mandag den 31. december 2018

Årets sidste dag og sidste kajaktur

Kajakklubben har sammen med OKK-Center, Mette og Klaus startet en ny tradition : en kort kajaktur efterfulgt af en nytårskomsammen med kransekage og champagne. Vi var 12, som satte ud fra flydebroen klokken 09.00 og roede en lille rundtur til Hørby, derefter til Søbadet og tilbage til klubben klokken 10.00. Ved Hørby ville fire lige ro til bunden af fjorden, så vi skiltes og satte kursen mod Kollektivhuset, inden vi satte kursen tilbage mod klubben. Ved Den Gamle Havn var Orøfærgen på vej ind, så vi ventede med at passere, til den var i havn, men så skulle vi da lige en tur ind og runde Den Gamle Havn, og så var det om at komme tilbage til det officielle arrangement, hvor resten af deltagerne var ved at være klar, Efter turen var det tid til at rulle ind i det nye år. Gruppen var efterhåndet kommet op på 16 kajakker, men ikke alle skulle ud og rulle. Efter turen var der disket op med champagne og kransekage til at byde hinanden godt nytår på. En rigtig god måde at slutte året på og sige godt nytår.
Og så af sted på årets sidste kajaktur.
Klar til at rulle.
Klaus håndruller med et glas champagne i hånden - 
champagnen blev ikke erstattet med et glas koldt fjordvand
Det var nu ikke alle der nåede et nytårsrul.

Turen: Rundtur til Hørby, Søbadet og tilbage til klubben.
Dato: 31. december.
Antal deltagere: 11 kajakker og en kano.
Turens længde: 7,5 kilometer.
Vejret: Gråvejr, men tørt og med svag vind fra sydvest på 2 - 3 m/s.
Temperaturerne: Luften var 6 grader og vandet 3 grader.

søndag den 23. december 2018

Glædelig jul til alle

Billedresultat for julebilled

Jeg håber på et godt kajakår i 2019, vi ses.

torsdag den 20. december 2018

Torsdagstur inden jul

Vejret var ikke det allerbedste denne torsdag, det var gråvejr, trist, diset, vådt og koldt. Vinden var stadig i sydøst, som den har været de seneste dage. Planen var en tur til "Marsmanden", og da vi satte ud lagde førergruppen sig lang ude på fjorden, så vi ikke fik læ af Kirsebærholmen. Vi krydsede sejlrenden tidligt, her kom bølgerne ind på siden og vel at mærke rimelig tætte og store bølger. Ved Bognæs kom de fra flere sider og inde ved hagen brækkede de med hvide toppe, så det blev ikke den hyggetur, som jeg havde forventet. Vi lå lidt ved Bognæs ud for lejrpladsen, bølgerne betød, at vi havde nok at gøre med at holde kajakkerne op mod vinden og så undgå at drive ind, hvor bølgerne brækker. Turen tilbage gik først med kurs mod Kirsebærholmen for at ro så meget op mod bølgerne som muligt, og da vi kom ind i det lavvandede område ved Kirsebærholmen, roede vi i læ af Kirsebærholmen, og så satte vi kursen mod Holbæk Havn. Da vi var i læ af Kirsebærholmen var det slut med bølger, og så havde vi bare en skøn medvind ind til kajakklubben. Da vi havde fået pakket sammen, begyndte det at regne - lige efter vejrudsigten. Inden vi kørte hjem til julepausen, hyggede vi med kaffe. Alligevel en dejlig lille tur på fjorden.
Balancetræning ved Bognæs i en stille periode. 
Rengøring af flydebroen.

Turen: Holbæk Kajak Klub til Bognæs og retur.
Dato: 20. december.
Deltagere: Birgit, Grethe, Lisbeth, Inger, Marianne, Peter, Hans, Søren og jeg.
Turens længde: 9,8 kilometer.
Vejret: Gråt, diset, lidt støvregn og vind fra sydøst på ca. 4 m/s.
Temperaturerne: Luften var 2 grader og vandet 3 grader.

tirsdag den 18. december 2018

En fugtig og kold decemberdag

Vejrudsigten så bedre ud end vejret ret faktisk var på denne kolde og fugtige tirsdag morgen. Først lød snakken om en hurtig kop kaffe inden en tur, men flertallet syntes, at vi skulle ud på vandet på en kort tur, så vi fik hurtigt gjort os klar, og snart var alle otte på vandet mod søminen. Der var en let modvind eller nærmest sidevind mod Kirsebærholmen, vel at mærke en kold vind og fra Kirsebærholmen havde vi så modvind til Søminestationen. Det virkede som om, søminen var flyttet et godt stykke længere ned mod Munkholmbroen. Vinden var isnende kold, og vandet var også ekstremt koldt, ja, det kan ikke blive ret meget koldere, før det bliver et fast stof, men snart rundede vi den store betonklods, og så var der ellers medvind hele strækningen tilbage. Vinden skulle tage lidt af, men heller ikke det holdt. Derimod faldt vandstanden, så der var ca. 20 cm. mere lavvandet under turen tilbage til Holbæk. Tilbage ved kajakklubben efter en hurtig og kold tur på fjorden, fik vi hurtigt pakket sammen, og så nød vi en kop kaffe med brød, inden vi forlod klubben.
Fuld fart mod Søminestationen.
Så er vi ved at være fremme.
Sigtbarheden var ikke prangende.
Brug for en hjælpende hånd, så er der fire klar.

Turen: Holbæk Kajak Klub til Søminestationen og retur.
Dato: 18. december.
Deltagere: Birgit, Grethe, Lisbeth, Inger, Peter, Hans, Søren og jeg.
Turens længde 13,4 kilometer.
Vejret: Gråvejr og diset med vind fra sydøst på ca. 4 m/s.
Temperaturerne: Luften var 1 grad og vandet 3 grader, men det føltes noget koldere.

onsdag den 12. december 2018

Flemmings fødselsdag

Skønt vejr, og så havde Flemming valgt at holde sin fødselsdag sammen med os på Isefjorden. Vi satte ud fra stranden ved Munkholmbroen, og efter vi havde passeret broen, blev vi mødt af en kold modvind de første kilometer, den aftog først, da vi kom i læ af bakkerne inde ved Ejby, derefter var det meget svag vind med læ fra bakkerne. Vi roede ind i bunden af Vellerup Vig, inden vi lagde ind for frokost, hvor campingpladsen i sin tid lå. Vi fandt et godt sted helt ude ved Isefjorden, hvor der var læ med sol fra en flot blå skyfri himmel. Et godt pausested med udsigt til vand og natur, hvor vi kunne nyde frokosten og sige tillykke til Flemming. Flemming have medbragt juleøl, så han kunne fejres med manér. Det er yderst sjældent, at vi har øl til maden, men med en god lang frokostpause går det nok. Finn havde atter en skøn hjemmebagt chokoladekage med til kaffen. Turen tilbage til Munkholmbroen skulle være med lidt medvind, men vinden var aftaget til næsten vindstille, så der var ikke ret megen hjælp. Til gengæld var det en rigtig flot tur. Tilbage ved udgangsstedet drak vi atter kaffe og nød mere kage.
Klar til afgang.
Vellerup Vig. 
Tillykke til Flemming.
Klar til afgang fra Vellerup Vig. 
Flot lys over Isefjorden.

Turen: Munkholmbroen til Vellerup Vig og retur
Dato: 12. december.
Deltagere: Palle, Finn, Flemming og jeg.
Turens længde 18, 8 kilometer.
Vejret: Tørt og masser af sol svag vind fra nordøst på 2 - 3 m/s.
Temperaturer: luften var 5 grader og vandet 4 grader.


onsdag den 5. december 2018

Møllekrogen - Lyndby

Gårsdagens stormvejr var væk og erstattet af svag vind, en masse sol og stadig meget vand i fjorden. Vi var mange i dag, hvis mange er seks mand, og vejret var perfekt til en tur fra Møllekrogen til Lyndby. Vi have en ganske svag modvind på turen til Lyndby og den høje vandstand gjorde, at vi næsten kunne ro langs stranden og gennem mange af de haver, som ligger helt ned til fjorden. Vi roede i ihvertfald meget kystnært. Ved Lejre Havkajak blev vi enige om, at vi skulle helt hen til Lyndby Havn, inden vi lagde ind til Lejre Havkajak for at nyde frokosten. Vinden var godt nok svag, men kold, så vi satte os ind i shelteren, hvor vi nød frokosten og den flotte udsigt over Inderbredningen. Til kaffen atter en gang makronwienerbrød fra Kagekassen. Efter frokosten gik vi en tur over til bådlauget, mest for at få lidt varme i benene. Tilbage i kajakkerne var det med medvind tilbage til Møllekrogen. Efter at have pakket sammen, drak vi kaffe med mere kage til, efter en skøn tur på fjorden.
Fremme ved Lejre Havkajak.
"Det lille gule hus" er under kraftig renovering.
Frokost i shelteren.
Højvande, så vi næsten kunne ro ind på græsset.
Kajakker i modlys.

Turen: Møllekrogen til Lyndby og retur.   
Dato: 5. december.
Deltagere: Jakob, Kristian, Palle, Finn, Flemming og jeg.
Turens længde: 18 kilometer.
Vejren: Tørt, en hel del sol og vind fra sydvest på ca. 3 m/s.
Temperaturerne: Luft og vand 3 grader.

onsdag den 28. november 2018

Alderen trykker

Jeg er helt flov over at nævne det, men jeg havde set forkert på Forsvarets Støjportal. I tirsdags sagde en af pigerne i kajakklubben, at hun havde svært ved at tyde støjportalen, jeg måtte da lige sige til hende, at det var ikke noget problem, men at man skulle se hele opslaget. Jeg mente, jeg havde set, at der var aktivitetsfri periode ved Jægerspris Skydeterræn i dag, hvilket jeg havde lagt ind på Kajakhornsherredsiden, det må være alderen der trykker. Der var således planlagt en tur fra Kulhuse syd på til den sydlige del af øvelsesområdet, et fantastisk naturområde man kun kan opleve få dage om året. Da vi satte ud, lå der to sæler lige ude på de nærmeste sten, da vi kom i kajakkerne og nærmede os dem, gled de i vandet for at kigge  på os, de kom faktisk meget tæt på kajakkerne, så turen startede rigtig godt, men da vi rundede Alholm kunne vi se flashblinket ved Skoven, eller den nordlige del af øvelsesområdet, hvilket betød, at vi ikke måtte ro forbi skydeterrænet. Vi roede langs kysten hen til vagtbygningen, og da vi nærmede os vagtbygningen, kom vagten ud. Vi steg ud af kajakkerne og gik hen mod ham, han skulle jo lige have at vide, at der var aktivitetsfri dag. Vi ville lige gøre ham opmærksom på, at vi tilsyneladende ikke kan regne med Støjportalen. Han kunne ikke genkende den oplysning og sagde, at vi absolut ikke måtte ro ind i området. ØV. Vi var godt klar over, at når der var skydeøvelser, så måtte vi ikke være ude på vandet, så vi roede lidt tilbage og nød frokosten og smørkagen fra Jægersprisbageren ved den sydlige badehytte. Det viste sig desværre, at det var mig - og ingen anden - der havde taget fejl. Det var øvelsesterrænet, der havde aktivitetsfrie dage og ikke skydeterrænet. Området er delt op i Øvelsesområde, Skydeterræn og Skydebaner. I weekenden havde det været helt frit område, så fejlen var alene min, så hvis jeg havde set rigtigt efter, så havde vi ikke haft dagens problem. Vi fik en god hyggelig snak med vagten og fik lidt nye informationer om området, så det var fint nok. Vi sad og nød frokosten i flot solskin, og da vi atter kom i kajakkerne, måtte vi konstatere, at også vejrudsigten holdt. I pausen talte vi om, at så kunne vi ro til Lynæs og langs kysten til Sølager. Det skulle blæse op over middag, så turen mod Almolm var med kraftig sidesø, så vi dansede nærmest mod Alholm. Det havde ikke været forsvarligt at ro til Lynæs og krydse sejlrenden i de bølger. Efter Alholm var der ikke megen læ, men dog medsø til Kulhuse. Sælerne lå stadig på stenen, men gled i vandet da vi kom hen imod dem. Trods min fadæse havde vi en fin tur i flot vejr.
Nysgerrig sæl.
Morgenen startede med lidt skyer, så det var natur i vinterdragt.
Alholm set fra syd.
Frokoststedet ved badehytten.
Tilbage i Kulhuse.

Turen: Kulhuse til Skydeterrænet og retur.
Dato: 28. november.
Deltagere: Kristian, Finn og jeg.
Turens længde: 12,4 kilometer.
Vejret: Vind fra syd på 2 - 7 m/s tørt og masser af sol.
Temperaturerne: 0 til 3 grader, og vandet ca. 3 grader.

tirsdag den 27. november 2018

Søminestationen

I et fantastisk vejr var vi seks, som tur en hurtig formiddagstur til Søminestationen. Det var en kold og klar morgen med rimfrost og minusgrader. Der var ingen vind, men en del bevægelse i vandet da vi satte ud. Det så underligt ud, men absolut fint rovejr. Ved Søminen fortsatte vi til Bredetved Strand, hvor vi lå og nød vejret, derefter retur til Holbæk. Skøn formiddagstur.
Så er det slut med efterårsfarverne.
Så er højhusbyggeriet i fuld gang på Holbæk Havn. 

Turen: Holbæk Kajak Klub til Bredetved og retur.
Dato: 27. november.
Deltagere: Birgit, Grethe, Inger, Peter, Søren og jeg.
Turens længde: 15,4 kilometer.
Vejret: Meget svag vind fra sydøst, under 2 m/s og sol fra en skyfri himmel.
Temperaturerne: Fra - 4 til plus 4 grader og vandet lige over frysepunktet.

torsdag den 22. november 2018

Ud fra Hammer Bakke

Så kom vinden tilbage og tilmed en kold frisk vind fra øst, som nærmest føltes som minusgrader. Når vinden kommer fra øst, så er strækningen mellem Munkholmbroen og Hammer Bakke den mest oplagte turmulighed, også selv om vi har roet den tur adskillige gange. I dag var det også lavvandet, så det var ikke oplagt at benytte Munkholmbroen som udgangssted. Nu sætter vi aldrig ud fra Munkholmbroen, men fra kysten enten nord eller syd for broen. I dag satte vi dog ud fra Hammer Bakke, hvor vandstanden var faldende, ca. 15 cm. under daglig vandstand. Det betyder, at de mange sten og muslingebanker lå meget tæt på kajakkernes underside, og grundstødningen var da også en del af oplevelserne. Vi satte ud fra kysten lige ved færgemolen, roede bag om færgen, og så fulgte vi ellers kysten rimelig kystnært, hvilket betød, at vi gang på gang sad fast på muslingebankerne. Vi roede ikke ind i Vellerup Vig af samme årsag, men vi skulle da lige ind i Bramsnæs Vig for at se, om den grundstødte sejlbåd var kommet flot, men ak, den lå stadig på stranden, som et sørgeligt syn. Revet, eller rettere de mange sten ved Bramsnæs, måtte vi helt uden om, og så roede vi over til vores sædvanlige sted på Bramsnæs for at nyde frokosten i læ for østenvinden. Solen havde ellers skinnet under en del af turen, men ville ikke komme frem, mens vi sad her, så pausen føltes ekstrem kold, så lige efter maden og kaffen med skøn kage fra "Kagekassen", måtte vi lige gå en tur for at få varmen tilbage i kroppen, inden turen tilbage til Hammer Bakke. Vandet var faldet yderligere, mens vi holdt frokostpause, så vi skulle passe ekstra meget på sten og muslingebanker. Det var som om, vinden havde drejet sig lidt, så vi havde lidt modvind hele turen tilbage til Hammer Bakke. Da vi nåede tilbage, fik vi meget hurtigt pakket sammen, og specielt omklædningen tog ikke ret lang tid i den bidende kolde vind, derefter sluttede vi turen med en kop kaffe og endnu mere kage.
Meget lavvandet i Bramsnæs Vig.
Klar til afgang fra Bramsnæs.
Når man ror kystnært kan man slet ikke fornemme den kolde østenvind.
Orøfærgen har fået juleudsmykning. 


I dag testede jeg nogle nye rohandsker. Jeg har altid roet med Sealskinz Ultra Grip vanter sammen med tørdragt, men Sealskinz vanterne, som skulle være vandtætte, er kun vandtætte de første par gange, er alt for dyre og meget ringe til prisen, så jeg ville lige prøve Ox-On 3303, som skulle være vandtætte med foer til vådt vinterarbejde. Handskerne var fint vandtætte, har et godt greb om pagajen og er behagelige at have på, dog lidt stive i fingerne, men kønne er de bestemt ikke. Til gengæld koster de kun Kr. 36,25 hos Stark, så det må betragtes som et fornuftigt køb.

Turen: Hammer Bakke til Bramsnæs og retur.
Dato: 21. november.
Deltagere: Jens, Palle, Finn, Flemming og jeg.  
Turens længde: 20,0 kilometer.
Vejret: Tørt, og et par solstrejf og frisk vind fra øst på ca. 6 m/s.
Temperaturerne: Vandet var 6 grader og luften 3 grader, som føltes som minus 2 grader.