torsdag den 3. oktober 2013

En flot efterårsdag på Nordkysten

Det er ikke så tit, vi ror langs Nordkysten, og når det sker, så har det som regel været, fordi fjordene var fyldt med is. Kim foreslog, at vi satte ud fra Rågeleje og roede til Gilleleje for bl. a., at besøge Adamsens Fisk. Som Kim udtrykker det "så er mad altid noget, der trækker". Så Torben, Jakob, Benny, Kim, Jan og jeg drog op til Nordkysten og Rågeleje. Det var lidt besværligt at komme til vandet, men ved fælles hjælp gik det.

Klar til afgang fra Rågeleje Strand.

Vi har haft et meget flot sensommer og efterårsvejr med svage vinde og masser af sol. Turen langs kysten tager sig helt anderledes ud en sådan efterårsdag i sol med blå himmel og svag vind, så det blev en meget flot tur mod Gilleleje. Det var spændende at opleve, hvad manglen på kystsikring betyder langs de stejle skrænter, hvor stien på toppen efterhånden er helt væk. Fra Tinkerup til Gilleleje havde vi ret kraftig modvind med gode dønninger, så der skulle hænges i.

Svage bløde bølger ved Gilleleje Havn.

Vi blev splittet noget op som følge af modvinden, hvilket er meget uheldigt. Kim og jeg lagde ind ved kajak- og roklubbens bro, mens de andre lagde ind på stranden lige nord for kajakklubben, og snart efter var vi på vej mod Adamsens Fisk for at smage på fiskedellerne. Vi valgte at gå ind i forretningen, hvilket var noget billigere end cafeteriet, og så blev vi fri for pommefritterne. Vi nød de indkøbte fiskedeller ude på kajen i et fantastisk efterårsvejr.

Frokosten blev nydt på kajen ved Adamsens Fiskeforretning.

Benny og Jan orkede ikke gåturen over på den anden side af havnen, så de blev tilbage, men noget efter kunne Kim tilbyde dem et par lune deller med remoulade. Derefter stod den på kaffe til Bennys hjemmelavede chokoladekage, som vi nød på kajakklubbens terrasse. Et par medlemmer gjorde os opmærksom på, at området kun var for medlemmer, så det er ikke alle steder, fremmede kajakroere er lige velkomne. Jeg håber, at de vil blive budt mere velkommen, når de vil sætte ud fra andre klubbers områder.

Vinden var efterhånden gået lidt mere om i sydvest, så det var kun havneudløbet, der var lidt besværligt at passere, og så var det ellers en flot tur tilbage til Rågeleje. Vi nød den varierede kyst og det gode vejr. Da vi havde fået kajakkerne tilbage på bilerne, fik vi lige en kop kaffe til Vibekes æblekage og resten af Bennys chokoladekage, inden vi kørte hver til sit efter en meget flot tur langs nordkysten i det mest fantastiske efterårsvejr.

Turen tilbage til Rågeleje var i til den nedgående sol.

Turen.
Deltagere: Torben, Jakob, Benny, Kim, Jan og jeg.
Turens længde: 19,8 kilometer.
Vejret: Svag til let vind fra øst til sydøst ca. 4 - 6 m/s.
Temperaturer: Luften var 15 og vandet 13 grader.






Ingen kommentarer: