onsdag den 7. november 2018

Perfekt rovejr

Da vejret viste sig fra den pæne side, var vi endelig et stort hold til onsdagsturen. En enkelt måtte dog tage hjem, da helbredet ikke var til en tur på vandet, ærgerligt, men en sikker beslutning. Vi kom fint af sted fra Hammer Bakke i lidt morgendis med meget svag vind fra land, så det var en meget flot tur langs kysten mod Ejby. Ved Vellerup Vig roede vi ind i bunden for lige at opleve efterårsfarverne i vigen. Ved Ejby Havn krydsede vi over mod revet ved Bramsnæs, for at ro ind Bramsnæs Vig på turen tilbage. På vestsiden af Bramsnæs var der blank fjord og efterårsfarverne var der stadig. Vi lagde ind i bugten ved draget til Bramsnæs, vores foretrukne frokoststed. Solen stod flot over den sidste rest af dis, så det føltes nærmest som en sommerdag, og her fra Bramsnæs var der en ualmindelig flot udsigt over Inderbredningen. På et tidspunkt oplevede vi fire store rovfugle lige over os, formentlig musvåger. Det blev en ret lang frokostpause, som sluttede med kage fra Skibbybageren til kaffen. Tilbage i kajakkerne kunne vi ro mod Hammer Bakke med solen i ryggen. Inde i Bramsnæs Vig så vi et af resultaterne fra de sidste ugers kraftige blæsevejr, som her har medført en løsrevet sejlbåd, der nu lå oppe i stenene på stranden, et kedeligt syn, som nok betyder et længere ophold, da båden ikke er så nem at få ud i vandet igen. Turen tilbage foregik i roligt tempo, så vi kunne nyde vejret og kysten. Tilbage ved Hammer Bakke fik vi hurtigt pakket sammen, og så sluttede vi turen med mere kaffe og kage.

 Bramsnæs i efterårsfarver, synd at ikke alle farverne er med på billedet.
 Klar til at ro tilbage til Hammer Bakke.
 Det bliver en stor opgave at få den ud og sejle igen.
Isefjorden lå spejlblank foran os.

Turen: Hammer Bakke til Bramsnæs og retur.
Dato: 7. november.
Deltagere: Kim, Jens. Kristian, Palle, Finn, Flemming og jeg.
Turens længde: 21,2 kilometer.
Vejret: Meget svag vind fra sydøst, lidt morgendis ellers sol.
Temperaturerne: Luften var 11 grader og vandet 8 grader.

Ingen kommentarer: