onsdag den 3. oktober 2018

Hård vind over Roskilde Fjord

Så blev det endelig tid til en tur med Kajakhornsherred, selvom der var lovet hård vind fra nordnordvest. Derfor satte vi ud fra Skovbroen og roede til Skuldelev, som var det kystområde, hvor der var mest læ for vinden. Bjarne satte dog ud fra Jyllinge og ville møde os ved Østby. Vi kom fint af sted og ved de åbne områder kunne vi mærke den kraftige vind, som godt nok var hård og generende, men vi kunne ro næsten 5 km./timen i modvinden, så det var ok. Da vi kom til Østby, var det ikke muligt at få øje på Bjarne, så vi gik i land efter et stykke tid, og via telefonen fik vi kontakt til Bjarne og besked om, at han var på vej, så vi gik i land for at holde kaffepause, og så kunne vi se Bjarne kæmpe i bølgerne hen over Roskilde Fjord. Mens vi ventede, kom en havørn lige hen over os, og den skulle godt nok også kæmpe i vinden. Det var interessant at se, hvordan flokke af blishøns forlod området, da havørnen nærmede sig. Det tog Bjarne en time at ro over fjorden, så han trængte også til en tår kaffe inden næste udfordring. Efter kaffepausen fortsatte vi ud over bugten ved Østby, og der skulle virkelig arbejdes med åren for at komme over. Derefter holdt vi os kystnært, hvor der var lidt læ. Ved broen ud for Torp Ladegård gentog det sig med hård modvind, indtil vi atter kunne komme ind i læ langs kysten, og så var vi ved at være fremme ved Skuldelev. Solen skinnede, og det var lunt, når vi opholdt os i solen, så det blev frokostpause i læ for vinden og i sol. Efter frokosten nød vi kaffen til en dejlig kage, som Finn havde med. Efter en god lang frokostpause skulle vi rigtig nyde medvinden ned til Skovbroen. Vi blæste af sted, og efter en time var vi tilbage ved Skovbroen. Vandstanden var steget yderligere og var oppe på næsten 70 cm. over normal vandstand, så der var ikke problemer med de mange sten langs kysten. Vi fik hurtigt pakket sammen og nydt den sædvanlige afskedskaffe og det sidste af Finns kage.
 Afsted mod Skuldelev.
 Havørn over Østby Havn.
 Begyndende efterårsfarver.
 Frokostpause i læ og sol.
 Klar til at ro tilbage til Skovbroen.

Turen: Skovbroen til Skuldelev og retur.
Dato: 3. oktober.
Deltagere: Jakob, Palle, Bjarne, Finn, Flemming og jeg.
Turens længde: 15,1 kilometer.
Vejret: Tørt med hård vind fra nordnordvest på mellem 8 og 11 m/s.
Temperaturerne: Luften var 15 og vandet blot 12 grader.
 

Ingen kommentarer: