onsdag den 29. marts 2017

En kold dag på Roskilde Fjord

Denne regnfulde onsdag startede vi turen fra Møllekrogen, og da det regnede under klargøring til turen, var vi allerede våde, da vi roede af sted mod Lyndby. Det bevirkede, at vi også var ret kolde, så det var svært at få varmen i kroppen. Først da vi næsten var nået til Lyndby holdt regnen op, og vejret blev ret fint, men vi så desværre kun et enkelt lille solstrejf. Vi roede helt ind i Lyndby Havn, inden vi roede tilbage til "Det Lille Gule Hus" eller pladsen ved Lejre Havkajak, for her kunne vi sidde tørt og nyde frokosten i en af deres sheltere. Vi havde endda en shelter til ophold og en til at hænge det våde tøj op i, men selv om vi holdt en god lang frokostpause, så nåede tøjet absolut ikke at blive tørt. Tilbage i kajakkerne satte vi ud i let medvind og næsten klart vejr. Da vi passerede Gershøj, kunne vi se, at der var andre kajakroere ude på fjorden, men vi mødte ingen på vores tur. Ved engen lige nord for Gershøj så vi atter viber, så selv om det var en våd og kold onsdag, så er det altså forår. Tilbage ved bilerne fik vi hurtigt pakket sammen og skiftet til tørt tøj, og så nød vi lige en kop kaffe sammen med en lækker kage fra Patricia, inden vi skiltes for at køre hjem.





Turen: Møllekrogen til Lyndby og retur.
Dato: 29. marts.
Deltagere: Jakob, Søren og jeg.
Turens længde 18 kilometer.
Vejret: Dagen startede med regn, senere lidt opklaring uden sol, med svag vind fra  vest på ca. 4 m/s.
Temperaturer: Luften 4 - 7 grader og vandet 9 grader.

tirsdag den 28. marts 2017

Atter en gang til slusen

Denne tirsdag morgen bød på vindstille og tyk tåge, så det blev atter en tur fra Kajakklubben og ind til slusen eller ind til Tuse Å, som ikke er en sluse, men et stemmeværk. Vi blev er stor gruppe og Per roede i sin kano, men vi andre var i kajakker. Det klarede lidt op på turen tilbage, men helt klart blev det først efter turen. Efter turen nød vi en kop kaffe inden vi kørte hjem.

Ret foran er udløbet fra Tuse Å.

Udløbet.

Så er michael kommet på vandet.

Sigtbarheden var ikke imponerende.

Turen: Holbæk Kajak Klub til Tuse Å og retur til klubben.
Dato: 28. marts.
Deltagere: Bolette, Grethe, Lisbeth, Birgit, Inger, Per, Michael, Søren og jeg.
Vejret: VIndstille og tåget, sigtbarhed ca. 200 meter.
Temperaturerne: Luften var 5 grader og vandet 7 grader.


torsdag den 23. marts 2017

Isefjorden en vindstille torsdag i marts

Torsdagens vejr har hele ugen lovet ingen vind, men til gengæld masser af sol fra en næsten skyfri himmel. Nu skal det jo ikke lyde som om, jeg efterlyser vind, absolut ikke, men en rodag med fuld sol og vindstille, det er ikke noget jeg har været vant til, siden vi havde vores tur til Kongsøre i efteråret, men det absolut noget jeg kan vænne mig til, det er bare helt fantastisk at ro en kajaktur i vindstille og solskin. Vi var 5 kajakker, som roede fra kajakklubben og ud på en fuldstændig blank fjord i solskin med kurs mod Søminen. Vi nød turen og holdt en fin fart, så vi også kunne nyde vejret og naturen. Fra Søminen drev vi stille og roligt mod Bredetved og fik undervejs genetableret væskebalancen. Turen tilbage var lige så skøn, og der kom ikke mere vind end den ene sekundmeter, vi havde haft på turen til søminen. Tilbage ved klubben nød vi en kop kaffe til Grethes boller, efter en fantastisk dag på Isefjorden. Der blev ikke taget billeder, idet kameraet lå derhjemme, desværre.

Turen: Holbæk Kajak Klub til Søminen og retur.   
Dato: 23. marts.
Deltagere: Grethe, Birgit, Marianne, Søren og jeg.
Turens længde 14,2 kilometer.
Vejret: Sol fra en næsten skyfri himmel og vind fra nord på 1 m/s.
Temperaturerne: 3 - 12 grader og vandet 6 grader.


onsdag den 22. marts 2017

Rundt om Bognæs

Denne fantastiske morgen med flot blå himmel satte vi ud fra roklubbens bro i Roskilde. Vejret var fantastisk, men lidt blæsende. Vi havde en plan om at ro rundt i Kattinge Vig, men ændrede det til Vestskoven, da vinden ikke føltes som et problem, og så håbede vi på at opleve havørnene over Bognæs, men de var nok optaget af andre gøremål, så dem så vi ikke meget til. Til gengæld oplevede vi et par viber ved indsejlingen til Kattinge Vig. Vi have en let modvind til Vestskoven, så der skulle hænges i hele vejen. Vi lagde ind ved "træstammen", som vi har gjort mange gange tidligere. Det var også her, Frederik fra Arvingerne havde sit sommerhus. Vi nød frokosten og bagefter en skøn kage fra Patricia til kaffen, altsammen  i læ for vinden. Efter frokosten gik vi en tur ud på halvøen for at opleve den fantastiske natur i området, og så skulle vi lige se om, ramsløgene var ved at være klar. Tilbage ved kajakkerne gjorde vi hurtigt klar til turen ind til Roskilde i overvejende medvind, dog lige med undtagelse af mundingen til Kattinge Vig, hvor vi fik ret hård vind fra sydvest. Det blev en skøn forårstur her i slutningen af marts, en dag som mest mindede om en forårsdag i april.


Frokost i det grønne - marts.

Så er der snart ramsløg.


Turen: Roskilde Havn Bognæs Vestskov og retur.
Dato: 22. marts.
Deltagere: Jakob, Palle, Søren, Finn og jeg.
Turens længde 18,3 kilometer.
Vejret: Sol fra morgenstunden og en del skyer op ad dagen, vind fra vest 5 - 6 m/s.
Temperaturerne: Luften 6 - 10 grader og vandet 6 grader.


torsdag den 16. marts 2017

Torsdagstur til bunden af fjorden

Torsdagstur til bunden af fjorden - sank i. Nej, vi holdt os oven vande på hele turen, men i daglig tale kalder vi det sådan, når vi ror ind til stemmeværker ved udløbet fra Tuse Å. Vinden var vestlig ca. 5 m/s, så det ville ikke være så godt at ro til f.eks. Seminestationen, derfor blev det atter en tur ind til Tuse Å. Vi havde således modvind på turen ind i fjorden og da området er meget lavvandet, er vi nødt til at ro et godt stykke ude på fjorden, hvor vi virkelig kan mærke vinden. Det blev en ganske fin torsdagstur, hvor solen flere gange var lige ved at bryde igennem og turen tilbage til klubben gik fint i medvind og bølger der var til at surfe lidt på.

Et af forårstegnene er, de mange strandfugle langs kysten.

Turen: Holbæk Kajak Klub til Udløbet fra Tuse Å og retur.
Dato: 16. marts.
Deltagere: Lisbeth, Birgit, Søren og jeg.
Turens længde: 10,1 kilometer.
Vejret: Overvejende overskyet med enkelte solstrejf og vind fra vest på ca. 5 m/s.
Temperaturer: Luften 7 grader og vandet 5 grader.

Sådan ser sporet ud, når GPSen ikke bliver slukket før jeg er hjemme.

onsdag den 15. marts 2017

En blæsende dag på Isefjorden

Med vind fra vest plejer vi at ro fra enten Skuldelev eller Møllekrogen, men i dag skulle vi prøve en ny tur med Strandhusene som startsted. Vinden var vestlig og ret så kraftig, så det var med rygvind det meste af turen mod Kongsøre, hvilken betød, at der var modvind retur, men området er ret godt rovand, hvor vi kan ro meget tæt på kysten, så vi var i læ for vinden. Til gengæld var der sol fra en næsten skyfri himmel hele dagen. Vi havde således en meget fin tur mod Kongsøre i masser af sol og medvind, spørgsmåler var, om vi kunne ro uden om marinestationen. Det var meget forårsagtigt, men vi er jo kun i midten af marts, så det varer et godt stykke tid, inden træerne springer ud. Det viste sig, at refleksbølgerne ved molen på Marinestation Kongsøre ikke var det helt store problem, så vi kom fint forbi den lange mole ved marinestationen og forbi Sandskredet og helt frem til "Grusgraven", hvor vi lagde ind for frokostpause. Et skønt sted med læ og masser af sol, så vi nød pausen og efterfølgende gik vi ud til Næbbekroen for at holde benene i gang og betragte vind og bølger i Lammefjorden.


Tilbage i kajakkerne roede vi mod marinestationen, og nu var den røde kugle hejst. Jeg har indkodet telefonnummeret til Marinestation Kongsøre, så hvad var nemmere end lige at høre, om vi måtte passere. Der var aktivitet i vandet, men vi måtte godt ro forbi i god afstand til molen. Det var trods alt fin service fra Marinestation Kongsøre. Efter Kongsøre kunne vi mærke modvinden, så der skulle tages noget mere fat. Vi havde besluttet at holde en lille pause halvvejs til Strandhusene, for lige at forberede os på den sidste strækning, så vi lagde ind på en lille pynt, hvor der var læ og meget sol, og efter en kort pause fortsatte vi. Det var trods alt kun de sidste 2 kilometer, modvinden var rigtig kraftig. Alligevel kunne vi holde en god hastighed på næsten 5 km/t, så det var godt nok. Vi havde en fantastisk tur, selv om de mange løvtræer langs kysten, slet ikke havde tegn på, at de lige stod for at skulle til at springe ud.




Turen: Strandhusene til Kongsøre og retur.
Dato: 15. marts
Deltagere: Jakob, Jens, Palle, Finn og jeg.
Turens længde 20,1 kilometer.
Vejret: Sol fra en skyfri himmel med vind fra vest 8 - 10 m/s faldende over hele dagen.
Temperaturer: Luften lige under 10 grader og vandet 5 grader.


torsdag den 2. marts 2017

Så kom 60+ også på vandet

Så kom 60+ gruppen også på vandet. Vejret var flot, men lidt diset, næsten ingen vind, men der skulle komme lidt mere vind op ad formiddagen, så det var oplagt at ro ind i bunden af Holbæk Fjord, og så nyde lidt medvind tilbage til klubben. Vi mødte en meget stor flok svaner på fjorden, dejligt at så mange svaner pryder naturen. Opstarten kan være lidt vanskelig og vi var da også kun fire på vandet, som havde en meget fin tur på Holbæk Fjord.



Det ombyggede Hotel Strandparken.

Turen: Holbæk Kajak Klub til Tuse Å og retur.
Dato: 2. marts.
Deltagere: Grethe, Birgit, Søren og jeg.
Turens længde: 10 kilometer.
Vejret: Lidt diset og svag vind fra vest ca. 3 m/s og lidt sol på strækningen tilbage til Holbæk.
Temperaturerne: Temperaturer på ca, 4 grader.


Så kom foråret - næsten

Efter kalenderen er det den første forårsdag i dag den 1. marts, vejret var fint efter forholdene, men det var godt nok noget blæsende, så vi satte ud fra Skuldelev Strand med kurs mod Selsø Hage, hvor vi ville nyde frokosten for at få så meget læ som overhovedet muligt. Vi kom fint ud i kajakkerne, selv om der var sket et eller andet med kroppen i den lange vinterpause, så jeg har nok et eller andet, der skal bearbejdes meget snart. Solen tittede frem et par gange under turen til Skovbroen, så det føltes faktisk som om, det var begyndelsen til foråret, og det var en stor nydelse at komme på vandet igen. Da vi passerede Skovbroen, skulle vi da lige ud til Selsø Hage for at se, hvor kraftig vinden reelt var, og jo, der var masser af vind ude ved hagen, så vi vendte og roede ind til land, så vi kunne sidde i læ og nyde frokosten.

Vind og bølger ved Selsø Hage.
Frokosthygge med sol og læ for vinden.


Det er normalt, at kysterne ændrer sig en del gennem vinteren og specielt, når der også kommer et par kraftige storme med vandstigninger, så ved Skovbroen var bunden blevet ekstrem blød, så der var lidt problemer ved landgangen. Vi fandt et godt sted, hvor vi kunne nyde frokosten og det wienerbrød, Jens havde med til kaffen.


Da vi kom i kajakkerne igen, var strømmen i den smalle rende mellem Skovbroen og Eskildsø på sit højeste, men sydgående og vindbølgerne nordgående, hvilket skabte nogle besynderlige bølger ude ved sejlrenden, men det var kun ved det smalleste sted på fjorden. Rygvinden tilbage til Skuldelev var en rigtig god hjælp til de ømme arme, men skønt var det, at komme på vandet igen. Vi oplevede et par store flokke blishøns, men også en stor svane, som var kommet til skade med det ene ben, så den havde problemer i vinden, vi kunne ikke komme den til hjælp, så desværre venter der den en grim skæbne. Det var en rigtig fin forårstur, selv om det er sket tidligere, at der er kommet mere vinter i marts, men i år sker det nok ikke.

Turen: Skuldelev Styrand til Selsø hage og retur
Dato: 1. marts.
Deltagere: Jakob. Jens, Palle, Finn og jeg.
Turens længde: 16 kilometer.
Vejret: en del overskyet, flere regnbyger og kraftig vind fra vestlige retninger ca. 10 m/s.
Temperaturerne: 3 - 4 grader for både vand og luft.