søndag den 31. maj 2015

Sol, vind og regn over Hälleryd.

Sidste forårstur til Blekinge Skærgård hed "Fantastiske Blekinge", denne forårstur var også fantastisk, men den bød også på ret meget vind alle fire dage, og når det er Østersøen, så skal der ikke så mange sekundmeter til, før der er områder, vi ikke kan ro i, og det giver en begrænsning.
Til gengæld får vi så nogle andre fantastiske oplevelser.

Et sådan uvejr er en barsk omgang i et lille telt på en lille ø i skærgården.

Jeg kørte hjemmefra torsdag morgen, morgentrafikken blev varslet med problemer, men da jeg kom på motorvejen, var der ikke ret megen trafik, og da slet ikke problemer. Jeg skulle over Glostrup og hente Kim, og få minutter efter var vi på motorvejen igen. Turen over Øresundsbroen betød, at vi måtte gøre et lille stop for at efterspænde kajakkerne. Ellers var der ingen problemer under køreturen. Det har hjulpet en hel del med udvidelsen af motorvejen ved Karlshamn. Vi brugte kun 2½ timer fra Glostrup til Matvik. Da vi ankom til udsætningsstedet, tog vi kajakkerne af bilen og spiste vores frokost, og efter ganske få minutter kom de andre. Pakning af kajakkerne til de fire dage ude i skærgården forløb let, og snart var vi alle klar til at tage af sted. Vinden var ret kraftig fra sydvest, så det var om at ro, hvor der var mest læ. Vi krydsede over til havnen i Matvik og fulgte kysten et godt stykke, inden vi krydsede over til Vester Bokö og fulgte kysten til den vestlige ende, hvor vi lige skulle fornemme, hvor kraftige bølgerne var. Vi blev inde i læ og roede mellem øerne, inden vi krydsede over til Bockö, hvor vi ville overnatte. Opholdet på Bockö startede med at rydde op efter de mange gæs, som havde efterladt en hel del på lejrområdet. Fuglene har ikke helt opfattet, at de skal holde sig til de øer med de gule skilte. Vi turde ikke stole på vejrudsigten, da der var for stor forskel på de forskellige vejrmeldinger, så vi ville ikke lægge nogen planer, før vi havde spist morgenmad om fredagen. Vi gik vores traditionelle tur op til det gamle fyr for at nyde gensynet med denne lille fantastiske skærgård. Solnedgangen var atter et flot syn, og derefter var det tid til at gå til ro, mens nattergalene sang af fuld hals lige ved teltene, og det gjorde de hele natten.

Solnedgang over Karlshamn.
Torsdagen rute.

Vi stod op til den mest fantastiske morgen, høj sol og næsten ingen skyer på himlen, men stadig med en del vind. Stig var stået meget tidligt op, han var nødt til at forlade os, da der var problemer hjemme, Jeg tog lige en time mere i soveposen, inden det var tid til at stå op for os andre. Lidt koldt vand i hovedet, det blev meget lidt og meget koldt vand. Vandtemperaturen var blot 8 grader, så det gav os også en ekstrem kold vind fra Østersøen. Efter morgenmaden besluttede vi at blive på Bockö, da det var umuligt at ro over i Järnavikfjorden, fordi vinden ville tage til, så det var tvivlsomt, om vi kunne ro tilbage igen om lørdagen. Dagens tur blev således mod Tarnö, hvor vi startede med at ro ind ved havnen for at få fyldt vanddunkene og nyde solen lidt, derefter ville vi se, om vi kunne ro rundt om øen, men da vi lå ude på vestsiden af Tarnö, lå vi i bølger på noget over 1 meter, så vi turde ikke ro rundt om øen. Vi vendte om og lagde ind ved vores tidligere overnatningsplads over ved østsiden af Tarnö for at nyde frokosten sammen med en god udsigt. Efter frokostpausen roede vi tilbage til lejrpladsen på Bockö.


Bemærk, at løvtræerne er lige sprunget ud.

Havnen i Tarnö med Laxboden.

Pladsen på Tarnö, hvor vi har overnattet mange gange.
 
Fredagens rute.

Tilbage på lejrpladsen nød vi den flotte aften omkring bålstedet, men vejrudsigten kunne fortælle om regn og yderligere vind om lørdagen. Da vi var kommet i soveposerne, kunne vi fornemme, at regnen var på vej, og nattergalen sang knapt så meget denne nat, til gengæld fik vi masser af regn natten igennem, og vi vågnede da også op til et massivt regnvejr. Vi sad i teltene og lavede morgenmad, mens vi ventede på, at regnen skulle holde op, og ved titiden kunne vi fornemme, at den tog af. Vi kunne tages vores regnslag af og gjorde klar til at komme på vandet. Da vi sad i kajakkerne, holdt regnen helt op, og vi havde hæderligt vejr under hele turen, som blev en tur rundt mellem de mange øer og skær. Vi lagde ind for frokost ved Vester Bokö, hvor vi lige skulle kigge på det nye toilethus med bad og varmt vand. Toilethuset får vand fra fastlandet og strøm og varme fra solceller og solvarmeanlæg. Vi fandt en fin plads i læ for vestenvinden, her kunne vi sidde og nyde frokosten. En svensk gruppe i kajakker havde også indtaget Vester Bokö denne lørdag. Det var også de eneste andre kajakroere, vi mødte under denne tur. Efter frokosten gik vi en tur på Vester Bokö, inden vi satte os i kajakkerne for at fortsætte turen rundt mellem øer og skær. Da vi nærmede os vores lejrplads, begyndte det atter at regne, og det blev en meget kraftig regnbyge. Da vi kom i land, var den holdt op, så vi kunne nyde aftenen uden ret meget regn. 
Det mere spændende ved en sådan kajaktur er, hvad skal vi spise til aftensmad og hele det store show med at frembringe de fantastiske og forskellige måltider. Jeg skulle have pasta med svampe og stegt bacon, som var en ganske enkel og velsmagende ret. Efter aftensmaden gik vi en tur på den nordlige side af Bockö, inden vi gik til ro. 
Natten forløb fint med et par regnbyger, som først sluttede ved sekstiden om morgenen.

 







Dagen sluttede med en flot solnedgang.

Lørdagens rute.

Søndag morgen stod vi op umiddelbart efter et par kraftige regnbyge og med masser af vind. Vinden var blevet mere vestlig, så den stod lige ind mod lejrpladsen, og Torben og Jakob kunne mærke blæsten på allernærmeste hold. Vi andre lå mere i læ, og ved morgenbordet var der også fint læ. Efter morgenmaden fik vi hurtigt pakket sammen og lagt det alt sammen i kajakkerne, og så forlod vi Bockö for denne gang. Det var meget fint at have fast base på Bockö, som ligger midt i den lille skærgård, så der kan laves  nogle fine ture ud fra denne fantastiske lille ø. Er man til mere komfort med rigtige toiletter og varmt vand fra vandhane, så må man slå lejr på Øster Bokö, som også har masser af plads med fint læ. Vi roede en rute med så meget læ, som det var muligt at finde. Ved Øster Bokö lagde vi ind for frokost, inden vi roede tilbage til Nytäppet. Vi sad og spiste frokost i flot solskin, men et uvejr trak mod os, og så var det bare om at komme af sted. Da vi sad i kajakkerne, kom et meget kraftigt regnvej ind over os, vel nok et af de kraftigste jeg kan mindes at have roet i. Ved Nytäppet var det atter tørvejr, men regnbygen havde efterladt nogle store vandpytter. Vi fik hurtigt pakket bilerne, og så var det ellers om at finde hjem. Det var en meget kold og regnfuld tur med masser af regn og sågar hagl. 
  
Søndagen rute.

Turen: Skærgårdstur rundt i Hälleryd Skærgård.
Dato: Fra 28. maj til 31. maj 2015.
Deltagere: Torben, Jakob, Stig, Kim, Jens, Palle og jeg.
Turens længde: 42,4 kilometer.
Vejret: Hele spekteret sammen med masser af vind 3 m/s - 21 m/s i vindstødene.
Temperaturerne: 10 - 14 grader og vandet var mellem 8 og 10 grader.



onsdag den 20. maj 2015

Rundt om Orø

Så blev det til den første tur rundt om Orø i år. Jeg syntes, vi har haft meget vind i dette forår, og denne onsdag var ingen undtagelse.Alligevel så vejrudsigten ud, som om det var i dag, vi skulle rundt om Orø, så vi satte ud fra Hammer Bakke med lidt højvande, så vi kunne ro "med uret" rundt og udnytte vandstanden til at ro mellem Lindholm og Orø.

Klar til det lavvandede område mellem Lindholm og Orø.


Vi startede med at ligge og vente på, at kabelfærgen skulle lægge fra land ved Hammer Bakke, så vi kunne komme ud i Østerløb. Det var interessant at se, hvor meget færgen blev presset til siden af vinden, men det var også et tegn på, at der ventede os en hel del sidevind frem til Orø Havn.
Der var vand nok, så vi fik både læ og vand nok til at ro hele vejen over det lavvandede stykke. Før Orø Havn fik vi igen sidevind og lidt bølger, men så nærmest rygvind helt op forbi Marsmanden og Skinkel Mæren, og derefter var der fint læ igen. Vi besluttede at ro over til Næsset for at holde frokostpause i læ under skrænterne. Med højvande var der heller ingen problemer med at passere Børrehoved Rev, og så slog vi et lille sving ind i bugten for ikke at få for meget sidevind under krydset mellem Børrehoved og Næsset. Det blev et meget fint kryds frem til pausestedet. Vi fandt et fantastisk sted med sol og læ, hvor vi kunne sidde og nyde frokosten.
Bjarne havde været forbi en bager, så han havde lækker wienerbrød med til kaffen.

Det fantastiske pausested på Næsset.


Det blev en god lang frokostpause med en lille gåtur i området. Tilbage i kajakkerne skulle vi igennem det meget stenfyldte område ved Næsby Rev, som faktisk er et af de mest stenfyldte og lavvandede område i Isefjorden. Vi kom fint igennem, og så mødte vi modvinden, og vinden var tiltaget ret meget. Der blev målt vindstyrke mellem 5 og 11 m/s. så der var lige 5 kilometer med strid modvind. I starten roede vi helt inde under land, hvor der var mest læ, og vi fik da også tid til at nyde det meget smukke område ved Næsby, og med den høje vandstand var det muligt at ro tæt på land, hvilket kan være meget vanskeligt ved lavvande, eller bare normal vandstand, hvor de mange muslingebanker, der er i Øster Løb, tit forhindrer, at vi ror kystnært. Vi  krydsede over ved det smalleste sted mod Hammer Bakke. Der var dog lidt diskussion om, hvordan vindforholdene ville være over langs fastlandssiden. Det blev et meget spredt kryds, men ok taget vind og vejr i betragtning. Fra Skallehage til Hammer Bakke fik vi rigtig mærket modvind og bølger, det krævede ret meget af os, og med lange og ømme arme kom vi til Hammer Bakke uden andre problemer. Vi hjalp hinanden med at få tømt kajakkerne og pakket bilerne, og så nød vi lige en kop kaffe til resterne af Bjarnes wienerbrød. Det blev en meget fin tur med god vind hele vejen rundt.
Det er yderst sjældent, at vi kan ro så kystnært hele vejen rundt om Orø.

Turen: Rundt om Orø fra Hammer Bakke.
Dato: 20. maj, 2015.
Deltagere: Torben Jakob, Kim, Stig, Peter, Jan, Bjarne, Søren og jeg.
Turens længde: 19, 2 kilometer.
Vejret: Skyet med en hel del sol, vind fra sydvest mellem 5 og 11 m/s.
Temperaturerne: Luften var fra 12 til 16 grader, og vander er efterhånden oppe på 14 grader.



lørdag den 16. maj 2015

Rundtur i Lammefjorden.

Kristi Himmelfarts-dagene har budt på fint rovejr, så hvorfor ikke udnytte det fine vejr til en rotur. Lørdagen bød på gråvejr og lidt vind, modsat de forgående dage, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel. Det var alligevel fint rovejr, da vinden ikke var ret kraftig. Benny var den eneste, som var klar til en lørdagstur, han blev lidt i tvivl på grund af vejrudsigten. Men afsted kom vi heldigvis.

Sandskredet ved Kongsøre Skov.

Vi satte ud fra Sandskredet ved Kongsøre, da det ikke var muligt at benytte den lille havn ved Audebodæmningen, vi måtte gerne sætte ud, men ikke parkere. Formiddagsvejret var fint, og vi kom afsted i lidt modvind. Da vi rundede Kongsøre Næbbe fik vi lidt mere vind, og så havde vi en fantastisk natur langs kysten ind i Sidinge Fjord. Inde i Sidinge Fjord var der læ for vinden, så vi kunne nyde området fuldt ud. Vi fulgte den meget smukke Sidinge Dæmning, som tager sig usædvanlig flot ud fra vandsiden. Man skal lige tænke på, at Sidinge Dæmning blev påbegyndt i 1841, og alle stenene til beskyttelse af dæmningen er lagt med trillebør og håndkraft, det gør dette bygningsværk helt fantastisk.

Næsten 200 år gammelt håndværk.

Vi rundede Egenæs, som kan passeres med nogen forsigtighed, og så fulgte vi kysten forbi maler-familien Svanes "Malergården" frem mod Gundestrup, hvorefter vi krydsede over mod den "nye" havn. Et bygningsværk, som blev påbegyndt i firserne, og her tredive år senere minder det mest om et bygningsaffaldsdepot. Derefter lagde vi ind ved Dragsholm Kajak Klub, hvor vi nød frokosten og en efterfølgende is.

Udsigten langs Audebodæmningen fra Odsherreds Kajak Klub.

Klar igen.

Da vi atter sad i kajakkerne fulgte vi Audebodæmningen frem til Pumpestationen, hvor havbunden ligger ganske højt og tæt på kajakkerne. Det blev en flot tur i medvind langs Tuse Næs.

Den flotte forårskyst langs Tuse Næs.

Lige før Kisserup Hage krydsede vi over mod Næbbekroen i behagelig medvind. Vi udnyttede vinden optimalt, på den måde fik vi nogle fine surf på de ret høje bølger hen over Lammefjorden. Under det sidste stykke fra Næbbekroen til Sandskredet kunne vi mærke en betydelig kraftigere vind, så det var godt vi var kommet fint over Lammefjorden. Vi lagde ind, hvor vi havde sat ud efter en meget fin tur rundt i Sidinge Fjord og Lammefjorden.

Turen: Sandskredet - Sidinge Fjord - Lammefjorden - Sandskredet.
Dato: 16. maj, 2015.
Deltagere: Benny og jeg.
Turens længde: 19,8 kilometer.
Vejret: Gråvejr med enkelte solstrejf, ingen regn og vind fra sydvest 4 - 6 m/s.
Temperaturerne: Luften var blot 13 grader og vandet 14 grader.


onsdag den 13. maj 2015

Munkholmbroen - Kirsebærholmen.

En særdeles velkendt strækning, men også en af de fineste kyststrækninger ved Isefjorden. Jeg var sidst i området i lørdags, og da blæste det fra sydøst. I dag blæste det fra vest og næsten lige så kraftigt som i lørdags. Vi satte ud fra Munkholmbroen nogle fra sydsiden, og vi andre fra nordsiden af broen. Der var højvande, så vi havde ikke problemer med sten og muslingebanker. Vi startede med at ro over til Munkholm, hvor hele gruppen blev samlet, og så fulgte vi kysten i passende afstand mod Kirsebærholmen. Ved Bredetved var vi ikke i tvivl om, at skydebanen var i brug, og som altid kunne vi ikke se masten med kugle og blink, når vi ror kystnært. Vi havde kontrolleret, at der ikke blev skudt ud over vandet, så der var ingen fare ved at ro forbi.


Under land var der læ, så der holdt vi os så meget som muligt.

Vi holdt os meget tæt under kysten for at få så meget læ, som det var muligt, og ved de åbne områder skulle der virkelig hænges i. Da vi nåede golfbanen, roede vi næsten sidelæns for at komme fremefter. Vi lagde ind ved Kirsebærholmen, til vi var samlet, og så roede vi retur til Søminestationen, hvor vi holdt frokostpause.



Klar til afgang fra Søminestationen.

Søren havde lige haft fødselsdag, så han havde en rigtig dejlig gulerodskage med en skøn glasur med; den nød vi til kaffen. Derefter gik vi en kort tur langs stranden, inden vi atter steg i kajakkerne. Vi holdt os hele tiden meget kystnært, da vinden var tiltagende.

De første kuld ællinger er på vandet.

Vi kunne se, at de første kuld ællinger allerede var på vandet. Flere steder kunne vi også opleve mange hornfisk i vandoverfladen, og der var da også mange lystfiskere, der var ude med snøren.

Turen: Munkholmbroen - Kirsebærholmen og retur.
Dato: 13. maj, 2015.
Deltagere: Torben, Jakob, Kim, Jens, Palle, Jan, Søren og jeg.
Turens længde: 17,3 kilometer.
Vejret: kraftig vind fra vest mest tørt, men enkelte regnbyger og lidt sol.
Temperaturerne: luften var 13, og det var vandet også.



søndag den 10. maj 2015

Forårstræffet

Havkajakroernes forårstræf 2015 var henlagt til Holbæk. Træffet havde base ved Holbæk Marina og der var 92 - 93 deltagere, som slog lejr foran Vadestedet. Det blev ikke helt det træf, jeg havde forventet, mest på grund af vejret lørdag og søndag. Fredagsvejret var perfekt, men fredag var aktiviteterne på vandet kun et opgaveløb, som til gengæld var under meget fine forhold. Lørdag og søndag var i hård vind, lidt regn og ingen sol, hvilket for mig er ensbetydende med et kedeligt træf. Jeg var med på en tur, som skulle være med Munkholmbroen som pausested, men efter få kilometer måtte vi give op, og bære over draget til Kirsebærholmen for at returnere - ærgerligt, men vi kunne maksimalt ro med 1 - 2 kilometer i timen, og det var for hårdt for de fleste grupper, så det var en klog beslutning. En enkelt gruppe kom rundt om Orø. Der er intet som Isefjorden i svag vin og sol, men må blive en anden gang. Træfdeltagerne var tilfredse og der var en god tone mellem træfdeltagerne.

Forårstræfdeltagere på tur.


O-løbet ved station Myggen.





Lørdagsturen i strid vind fra sydøst.



Lejrpladsen foran Restaurant Vadestedet.