen til Kulhuse, og lige før Dyrnæs mole kunne vi opleve tre musvåger inde over vådområdet ved kysten. Vinden var overvejende fra vest, så det var fralandsvind og lavvandet. Det er i forvejen et meget lavvandet område med mange grimme sten lige under vandoverfladen. Der var da også nogle, som blev angrebet af stenene med grimme ridser til følge. Dyrnæs Hage ligger blot nogle få kilometer fra Vænget, hele området er et grundt område med den delvis sammenstyrtede hage, som strækker sig næsten helt ud til sejlrenden. Dyrnæs Hage har tidligere været brugt til udskibning af teglsten fra teglværket, som lå i Nordskoven.
Det er et dejligt sted at ro langs med Nordskoven, men på grund af de mange sten har man nok at gøre med at holde øje med dem. Skoven blev oprindeligt plantet i starten af 1800-tallet for at forsyne flåden med tømmer. Nordskoven er en af de såkaldte flådeskove, hvoraf der blev rejst adskillige, især efter englænderne tog flåden som krigsbytte i 1807. Danmark mistede ved den lejlighed 36 krigsskibe og 540 koffardiskibe. Det svarer til massen af ca. 90.000 træer eller 1800 hektar fuldvoksen egeskov. Kongeegen står også i Nordskoven og regnes for at være 1500 - 2000 år gammel. Jeg synes ikke den er så køn mere, og den er ikke et besøg værd.



Vi ankom til Kulhuse i flot solskin, og vi kunne sidde i læ ved stranden og nyde frokosten i forårssolen. Patricia havde igen givet Jakob en lækker kage med til os. Da vi have spist skulle Torben da også lige prøve lidt geocaching her og finde en udlagt skat ved hjælp af GPS-en. Den lå nu længere væk, end han havde lyst til at gå, så den måtte bare blive liggende hvor den lå. Hjemturen var med vinden i ryggen og modlys.  Det er specielt svært at se de mange sten, der ligger lige under vandoverfladen i modlys, så tilbageturen foregik i større afstand fra kysten for at være på den sikre side. På vejen tilbage til Vænget lagde vi ind til Dyrnæs mole, hvor Torben havde mere held med geocaching. Vi andre fik lige en kop kaffe, inden vi satte os i kajakkerne igen. Strækningen fra Kulhuse til Dyrnæs mole var i god medvind, så det var helt dejligt bare at drive af sted. Fra Dyrnæs mole havde vi lettere modvind helt frem til Vænget. Fortroppen syntes, det var bedst at ro inden om holmen, der ligger lige ude foran Vænget. Hele dette område må betragtes som Jægerspris´s soppebassin eller rettere mudderbassin, hvor der blot er ca 15 cm. vand, så det var noget anstrengende at komme igennem. Da vi kom tilbage til Vænget, fik vi hurtigt pakket grejet sammen, så vi kunne komme hjem efter en flot dag på Roskilde Fjord.


Turen.
Dagens distance: 20,5 kilometer.
Deltagere: Torben, Jakob, Jens, Stig, Carsten, John og jeg.
Vejret: En hel del sol, vind fra vest ca. 8 m/s., og temperaturen er efterhånden kommet op på 10 grader.
Vandet derimod viser blot 2 grader.

Ingen kommentarer: