torsdag den 27. april 2017

Torsdagstur til Munkholmbroen

Vejrudsigten var i sit gavmilde hjørne, for der var lovet fantastisk rovejr med sol og svag vind, så Michael foreslog, at vi tog kaffe og en lille madpakke med på torsdagsturen, og sådan blev det; den første madpakketur fra klubben i år. Det var til med højvande, så vi kunne komme helt ind under land og nyde den nyudsprungne skov langs kysten.
Ved Bredetved var Inderbredningen åben samtidig med, der var godt gang i skydningen inde på land. Jeg havde undersøgt inden turen, at der IKKE blev skudt ud over vandet. Det lyder voldsomt, men man kan roligt ro forbi, og da vi roede ind foran skydemurene stoppede skydningen og fortsatte igen, da vi havde passeret. Vi roede helt hen til Munkholmbroen for lige at se hvor meget, der blev repareret under broen. Der var en form for isbjergseffekt over arbejdet, idet der var masser af arbejdsopgaver under broen, mens det ser ud som om, de hurtigt er blevet færdige over broen. Derefter roede vi over til ishuset, hvor vi lagde ind. Da det var højvande, så vi kunne ro helt op på græsset. Vi gik op til ishuset og fandt et af de borde, hvor der ikke var skrevet "kun for ishusets gæster" på bordet, og dér sad vi og nød frokosten og kaffen i flot solskin og i læ. Efter pausen fortsatte vi tilbage mod klubben. Ved Dragerupskoven mødte vi et par kajakroere, som var på vej mod Kongsøre for overnatning, de var ikke lokale, men godt kendt på fjorden. Det gik meget fint frem til Kirsebærholmen, hvor vi fik en lille haglbyge, som vejrudsigten ikke havde nævnt noget om, (det er da også utroligt med den glemsomhed), derefter stod den på modvind fra Kirsebærholmen og ind til kajakklubben, ikke et problem, men efter næsten tyve kilometer kunne armene godt mærkes. Tilbage ved klubben fik vi hurtigt pakket sammen efter en meget fin tur til Munkholmbroen.

Turen: Kajakklubben til Munkholmbroen og retur.
Dato: 27. april.
Deltagere: Bolette, Grethe, Birgit, Hans, Michael, Søren og jeg.
Turens længde 23,2 kilometer.
Vejret: Svag vind fra vestlige retninger 3 - 4 m/s., sol det meste af tiden, og en enkel lille haglbyge.
Temperaturerne: Luften omkring 9 grader og vandet blot 8 grader.

onsdag den 19. april 2017

Rundt om Kyndby revet

April må være lidt misundelig på marts, der bød på helt fantastisk forårsvejr, hvor i mod april har været ustadig, kold og regnfuld, lige med undtagelse af onsdag den 19., hvor vejret kun var koldt men hvor solen skinnede fra en næsten skyfri himmel og kun meget svag vind.

Vi var fire, der satte ud fra Hammer Bakke med kursen mod Kyndbyværket. Vi roede ude i nærheden af sejlrenden på en spejlblank fjord. Det skønne vejr betød også, at en større mængde sæler holdt til ved Kyndbyrevet, det var svært at tælle dem, så der var bare mange. Vi sad et stykke tid og betragtede de mange sæler, inden vi roede ind til land for at nyde frokosten dette imponerende sted. Efter frokosten gik vi en lille tur langs fjordstien, inden vi satte os tilbage i kajakkerne. På turen kunne vi opleve nogle lærker, som holdt til i naturområdet. Da vi kom ud til spidsen af revet, var vi spændte på, om sælerne stadig holdt til ved Kyndbyrevet, men de foretrækker åbenbart en blank fjord, for der var ikke nogen, og der var da også kommet lidt mere vind. Vindstyrken havde efterhånden sneget sig op omkring 3 m/s, så det var fint vejr under turen tilbage til Hammer Bakke.
 
 
 

Turen: Hammer Bakke til Kyndbyværket og retur.
Dato: 19. april.
Deltagere: Karin, Jakob, Kristian og jeg.
Turens længde: 16,6 kilometer.
Vejret: få skyer, og vind omkring 2 - 3 m/s fra nordlige retninger.
Temperaturerne: luften 9 grader og vandet blot 8 grader.

onsdag den 5. april 2017

Fra vindstille til frisk vind

Onsdagstur på Roskilde Fjord fra Skuldelev Strand med kurs mod Selsø Hage, en tur som vi ofte ror, når vinden kommer fra vest. Inden vi satte ud, fik vi lige behandlet aprilsnaren omkring Hansemann Luchter, som var til stor morskab for os, ingen var dog i tvivl om, hvem der var forfatteren.
Da vi satte ud, var der stort set ingen vind, men vejrudsigten lovede ret kraftig vind fra vest op ad dagen, så for at være på den sikre side, så blev det denne tur. Det var til med overskyet, hvor der også blev lovet et par solstrejf ved middagstid. Vi kunne konstatere, at skydækket blev tyndere og tyndere, efterhånden som vinden tog til, og da vi nåede til Selsø Hage, var det næsten skyfrit, og vinden var ret kraftig. Jeg må også konstatere, at foråret er noget mere fremme ved Roskilde Fjord end ved Isefjorden, lige som vandtemperaturen også er næsten to grader højere i Roskilde Fjord, hvilket forklarer  forskellen.
Vi kunne således nyde slåen og andre tidligt blomstrende træer langs fjorden. Ved Selsø Hage skulle vi lige ud at mærke vestenvinden, så vi roede ud ved revet, inden vi vendte for at lægge ind for frokostpause i læ bag de høje træer. Det blev en god lang frokostpause, hvor vi kunne nyde solen i læ for vinden. Tilbage i kajakkerne roede vi tilbage mod Skuldelev med ret kraftig sidevind, og den tog da også til i styrke. Ved Torp Ladegård kunne vi mærke ret kraftige vindstød og en vind, der var oppe over 10 m/s., så den sidste del af ture var ret hård. Vi fik hurtigt pakket sammen og klædt om, og som sædvanlig afsluttede vi turen med en kop kaffe og resterne af Sørens dejlige kage.
Selsø Hage fra vandsiden.

Selsø Hage fra landsiden.
Forår og fugletræk over Eskildsø.
Tilbage ved Skuldelev Strand.
Da vi sad og afsluttede turen, kom en cyklist forbi på lejrpladsen. Det var hans første overnatning på en cykeltur jorden rundt, en tur, der vil tage ham et års tid. Hvilken udfordring han står over for !
 Cyklisten ved sin første overnatning på turen jorden rundt.

Turen: Skuldelev Strand til Selsø Hage og retur.
Dato: 5. april.
Deltagere: Jakob, Hansemann Luchter alias Jens, Palle, Søren, Finn og jeg.
Turens længde 16,6 kilometer.
Vejret: Fra næsten vindstille til kraftig vind fra vest, 3 - 10 m/s. og fra overskyet til fuld sol.
Temperaturerne ca. 10 grader og vandet 12 grader.


tirsdag den 4. april 2017

Spejlblanke fjord

Denne tirsdag morgen var Holbæk Fjord spejlblank, så det næsten så ud, som om der var is på fjorden, men det var bare vindstille og blå himmel med masser af sol, så er det en skøn fjord at ro på.


Jeg kan da mindes, at den 4. april har det været koldt og blæsende, men med en vandtemperatur på lige under 10 grader er der ikke meget, der tyder på, at vi skal have mere sne og kulde lige nu, sneskovlen er da også gemt godt væk. Vi var kun seks kajakker, som havde opdaget, at vejret var det mest perfekte rovejr, sådan en dag burde være langt flere. Vi satte ud og roede mod Kirsebærholmen og Søminen, imod solen, som var lidt hård ved os. Sådan en dag med sol og ingen vind kan det være svært at iføre sig den helt rette inderbeklædning, for skulle man havne uden for kajakken, så er vandet stadig koldt, så vi havde det varmt, men trods påklædningen dejligt. Ved Søminen kunne vi sidde i kajakkerne og nyde skovbunden med de udsprungne anemoner, ligesom enkelte slåen eller hvidtjørn også stod i hvidt. Fra Søminen fortsatte vi ned forbi Bredetved, inden vi vendte og roede tilbage til kajakklubben. I den nordlige ende af Dragerupskoven kredsede en havørn oppe over træerne. Vi har mødt havørne ved Dragerupskoven før, så det er efterhånden almindeligt at møde havørn på disse kanter; den har nok en rede i området. Ud over at vejret var fantastisk, så var det også lavvandet, så vi skulle godt uden om Kirsebærholmen. Da vi nærmede os Annekshavnen og kajakklubben, kunne vi mærke, at vinden tog til, så den var vel oppe omkring 3 m/s, da vi roede ind i havnen. Efter rengøring af kajakker nød vi lige en kop kaffe, inden vi kørte hjem efter en fantastisk dag på fjordene.



Afløservirus på fjorden. 


Turen: Holbæk Kajak Klub, Bredetved og retur.
Dato: 4 april.
Deltagere: Grethe, Lisbeth, Birgit, Michael, Søren og jeg.
Turens længde: 16,3 kilometer.
Vejret: Sol fra en næsten skyfri himmel under hele turen og lidt vind max. 3 m/s.
Temperaturer: Luften 12 grader og vandet lige under 10 grader.