onsdag den 22. marts 2017

Rundt om Bognæs

Denne fantastiske morgen med flot blå himmel satte vi ud fra roklubbens bro i Roskilde. Vejret var fantastisk, men lidt blæsende. Vi havde en plan om at ro rundt i Kattinge Vig, men ændrede det til Vestskoven, da vinden ikke føltes som et problem, og så håbede vi på at opleve havørnene over Bognæs, men de var nok optaget af andre gøremål, så dem så vi ikke meget til. Til gengæld oplevede vi et par viber ved indsejlingen til Kattinge Vig. Vi have en let modvind til Vestskoven, så der skulle hænges i hele vejen. Vi lagde ind ved "træstammen", som vi har gjort mange gange tidligere. Det var også her, Frederik fra Arvingerne havde sit sommerhus. Vi nød frokosten og bagefter en skøn kage fra Patricia til kaffen, altsammen  i læ for vinden. Efter frokosten gik vi en tur ud på halvøen for at opleve den fantastiske natur i området, og så skulle vi lige se om, ramsløgene var ved at være klar. Tilbage ved kajakkerne gjorde vi hurtigt klar til turen ind til Roskilde i overvejende medvind, dog lige med undtagelse af mundingen til Kattinge Vig, hvor vi fik ret hård vind fra sydvest. Det blev en skøn forårstur her i slutningen af marts, en dag som mest mindede om en forårsdag i april.


Frokost i det grønne - marts.

Så er der snart ramsløg.


Turen: Roskilde Havn Bognæs Vestskov og retur.
Dato: 22. marts.
Deltagere: Jakob, Palle, Søren, Finn og jeg.
Turens længde 18,3 kilometer.
Vejret: Sol fra morgenstunden og en del skyer op ad dagen, vind fra vest 5 - 6 m/s.
Temperaturerne: Luften 6 - 10 grader og vandet 6 grader.


Ingen kommentarer: