onsdag den 13. januar 2016

Onsdagstur med forhindringer

Otte glade kajakroere mødte denne onsdag morgen op ved Møllekrogen, men smilet blev hurtigt lige så stift som vandet. Møllekrogen var fyldt op med is, og der var is så langt ud, vi kunne se. Vi var lidt skuffede over situationen uden at vise tegn på panik, "Skal vi da slet ikke på vandet???" Vi har ikke for vane at aflyse en onsdagstur, så vi blev hurtigt enige om, at vi skulle prøve at køre over til Hammer Bakke for at se, om det var muligt at komme på vandet ved Øster Løb, og så lettede vi fra Møllekrogen med kurs mod Hammer Bakke.

Uha med is.

Ved Hammer Bakke blev vi mødt af isfri fjord, men også lidt vind fra nord, så vi besluttede os for at ro op til Sørmer Skov, nu vi havde brugt en time til at finde ud af, at Roskilde Fjord ikke var stedet for onsdagsturen. Vi fik hurtigt pakket kajakkerne med mad og det lune, og gjort os klar til at komme på vandet. Der var en lille smule kold modvind op gennem Østerløb, men ikke noget der føltes som kold vinter, solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, så det var skønt at være ude på fjorden.

Af sted mod Sørmer Skov i let modvind.

Isbryderne.


Da vi lagde ind til Sørmer Skov skulle vi lige igennem lidt kystis. Isen var kun et par centimeter tyk, så der blev hugget en rende med pagajen, til vi kom ind til støvledybde, men det var absolut ikke nemt at komme igennem isen og få trukket kajakkerne op på kysten. Vi gik en tur inden frokost for lige at få lidt varme tilbage i kroppen efter al det legen isbryder. Frokosten blev nydt, nogle spiste suppe, mens andre nøjes med et par hjemmegjorte klemmer. Derefter atter en lille gåtur, for det var koldt at sidde i skovkanten, hvor solen ikke kunne give os lidt varme. Så var det af sted igen, og nu var der næsten ingen vind, så vi måtte bruge pagajerne fuldt ud hele den korte vej tilbage til Hammer Bakke.



 Det blev en kort tur på grund af issituationen i Roskilde Fjord, men en meget fin tur i et fantastisk vejr.

Ture: Hammer Bakke til Sørmer Skov og retur.
Dato: 14 januar.
Deltagere: Torben, Jakob, Jens, Palle, Thomas, Jan, Morten og jeg.
Turens længde: 9,7 kilometer.
Vejret: Vekslende skydække med en hel del sol og vind fra nord ca. 5 m/s faldende til ca. 3 m/s.
Temperaturer: Luften - 1 grad og vandet + 1 grad.


lørdag den 2. januar 2016

Årets første tur på årets koldeste dag

Så kom jeg på vandet en meget kold og blæsende lørdag. Det var en madpakketur med OKK-Center i Holbæk. Det var koldt og meget blæsende fra øst, med Chill-faktor føltes det som -7  til -9 grader, så huen måtte godt ned om ørene. Det var ikke fornuftigt at ro på Isefjorden på grund af vinden, så det blev Københavns Havn, hvor der var fint læ i kanalerne, så det blev også den første tur rundt i Københavns Havn i år. På grund af blæsten holdt vi os hovedsaglig på Amagersiden. Vi satte ud fra broen ved Leo Mathisensvej, og vi var i kajakkerne efter en kort briefing klokken 10.15. Vi startede med at ro mod Torpedobådshallen for derefter at ro ud i havnen, så vi kunne fornemme vinden derude, den var ikke så stærk, hvis vi holdt os langs læsiden. Vi roede mod Operaen, så vi lige kunne nyde dette fantastiske bygningsværk. Når vi kom til de åbne stykker og kanalerne ind til Christianshavn, så skal jeg da lige love for, at der kom vind, så det var bare om at komme forbi.

Skulpturene ved B&Ws gamle tørdok.

Pas på - Peter Skram er her endnu.

Bagsiden af holmen.

Vi roede lige mod Peter Skram og langs den gamle B&W udrustningskaj, hvorefter vi vendte ved Lynetten og roede tilbage og ind bag Holmen og ind i Søminegraven, hvor vi bar kajakkerne over Kongebrovejen og tilbage til Christianshavn, hvor vi lagde ind, hvor vi havde sat ud, men nu for at spise frokost.
Overbæring ved Kongebrovejen.

Her fornemmer man slet ikke vind og kulde.

Frokost ved Kanonbådsskurene.

Nysgerrige svaner, mente også der skulel være lidt til dem.

Vi fandt lidt læ ved Kanonbådsskurene så vi kunne få lidt varme i kroppen og så tilbage i kajakkerne. Vi fortsatte ned langs Christiania til Prinsessegade og Værftsbroen, hvor vi bar over og fortsatte ind i Christianshavns Kanal, som vi fulgte helt ud til  Cirkelbroen. Så var vi ude i havneløbet igen. Der var læ langs havnekajerne, men der var ikke noget der tydede på, at vinden var aftagende, så vi roede mod Islands Brygge med lidt skiftende vind, og vi krydsede først havnen ved Bryggebroen, hvorefter der var lidt medvind langs Kalvebod Brygge.

Tilisede kajakker.

 Vi skulle holde os langs havnekajen, for ellers fik vi en meget voldsom turbulens, der blev dannet, når den kraftige vind blev kastet tilbage fra de store bygningsfacader. Ved et par bygninger, var vinden ret besværlig at ro mod. Ved Christians Brygge roede vi turen rundt om Christiansborg via Frederiksholms Kanal, hvor vi for første gang oplevede ret mange mennesker langs kanalerne. Da vi kom ud af tunnelen efter Thorvaldsens Museum, kom modvinden, og den var ekstrem, først ved Kajak Republik var der atter lidt læ. Vi krydsede havnen og fulgte læsiden frem til den nye rullebro, hvor stemningen var, at vi  lige skulle et smut ind i Nyhavn for atter at få kraftig modvind retur over havneløbet, derefter roede vi tilbage til udgangsstedet via Trangraven og bagsiden af Operaen og sluttede turen med en meget kraftig modvind frem til Kanonbådsskurene.

Se lige røgen fra Lynetten.



Kajakkerne var fyldt med is på dækket, spreydæk og luffer var stivfrosset, finnen frøs fast efter landgang, og vi var selv ret så kolde. Vi klædte meget hurtigt om, for derefter at pakke bil og trailer efter en rigtig fin, men meget kold tur rundt i Københavns Havn.

Turen: Rundt i Københavns Havn.
Dato: 2. januar 2016.
Deltagere: Klaus, Erik, Morten og jeg.
Turens længde: 18,1 kilometer.
Vejret: Gråt og overskyet med vind fra øst 12 - 14 m/s i vindstødene.
Temperaturene: Luften var -2,5 grader og vandet 2 grader.