onsdag den 20. september 2017

En sensommerdag på Isefjorden

Reelle sommerdage har vi godt nok ikke været forvent med denne sommer, men i dag var det en af de sjældne dage, hvor vinden var svag, og solen skinnede næsten hele dagen. En perfekt dag til en god lang kajaktur. Palle foreslog, at vi skulle sætte i ved Strandhusene og ro til Kongsøre, og sådan blev det med stor enighed, da det er en af de smukkeste ture på Isefjorden. Vi kom fint af sted, vandet var klart, vinden var svag, så det tegnede til at blive en flot dag. Nogle havde lidt problemer med, hvor meget tøj man skulle have på, så der var lidt af og på med rojakker, det skulle snart vise sig, at det lette sommertøj var rigeligt. Vi nød turen mod Kongsøre, roede inden om Lommestenen, og ved Kongsøre overholdt vi reglerne om at ro uden om de gule bøjer, ihvertfald på turen til Sandskredet. Vi lagde ind på den sydlige lejrplads, som bare er et fantastisk sted, her vi holdt en god lang frokostpause med super kage fra Birgit og Jens til kaffen. Vi gik en tur over til sandskredet, så vi også fik rørt benene lidt. Turen tilbage til Strandhusene startede med, at vi roede igennem afspærringsområdet, idet det så ud som om, hele marinestationen var gået i vinterhi. Turen mellem Strandhusene og Kongsøre er en meget afvekslende tur, hvor vi kan ro meget kystnært, og hvor naturen er meget flot. Tilbage ved bilerne fik vi hurtigt pakket sammen og nydt lidt kaffe til resterne af Birgit og Jens' kage, inden vi kørte hjem efter en skøn dag på Isefjorden.

Turen: Strandhusene til Kongsøre og retur.
Dato: 20. september.
Deltagere: Birgit, Jens, Kim, Palle, Finn og jeg.
Turens længde: 21,5 kilometer.
Vejret: Sol og enkelte skyer med svag vind fra vest på 2 - 3 m/s.
Temperaturene: Luften og vandet var omkring 15 grader.

Ingen kommentarer: