tirsdag den 18. december 2018

En fugtig og kold decemberdag

Vejrudsigten så bedre ud end vejret ret faktisk var på denne kolde og fugtige tirsdag morgen. Først lød snakken om en hurtig kop kaffe inden en tur, men flertallet syntes, at vi skulle ud på vandet på en kort tur, så vi fik hurtigt gjort os klar, og snart var alle otte på vandet mod søminen. Der var en let modvind eller nærmest sidevind mod Kirsebærholmen, vel at mærke en kold vind og fra Kirsebærholmen havde vi så modvind til Søminestationen. Det virkede som om, søminen var flyttet et godt stykke længere ned mod Munkholmbroen. Vinden var isnende kold, og vandet var også ekstremt koldt, ja, det kan ikke blive ret meget koldere, før det bliver et fast stof, men snart rundede vi den store betonklods, og så var der ellers medvind hele strækningen tilbage. Vinden skulle tage lidt af, men heller ikke det holdt. Derimod faldt vandstanden, så der var ca. 20 cm. mere lavvandet under turen tilbage til Holbæk. Tilbage ved kajakklubben efter en hurtig og kold tur på fjorden, fik vi hurtigt pakket sammen, og så nød vi en kop kaffe med brød, inden vi forlod klubben.
Fuld fart mod Søminestationen.
Så er vi ved at være fremme.
Sigtbarheden var ikke prangende.
Brug for en hjælpende hånd, så er der fire klar.

Turen: Holbæk Kajak Klub til Søminestationen og retur.
Dato: 18. december.
Deltagere: Birgit, Grethe, Lisbeth, Inger, Peter, Hans, Søren og jeg.
Turens længde 13,4 kilometer.
Vejret: Gråvejr og diset med vind fra sydøst på ca. 4 m/s.
Temperaturerne: Luften var 1 grad og vandet 3 grader, men det føltes noget koldere.

Ingen kommentarer: