onsdag den 19. juni 2019

Nordkysten

Med en vejrudsigt som lovede 6 - 8  m/s fra sydsydøst hen over eftermiddagen, så er der ikke mange muligheder her i nærheden, så det blev en tur til Nordkysten, hvor vi satte ud fra stranden ved Tisvildeleje og roede mod Kikhavn. Vi havde set på, om det var muligt at ro fra Kulhuse til Liseleje, men frygtede modvinden under turen tilbage til Kulhuse, så det blev Tisvildeleje, så var vi sikre på godt vejr - næsten. Der var lidt overskyet og vindstille, da vi satte ud, men lige foran os svævede en tordensky med lyn og brag på vej ud over vandet, inde under land var der endnu en mindre tordensky under opbygning, den var ikke helt så støjende, så vi tog den med ro, så den kunne passere uden at genere os. Det blev kun til få dryp, da vi passerede det første uvejr, og ingen regn ved den efterfølgende. Den gik også i opløsning, inden vi passerede. Under turen til Kikhavn mødte vi en flot sort mink, som var ude på fisketur, på afstand troede vi, det var en odder, men en odder i Kattegat er vel ikke ret sandsynligt. Der er en flot natur langs kysten, og efter godt 14 kilometer lagde vi ind på stranden ved Kikhavn, hvor vi nød frokosten, mens solen bagte, og en hel del mennesker var på vej til stranden. Vi holdt en god lang frokostpause, så middagsheden ikke var så generende for os. Tilbage i kajakkerne havde vi ikke roet ret længe, før vinden tog til, ja faktisk præcis som vejrudsigten havde forudsagt, og så havde vi ellers sidevind resten af turen tilbage. På turen var der ret mange på stranden for at nyde solen, og en hel del var også i vandet. Vi mødte en havsvømmer, som baskede af sted med de mest mærkelige svømmetag, han opdagede ikke os, ellers var der bare natur og rigtig mange badende under denne tur langs Nordkysten. Da vi kom tilbage til bilerne, fik vi pakket sammen i støj fra en større gruppe unge med ghettoblaster, og så var det vores tur til at komme i vandet. Det var dejligt med den første dukkert i år.
Vand og torden lige foran os.
Liseleje i sigte.
En mink på fisketur.
Fantastisk rovejr i flot natur.
En havsvømmer på vej.
Hver fritidshus sin trappe ned til stranden.

Turen: Tisvildeleje til Kikhavn og retur.
Dato: 19. juni.
Deltagere: Kristian og jeg.
Turens længde 29,7 kilometer.
Vejret: Fra lettere overskyet til fuld sol og vind fra 2 m/s til 8 m/s. fra sydsydøst.
Temperaturerne: Luften op mod 30 grader og vandet 21 grader.

Ingen kommentarer: