onsdag den 14. november 2018

En fantastisk dag på fjorden

Vi var blot tre, som tog på onsdagstur i dag. Vi satte ud fra Sandskredet ved Kongsøre og roede mod Nykøbing, vejret var fantastisk, næsten vindstille, og solen var ved at bryde igennem. Det er fantastisk her midt i november. Da vi kom til marinestationen var det som om, at her sluttede turen. Der var ret voldsom skydning ud over fjorden. Ved en henvendelse til vagten fik vi lov til at passere området, så vi ikke skulle vende om og ro tilbage. Dejligt, at det atter en gang kan lade sig gøre at passere området, når der er militær aktivitet. Vi roede kystnært på en spejlblank fjord, solen skinnede, og det var helt fantastisk at være på vandet og nyde naturen. Ud over nogle fiskehejre, ænder, svaner og en del edderfugle, så var der ikke ret megen liv på fjorden, hvilket gør oplevelsen unik. Vi roede traditionen tro inden om Lommestenen, hvor et par lystfiskere også havde fundet vej til fjorden, men fangsten var udeblevet. Vi fortsatte kystnært og lidt før Strandhusene lå vi lidt, drak vand og blev enige om, at på sådan en dag skulle vi da ro helt ind til Nykøbing, så vi fortsatte mod Nykøbing. Kristian og Finn har aldrig været i den del af Isefjorden, så det gjorde det endnu mere oplagt. Vi passerede Anneberg og det gamle psykiatrihospital, og roede ind til roklubben, hvor vi lagde kajakkerne op på broen og nød frokosten her. Der var ret mange mennesker på tur ved havnen, og et par af dem skulle da lige høre, hvor vi kom fra og blev ret forbavset over vores tur, samt at vi kunne sidde og nyde frokosten her ude ved vandet midt i november. Vi skulle dog passe på tiden, da vi ikke havde lanterner med til kajakken, så vi skulle være tilbage, inden det blev mørkt, men tilbage i kajakkerne skulle vi da lige over i den anden del af Nykøbing Havn, inden vi satte kursen mod Kongsøre. Vi holdt en ret høj hastighed omkring 7 km/t. hele strækningen tilbage til Kongsøre. Lige før Marinestationen kunne vi høre, at de ikke havde opbrugt al ammunitionen, så vi var lidt nervøse for, hvor langt vi skulle ud på fjorden for at passere, men da vi nåede frem til molen, var kuglen nede, så vi kunne passere området rimelig tæt på land. Mørket var ved at lægge sig, da vi kom frem til Sandskredet efter en fantastisk tur på Isefjorden.
En fantastisk formiddag at at komme på vandet. 
Solen brød igennem, da vi startede turen. 
Flot efterår, men bladene er så småt faldet af træerne. 
Velkommen til Nykøbing Havn. 
Frokost på havnen med onsdagssnegle til kaffen. 
Lidt efterårsfarver. 
Ingen vind og spejlblank fjord.
Lommestenen ved Stokkebjerg. 
Mørke er så småt ved at sænke sig over fjorden.

Turen: Sandskredet, Kongsøre til Nykøbing og retur.
Dato: 14. november.
Deltagere: Kristian, Finn og jeg.
Turens længde 27,9 kilometer.
Vejret: I starten en del sol, ellers tørt og overskyet, med meget svag vind fra vest ca. 3 m/s.
Temperaturerne: Luft og vand lige under 10 grader.

Ingen kommentarer: