torsdag den 28. juni 2018

Rundt om Nekselø

Fantastisk vejr, men det var ikke forsvarligt at køre til Svinø og ro rundt om Knudshoved, idet vejrudsigten forventede vind fra vest på op til 7 m/s, så er et kryds på ca. 6 kilometer ikke forsvarligt. så det blev en tur rundt om Nekselø. Vi var seks, som kørte til Havnsø, lige så snart mødetiden for madpakketur var passeret, så vi var hurtigt i Havnsø, hvor vi satte ud det sædvanlige sted foran Folkehøjskolen. Vi startede turen med at ro til Stold for at se, om der eventuelt var sæler i området, men der var ingen sæler, så vi roede tilbage og satte kursen rundt om Nekselø "mod uret". Ved havnen lagde vi ind for en kort kaffepause. Solen bagte, så det var hårdt at sidde i solen, så vi fik dårligt nok drukket kaffen før vi var på vandet igen og med svag modvind, som kølede dejligt i solen. Vi rundede nordspidsen af Nekselø, så vi kunne nyde den fantastiske vestside. Den svage vind gjorde, at vi kunne den flotte havbund ganske klart. Selv om det har været ekstremt tørt ganske længe, så var skrænterne ikke helt så affarvede, som forventet. Vi lagde ind ved den eneste reelle sandbund på vestsiden af Nekselø for frokostpause. Peter startede pausen med at tage en dukkert inden frokosten, hvilket blev fulgt fra landsiden, men ingen af os andre fulgte med. Det blev en god lang pause. På vandet igen, fortsatte vi mod Havnsø i svag medvind, så der var ekstremt varmt ude på vandet denne eftermiddag. Tilbage ved Havnsø måtte vi konstatere, at det ikke er velset at køre ind på græsarealet og læsse af, nogle havde parkeret to biler ganske umotiveret og provokerende i indkørslen til arealet, men vi kunne dog finde en anden vej ind til kajakkerne. Utroligt at nogle kan have noget imod, at vi kører ind og læsser af og på på et offentligt areal, men selvfølgelig tager det lidt af udsigten i de to gange femten minutter, det tager ! ! ! !
Vi havde en meget flot tur rundt om Nekselø, men det var meget varmt.

Turen: Til Stold og rundt om Nekselø.
Dato: 28. juni.
Deltagere: Birgit, Grethe, Lisbeth, Peter, Søren og jeg.
Turens længde: 15,2 kilometer.
Vejret: Svag vind fra vest ca. 3 m/s og sol fra en skyfri himmel.
Temperaturerne: Luften omkring 30 grader og vandet 22 grader.


torsdag den 21. juni 2018

Mariager Fjord

Vi var syv kajakroere, som glædede sig til at se og gense Mariager Fjord på en tur over fire dage. Mandag morgen mødtes vi lidt i ni og fik pakket biler og trailer på rekordtid og så af sted over Fyn til Mariager. Vi holdt en enkelt kort pause ved Kildebjerg lidt efter Odense, her hilste vi på Palle fra Kajakhornsherred, som var på vej til en Gudenå-tur med rovennerne. Et par timer efter pausen kørte vi ind ved Mariager Kajakklub. Pakningen af kajakkerne skete hurtigt, og efter den noget forsinkede frokost, satte vi kajakkerne i fjorden. Med tungt læssede kajakker roede vi langs den smukke kyst mod Dania. Fra Dania krydsede vi til Vive Havn, så vi fik bølgerne næsten mod os. Det blev et lille kryds, men ret krævende. Vel fremme ved Vive Havn fik vi etableret en lejr og derefter lidt kaffe og hygge, inden vi gik i gang med aftensmaden. Vi havde en meget hyggelig aften i havnens dejlige klubhus. Tirsdag morgen var vi på vandet 07.45, det var planen at ro en tur ud af fjorden. Vestenvinden tog til, så vi havde både bølger med os og  bølger ind fra siden.
Ved Havnø Hage lagde vi ind for en kaffepause. For at komme i læ for vinden skulle vi passere et  pigtrådshegn, Michael skridtede over, og så fandt han ud af, at der var strøm i hegnet, vi andre passerede i noget mere elegant stil, uden at komme i stødet. Vi sad i læ bag nogle siv og kunne nyde udsigten over fjorden. Et veteranskib og et fragtskib passerede tæt op ad hagen og skulle derefter siksakke ud af den smalle fjord. Vi skulle tilbage til vores lejr i Vive og valgte at krydse fjorden, så vi fik lidt læ tilbage til Hadsund, det blev ikke til meget læ gennem det lavvandede område, men absolut den nemmeste rute.
Frokosten blev indtaget ved Hadsund Roklub, hvor vi fandt både læ og sol. Frem til Østergård Hage var der ingen problemer med vinden, men fra Østergård Hage til Vive havde vi kraftig sidevind og spændende bølger. Fra H.J.Hansen til Vive, en strækning på blot 1 kilometer, havde vi tiltagende vind, så den sidste kilometer var ganske hård med 7 - 8 m/s modvind. Tilbage i Vive Havn var det tid til lidt afslapning og et bad, senere kaffe i solen ved klubhuset og samt hyggelig snak med nogle af sejlklubbens medlemmer. Aftensmaden blev tilberedt i det overdækkede område, hvor vi også spiste, derefter kaffe inde i klubhuset. Onsdag morgen var vi igen tidligt oppe og pakkede sammen i gråvejr, men det var tørt og koldt. Morgenmaden blev lavet og spist i klubhuset, hvorefter vi pakkede kajakkerne. Vi var på vandet ved ottetiden og roede i svag modvind mod Hobro. Ved Høllet Havn lagde vi ind for kaffepause i klubhuset, da sommervejret udeblev, det var koldt og gråt.
Derefter skulle vi ro langs med det meget smukke naturområde frem til Bramslev Bakker. Solen begyndte så småt at komme igennem skyerne, så området tog sig flot ud. Vi lagde ind ved Bramslev Bakker og fandt et godt læsted, hvor vi kunne nyde frokosten. Vi lagde ikke mærke til, at vinden tog til, så de næste fire kilometer til Hobro var i tiltagende modvind, hvor der ikke var nogen muligheder for at finde lidt læ langs kysten, og da vi kom frem til Hobro var vindstyrken oppe på ca. 10 m/s, så turen til Hobro var lidt hård. Vi lagde ind ved Sildehagen ved hegnet til Lystbådehavnen, tømte kajakkerne og fik båret alt vores grej over hegnet. Vi havde fået tildelt pladsen ved masteskuret, pladsen lå meget udsat for vestenvinden, så det var ikke bare lige at få slået teltene op, derefter gik vi op i klubhuset og nød lidt rødvin, andre var mere fornuftige og nød badet. Vinden tog stadig til og nu med regn resten af aftenen. Aftensmaden havde vi aftalt skulle indtages i Hobro, da det ikke var muligt at lave mad i storm og regn eller i teltene, aftenkaffen blev indtaget i klubhuset, og så var det ellers om at komme i soveposerne. Vinden var meget hård, oppe på 20 m/s i vindstødene. Larmen fra sejlbådenes master var ret voldsom, men alle fik en god søvn. Aftalen var, at vi skulle tidligt op og pakke sammen inden morgenmaden idet vi skulle forvente 7 m/s vind fra morgenstunden og tiltage op ad formiddagen. Vi var på vandet 07.45 og startede med at ro over for at se vandshelteren uden for Mariager Fjords Kajak. Ingen mente, det ville have været nogen nydelse at tilbringe natten i den.
 Så var det ellers om at sige farvel til Hobro og komme mod Mariager, vinden tog til, og bølgerne blev kraftigere og kraftigere, med medvind havde vi en god fart frem til Mariager, men vi havde dog tid til at nyde udsigten over mod Bramslev Bakker. Tilbage i Mariager fik vi bakset kajakkerne op i kajakklubbens stativer og tømt dem for udstyr, pakket traileren, og så fik vi oplevet at se Mariager Kajakklubs flotte klubhus og bådhal, samt hørt om kajakklubben. Vi spiste frokost i klubhuset, inden vi forlod Mariager for at køre hjem. Vi havde en meget fin tur, men var dog belastet af meget vind fra vest, som ikke er en god kombination med Mariager Fjord. Vi må konstatere, at fjorden er flot, men vejret over Mariager Fjord heller ikke var kajakvenligt på denne tur, det er til gengæld havnene langs fjorden.

Turen: Rundt i Mariager Fjord.
Dato: Fra 18. til 21. juni.
Deltagere: Grethe, Dorthe, Marianne, Inger, Peter, Michael og jeg.
Turens længde: 62,8 kilometer.
Vejret: Blandet dansk sommervejr (skyet, regn og vind) med hård vind fra vest.
Temperaturer: 14 - 21 gradder og vandet ca. 18 grader.

lørdag den 16. juni 2018

Ny tur på Susåen

Lørdag stod også på tur til Susåen, og jeg var lidt ked at skulle igennem alt det grøde og vandplanter en gang mere, men det var heldigvis ubegrundet. Turen om lørdagen var med fuldt hold, det var svært at få fyldt op, men med hjælp fra to gæsteroere blev vi 10 kajakker. Vejret var lidt mere overskyet, men meget fint til en tur på Susåen, og det bedste var, at vinden var drejet til sydøst og ganske svag i starten af turen. Turen til Vrangstrup gik fint, og da vi havde flyttet bilerne og skulle af sted, var der trængsel ved åen. En stor gruppe spejdere med ca. 10 kanoer og 20 - 25 spejdere skulle også på åen, og yderligere to kajakker skulle på tur, så sammen med vores 10 kajakker var der trængsel på pladsen, hvor vi gjorde kajakkerne klar. Ikke alle viste hensyn, de to kajakker havde lagt sig lige ved rampen, så de lå og spærrede for alle, der skulle ned, en venlig henvendelse blev overhørt, så det var ikke så nemt for os at få kajakkerne ned til åen, men vi kunne hjælpe hinanden, så ved fælles hjælp kom vi hurtigt af sted. Al den grøde, vi havde haft om torsdagen, var næsten væk, så det var noget nemmere at ro, desuden var der kommet lidt mere vand i åen. Ved Suså Kanoudlejning var der om torsdag en utrolig stor mængde kanoer, vel omkring hundrede, men her lørdag formiddag var de alle væk og erstattet af en fuld parkeringsplads. Ingen havde behov for at komme i land ved Næsby Bro, så vi fortsatte ud til Tystrup Sø sammen med rigtig mange kanoer, nogen i meget højt humør. I torsdags var vi enige om, at det var dejligt at se, hvor rent der var langs åen, det var også ændret i dag, det flød med øldåser og affald. Det er ufatteligt, at nogle tager på sådan en tur og ikke tager  affaldet med hjem, og at kanoudlejerne ikke gør mere ved det problem. Kano-roernes rofærdigheder var heller ikke ret gode, så det var flere gange svært at passere. Ved vores planlagte pausested var der også fyldt op, og en enkelt familie mente, at de skulle spise deres frokost i strandkanten, hvor kanoer og kajakker skulle lægge til, med lidt brokkeri fandt de så ud af, at den placering ikke var ret hensigtsmæssigt. Menneskemylderet og uroen gjorde, at vores frokost hurtigt var overstået. Vi kunne følge østsiden af søen og ro i læ inde under land. Vinden tog til, så den sidste kilometer til kanalen ind til Bavelse Sø var i noget mere vind, som også tog til, så turen over Bavelse Sø var ganske hård, indtil vi kom i læ inde på åen. Kanoerne brugte hele åens bredde og roede nærmest fra side til side. Vi havde planlagt at stoppe ved Skelby i dag af flere grunde, og det tror jeg var en rigtig god plan, for der må have været en enorm trængsel ved overbæringen ved Holløse Mølle. Det kan lyde som om, vi ikke have en god tur, det havde vi absolut, men kanoudlejning og spejdergrupper kan være en stor belastning for naturelskere, sø og å.

Ture: Vrangstrup til Skelby.
Dato: 16. juni.
Deltagere: Marianne og Lars (gæster), Birgitte, Marianne, Tine, Anne-Marie, Mari-Ann, Alex, Henning og jeg.
Turens længde: 24,8 kilometer.
Vejret: en hel del skyer, lidt sol og vind fra sydøst fra 2 til 5 m/s.

torsdag den 14. juni 2018

Madpakketur på Susåen

Jeg har prøvet at lave en traditionstur til Susåen, og da nummerpladserne gælder i fire dage, så kan to hold tage turen. Det har imidlertid været vanskeligt at få afsat alle ti nummerplader, så torsdagsholdet var kun med otte deltagere, hvoraf en var gæst.
Vi kom fint til Vrangstrup, læssede kajakkerne af, klædte om og fik ret hurtigt kørt bilerne til Holløse Mølle og retur i en enkelt bil. Denne transport kunne vi gøre på knap 40 minutter, og det var lige den tid, de tilbageblevne skulle bruge til at sætte nummerplader på kajakkerne og få dem lagt ned til åen. En kort information og så var det ellers om at komme af sted, solen skinnede, og vinden var svag. På grund af den lange tørke var der ikke meget vand i åen, men nok til os. Det gik selvfølgelig ud over udsigten til landskabet, når man sidder 40 cm. lavere end åbrinken. Det mindre vand betød også, at åen var helt grøn af alger og grøde, men midt i alt det grønne blomstrede åkander, så der var ganske smukt på Susåen. Alger og "grøden" var ekstremt tungt at ro i, men søgte vi gennem de åbne områder gik det fint. Efter de første par kilometer kunne vi nyde landskabet og den fantastiske stilhed, der er langs åen. Jeg tror, vi var de eneste, der var på Susåen denne torsdag.. Ved Næsby Bro lagde vi ind for en kaffepause, de første 7 kilometer havde tager halvanden time at ro, så pausen var tiltrængt. Vinden var imod os, så ved engområderne kunne vi godt mærke, at der var nogen vind. Fremme ved Tystrup sø lagde vi ind for frokost. Vi lagde ind samme sted som sidste år, for her var godt at holde pause i læ for vinden. Det er et skønt pausested, når der er læ og sol. Der er blot fjorten kilometer fra Vrangstrup ud til søen, og det havde taget tæt på fire timer at ro, inklusiv den korte kaffepause. Mens vi spiste frokost, kunne vi fornemme, at det kunne blive en hård tur over søen, så efter frokostpausen blev vi enige om at krydse over til den anden sige af søen i direkte modvind og så udnytte læsiden frem til Bavelse Sø. Ved åens udmunding til søen opstår nogle refleksbølger, når åstrømmen møder vindbølgerne.  Det var kun et problem de første 500 meter, så var bølgerne minimale og kun modvinden generede.
Der var bare skønt at komme i læ over ved Tystrup og ikke mindst være fri for alle vandplanterne, nu kunne vi nyde turen langs med søen. Ved Hørhaven lagde vi ind for en kort strække-ben-pause.
Turen ned til kanalen ind til Bavelse Sø blev en strækning med overvejende medvind, så det blev et fint kryds. På Bavelse Sø kom en kort strækning med sidevind samt udsigt til det flotte Bavelse Gods. Snart var vi inde i Susåen igen, og her var der ingen vandplanter, så det blev en fin strækning at ro. De sidste seks kilometer var gennem endnu et nyt og flot naturscenarie, og snart var vi fremme ved Holløse Mølle. På grund af krydset over Tystrup Sø og ikke mindst problemerne med vandplanterne var turen næsten 4 kilometer længere, og det havde taget næsten 3 timer mere, end det plejer.

Turen: Susåen fra Vrangstrup til Holløse Mølle.
Dato: 14. juni.
Deltagere: Birgit, Grethe, Lisbeth, Dorthe, Kirsten, Michael, Finn og jeg.
Turens længde: 29.8 km.
Vejret: Overvejende sol og vind fra vest på 5 - 7 m/s.
Temperaturerne: Luften 24 og vandet var bare lunt.

tirsdag den 12. juni 2018

Hurtig tur til Søminen

Efter tre ugers skøn ferie på Kreta, så var det tid til at komme i kajakken igen. Det blev en formiddagstur til Søminen. Vinden var ca. 6 m/s. fra vest, så der var gode bølger frem til Kirsebærholmen, der efter var der fint læ frem til Søminen. VI fortsatte dog frem til Bredetved inden vi vendte. På grund af vinden roede vi langs kysten, meget kystnært og det kunne lade sig gøre på grund af at vandstanden var 20 cm. over normalen. Det var en ganske fin tur efter en lang pause.

Turen: Holbæk Kajak Klub til Søminen i Dragerup og retur.
Dato: 12. juni.
Deltagere: Michael og jeg.
Turens længde: 13,8 kilometer.
Vejret: Overvejende gråvejr og vind fra vest på ca. 6 m/s.
Temperaturerne: Vand og luft ca. 20 grader.