torsdag den 25. februar 2016

Smuttur til bunden

Næææ, jeg er ikke væltet, det der er bunden af Holbæk Fjord, er ved stemmeværket inde ved Tuse Ås udløb til Holbæk Fjord. Holbæk Fjord har således både en lodret bund og en vandret bund, hvor den sidste er tør, og da turen frem og tilbage er på lige godt 10 kilometer, så er det bare en smuttur. Vi var 7 kajakker der satte ud fra klubben klokken 9.00 og roede i let mod- og sidevind ind til Tuse Å. Vinden var ikke så kraftig men kom fra vestlige retningen, så der skulle da bestilles noget hele tiden. Den yderste del af åløbet havde en ret kraftig strøm, så vi blev ført ud i fjorden med ret god hastighed.
Flot hvileplads og flydebro ved Tuse Å.

Meget kraftig strøm ved stemmeværket.

Jeg har ikke været ved "bunden" efter at flydebro og borde og bænke er blevet sat op. Det er nok et praj om, hvor interessant jeg synes denne tur er. Vinden tog til som lovet i vejrudsigten, så refleksbølgerne ved den gamle havns moler var et interessant møde, ingen havde problemer, så det var en fin tur for alle. Inger har ikke været på vandet siden oktober og Søren skulle prøve Runas kajak.



Turen: Holbæk Kajak Klub til bunden af fjorden og retur.
Dato: 25. februar.
Deltagere: Grethe,. Lisbeth, Birgit, Inger, Hans, Søren og jeg.
Turens længde: 10.2 kilometer.
Vejret: Flot sol fra en næsten skyfri himmel og vind fra vest ca. 5 m/s.
Temperaturer: Luften var ca. 5 grader og vandet 3 grader.


tirsdag den 23. februar 2016

Tirsdagstur

Tirsdagen bød på ret meget vind fra vest, så der var ikke det store fremmøde, rent faktisk så var der kun Grethe og jeg, som mente at vejret var godt nok til en kajakoplevelse. Vi fik hurtigt klædt om og så lagde vi kajakkerne på min trailer og kørte til Munkholmbroen. Med vestenvind er der fint læ langs Eriksholm. og Dragerupskoven og så er det et område jeg ikke overrender med kajakken. Solen skinnede og vinden ret kraftig, sammen med at det var cas. 40 cm.  højvande, så vi havde fint læ inde under land. Ved Bredetved Skydebane kunne vi konstatere, at masten med kuglen og blinket var flyttet helt ud ved kysten, så nu kan man tydeligt se kuglen, når den er hejst og blinket er tændt, også når man kommer fra Munkholmbroen og ror kystnært. Vi roede helt kystnært hele vejen op til Golfbanen, hvor vi atter fik den kraftige vestenvind.




Vi vendte og nød turen tilbage til Munkholmbroen i modsol og vind  fra de mest besynderlige retninger, så var der lidt modvind og lidt efter var der medvind. Vi kom tilbage til Munkholmbroen med kun få ganges kontakt med den mange sten, der så rundhåndet er spredt ud over Inderbredningen.

Turen: Munkholmbroen til Kirsebærholmen og retur.
Dato: 23. februar.
Deltagere: Grethe og jeg.
Turens længde: 14 kilometer.
Vejret: Kraftig vind fra vest 8 - 10 m/s med vekslende skydække og dermed også en hel del sol.
Temperaturerne: Luften var 6 og vandet 3 grader.

torsdag den 18. februar 2016

Sæloplevelse

En trist, grå, diset og kold torsdag morgen, hvor natten havde tilført området med et par centimeter nyfalden sne, og så var vi blot tre, som mente at vejret var ok til en kajaktur, eneste lyspunkt da vi gjorde os klar var, at isen var forsvundet.

Selv Kirsebærholmen lignede noget der var optaget i sort- hvid.

Vi fik hurtigt ryddet flydebroen og rampen for sne og gjort os klar og så af sted ud på fjorden, Det gik i fint tempo ud af fjorden, forbi Bognæs og så var det som om, at jeg så en sæl og straks efter var der 5 - 6 sæler omkring os. Sælerne holder til lige ud for Hønsehalsen og Udby Vig, hvor der tilsyneladende er mad nok lige nu. Et par af sælerne var unger fra sidste år, og små søde og nysgerrige sælunger, som vi kunne sidde og nyde. Et par af sælerne kom helt hen til kajakkerne. Vi talte med sikkerhed fem sæler på en gang og så var formentlig en mere, som hele tiden var ved kajakkerne. Et fantastisk syn denne lidt triste formiddag.



Sælerne ved Udby Vig.

Vi lå længe og nød sælernes nysgerrighed og de fulgte med os hen til "Marsmanden", hvor vi vendte og sælerne fulgte trofast med tilbage til udmundingen af Udby Vig. Vi har tit mødt sæler ved Isefjorden, men aldrig 5 - 6 sæler på en gang. Derefter var alt lidt lysere efter en sådan oplevelse og så var der bare lige 5 kilometer ind til Holbæk. Jeg anvendte neoprenvanter i dag, jeg troede det var nok, men de sidste kilometer var ekstremt koldt for fingerne, så uanset hvordan verden vender, så er et par tynde neoprenvanter ikke nok, varmen kom igen og vi havde en meget fin tur.


Turen: Holbæk Kajak Klub til Marsmanden og retur.
Dato: 18 februar.
Deltagere: Hans, Søren og jeg.
Turens længde 14,4 kilometer.
Vejret: Tørt, gråt og trist vinter- forårsvejr.
Vemperaturerne: Luften var 3 grader og vandet blot 2,6 grader.



tirsdag den 16. februar 2016

Fem små isbrydere på Holbæk Fjord

Hvilket vidunderligt vejr denn tirsdags morgen, blå himmel og absolut ingen vind, men ganske koldt, så vi var nogle, som glædede sig meget til en tur ud omkring "Marsmanden". Vi mødte op og var klar i kajakkerne klokken 09.00. Merethe og Per kom godt nok ind efter en meget kort tur, da der var for meget is på fjorden.

Merethes og Pers rende gav fin adgang til fjorden.

Hårdt arbejde og masser af is på Holbæk Fjord.

Strømmen trak isen ud af fjorden.

Hvilket fantastisk syn.

Vandet lå spejlblankt, så hvor slemt er det nu det er. Vi satte ud og fulgte den brydede rende ud af havnen, og så var der bare klart vand. Vi satte kursen efter den gul-sorte bøje og så roede vi ind i ganske tynd nyis. Det blev værre og værre og isen tykkere og tykkere efterhånden som vi nærmede os sejlrenden, og det lyder absolut ikke godt, når vi ror igennem isen. Orøfærgen havde lige passeret og den rende, som færgen efterlod var allerede iset til, da vi kom ind i sejlrenden. Vi lå lidt og nød det flotte vejr og besluttede os for, at det ikke var muligt at komme længere, så vi vendte om og fandt lidt åbent vand indefter, som vi fulgte. Vi roeden lige forbi trafikhavnen og måtte konstatere, at isen fik overtaget - den stærkeste vandt. Tilbage ved klubhuset fik vi pakket alt grejet sammen efter en ganske kort tur som isbryder på fjorden og så nød vi lige en kop kaffe inden vi afsluttede dagens rotur.

Turen: Holbæk Havn til sejlrenden og retur.
Dato: 16. februar.
Deltagere: Grethe, Birgit, Hans, Søren og jeg.
Turens længde 4,8 kilometer.
Vejret: Vindstille og ikke en sky på himlen.
Temperaturer: -3 garder for luften og godt 3 grader for vandet.


torsdag den 11. februar 2016

Torsdagstur

Torsdagsvejret så ud til at blive vindstille om fint kajakvejr, men når vinden er væk dukker tågen op og denne torsdag morgen lå tågen tyk over fjorden.


Ved nitiden kunne vi skimte Tuse Næs gennem tågen, så sagen var klar, vi skulle en tur til Søminen. Vi lagde ud klokken 9.00 og havde en meget fin tur med højt tempo ud af fjorden og mod Søminen. Ved Søminen lå vi og nød vejret og samlede kræfter til hjemturen og snart var vi af sted igen.


Turen ind mod Holbæk plejer at være lidt af en træls strækning, men i dag var det bare en fin tur på en blank Holbæk Fjord. Tilbage ved klubhuset fik vi hurtigt rengjort kajakkerne og så sluttede vi med kaffe til Grethes skønne boller og sandkage med.

Ture: Holbæk Kajak Klub til Søminen og retur.
Dato: 11. februar.
Deltagere: Grethe, Hans, Søren, David og jeg.
Turens længde 14.8 kilometer.
Vejret: Tåget, næsten vindstille ca. 2 m/s., men næsten blå himmel.
Temperaturerne: Luften 4,5 grader og vandet 3,7 grader.


onsdag den 10. februar 2016

Snegletur til Lyndby

Nej, nej, nej, det har ikke noget med farten at gøre, men Morten har længe truet med onsdagssnegle, og med næsten en måneds pause på grund af vejret m.v., så er snegleturen blevet udsat et par gange samtidig med, at længslen efter at komme på vandet er steget. Vi var seks, der satte ud fra Møllekrogen, det holdt ellers hårdt med, hvor vi skulle sætte ud, så Torben tog beslutningen om, at det skulle være Møllekrogen i dag. Vejrudsigten mente, at der skulle komme vindstød op mod 10 m/s fra syd, men sådan blev det heldigvis ikke. Til gengæld så holdt forudsigelserne med, at vi skulle få en regnbyge, når vi skulle spise frokost. Vi satte ud fra Møllekrogen med dejlig højvande i Roskilde Fjord, og så havde vi en meget fin tur ned til Lyndby med svag modvind. Når vi kom lidt ud på fjorden, kunne vi godt mærke en kold vind fra vestsydvest, men ikke noget der var problematisk, så vi holdt en fin hastighed hele strækningen til Lyndby, hvor vi lagde ind ved vikingeskibene. Der var så meget højvande, at det gjorde landgangen lidt besværlig. Da vi var kommet i land begyndte regnen, så vi fandt fint tørt læ under overdækningen til vikingeskibet, der er under renovering.

I læ for vind og regn.
En af folkene bag vikingeskibene fortalte om vikingeskibe og mandskab.

Da vi var kommet i gang med frokosten, kom en af folkene bag vikingeskibene, og vi fik et fantastisk foredrag om vikingeskibet Aslak, hvordan det blev bygget, vedligeholdt og folkene bag, Morten havde netop budt på onsdagssnegle, nogle ordentlige basser, som smagte rigtig godt, og der var nok til alle. Jakob mente, at han kunne spise en tre-fire stykker, men det viste sig, at en var nok. Det var imidlertid blevet tørvejr, og så var det bare om at få bevæget os lidt, så varmen kom tilbage. Vi gik den traditionelle tur over til Lejre Havkajak. Derefter var det ellers om at komme i kajakkerne igen og sætte kursen mod Møllekrogen. Vi troede, vi ville få lidt gavn af den kraftige vind fra syd, som vi var blevet lovet, men ak, vinden var stort set forsvundet, så vi måtte ro til hele strækningen tilbage til Møllekrogen. Tilbage, hvor vi satte ud, fik vi hurtigt pakket sammen, og så sluttede vi turen med den traditionelle kaffe, og i dag var det med Mortens sidste onsdagssnegle, så det blev en rigtig fin snegletur i super tempo.

Klar til landgang.
Tilbage ved Møllekrogen efter en fin onsdagssnegletur.

Turen: Møllekrogen til Lyndby og retur.
Dato: 10. februar.
Deltagere: Torben, Jakob, Jens, Palle, Morten og jeg.
Turens længde: 16,1 kilometer.
Vejret: Skyet med et par solstrejf og regnbyger.
Temperaturerne: Luften var 4,5 grader og vandet blot 1 grad.


onsdag den 3. februar 2016

Onsdagsturen aflyst

Det er yderst sjældent, at vi aflyser en onsdagstur, men i dag var vi nødt til at aflyse. Kraftig vind fra vest på ca. 10 - 12 m/s. med en vandtemperatur på 1 - 2 grader og så kun tre tilmeldte. Disse tre forhold var grundlaget for at vi aflyste. Da vi skulle krydse bugten ved Østby, var det ikke fornuftigt at komme på vandet, når vi kun var tre. Selv ikke den lovede kage og kanelsnegle kunne hamle op med sikkerheden.