tirsdag den 10. oktober 2017

Kajaktur og redningsøvelser

Michael havde lagt op til, at vi skulle øve redninger nu, hvor vandet nærmer sig 10 grader, og i dag var vandtemperaturen 11,5 grader koldt. Vi startede dog med en kajaktur til Skydebanen ved Bredetved og Eriksholm, og så var vi otte kajakker, som alle syntes, det var en god ide med redningsøvelserne. Vejret var fantastisk og humøret højt på denne vindstille tirsdag, hvor der ikke var ret mange skyer på himlen, ihvertfald ikke før efter middag. Fjorden lå spejlblank, så det var en nydelse at være på fjorden. Vi havde godt nok alt for meget tøj på, men der skulle jo øves redninger, når vi var tilbage ved kajakklubben. Jeg har generelt svært ved at styre mængden af tøj, når vi starter på vinterroningen, men det gik ok, selv om der var stegende hedt under tørdragten, så tempoet var ikke ret højt. Vi passerede Søminen og roede mod Bredetved, hvor vi lå lidt og nød efterårssolen. På turen tilbage mod Kirsebærholmen var der rygvind til at starte med, og det føltes ekstremt varmt. Tilbage ved klubben fik vi lige taget telefoner og andet vandfølsomt ud af kajakkerne, og så roede vi ud af havnen og øvede redninger ude på fjorden, så vi var klar til vinterfrigivelsesprøven. Redningerne gik fint, og så nød vi efterfølgende frokosten i klubhuset. Det gode ved dagens tur var, at vi øvede redninger efter først at have roet næsten 16 kilometer uden pauser. Under turen passerede jeg 1000 kilometer i år, så det har på trods det ringe sommervejr været et ok roår til dato, og så er der endda et par måneder tilbage af året.
Af sted ud på den spejlblanke fjord.
Dragerupskoven er så småt ved at få efterårsfarver.

Turen: Holbæk Kajak Klub til Bredetved og retur samt efterfølgende redningsøvelser.
Dato: 10. oktober.
Deltagere: Birgit, Grethe, Marianne, Inger, Michael, Peter, Søren og jeg.
Turens længde: 15,8 kilometer.
Vejret: Flot solskinsvejr med efterfølgende skydække og næsten ingen vind.
Temperaturer: Luften var 13 grader og vandet 11 grader.

onsdag den 4. oktober 2017

Afslutning på sommeren 2017

Der var lige ved at gå tante Møghe i kajakturen. Jeg mente, vi startede Kajakhornsherred for ti år siden, men ved en nærmere undersøgelse viste det sig, at det kun er ni år siden, Torben fik den geniale ide at lave et netværk for aktive kajakroere. Men det er ti år siden, Torben og Elgjægeren begyndte at ro kajakture sammen. Der ikke har været ret meget sommer i år, nu er det ret koldt og vandet blot 13 grader, så vi må nok erkende, at sommeren 2017 er slut, og snart er det tørdragt og vinterroning. Sommerafslutningsturen startede fra Møllekrogen, og så skulle vi ro i modvind til Lyndby, hvor Torben ville komme og nyde frokosten sammen med os. Jeg havde bestilt og hentet smørrebrød hos Café Svanen til frokosten. Vinden var ret kraftig og tiltagende, så vi roede meget kystnært. De sidste kilometer frem til Lyndby var ret hårde, men vi kunne dog holde en rimelig fart hele vejen. Vi lagde ind ved Lejre Havkajak i Lyndby, hvor vi fik dækket bord udenfor, inden vi gik op til landevejen for at mødes med Torben, og som sædvanlig var han præcis. Britta sørgede for, at han blev kørt til Lyndby, men hun ønskede ikke at deltage i frokosten. Maden blev stillet frem, så det var bare om at komme til bords og nyde frokosten og efterfølgende Karins kage til kaffen. Da vi havde spist, begyndte det så småt at regne, så vi søgte i læ i den ene shelter. Torben blev hentet, og så var det om at få gjort os klar til at ro retur til Møllekrogen. Vinden var noget kraftigere efter frokost, heldigvis var det medvind, men vi ville lige ned til Lyndby Havn, inden vi skulle begive os tilbage. Turen tilbage til Møllekrogen var i ret kraftig medvind, især når vi var godt ude på fjorden, så det blev til en hel del surfing på bølgerne, under et af "surffene" var jeg oppe på godt 13 km/t. så tju hej, hvor det gik tilbage til Møllekrogen. Da vi kom tilbage og var i gang med at tømme kajakkerne, begyndte det igen at regne, så vi afsluttede turen med en regnbyge til kaffen.
Frokost i det fri.
Søgang ved Gershøj.

Turen: Møllekrogen til Lyndby og retur.
Dato: 4. oktober.
Deltagere: Torben uden kajak, Karin, Jakob, Palle, Bjarne, Finn og jeg.
Turens længde: 18 kilometer.
Vejret: Gråvejr med enkelte regnbyger og vind fra vestsydvest på 5 til 11 m/s.
Temperaturerne: Luften var 12 grader og vandet 13 grader.