onsdag den 23. oktober 2013

En alternativ onsdagstur

Når efteråret raser med vind og regn, må vi tænke os godt om. Vejrudsigten fra DMI havde lovet lidt efterårsvejr med vind fra syd på ca. 7 m/s og op mod 12 m/s i stødene. Det betød, at den planlagte tur fra Kongsøre til Nykøbing måtte udsættes, da turen forbi marinestationen ville kunne give problemer med refleksbølger. Derfor besluttede Palle og jeg, at vi skulle sætte ud fra Holbæk Marina og ro til Munkholmbroen, så ville vi få lidt modvind til Munkholmbroen og rygvind tilbage til Kirsebærholmen. Vinden var ikke over 5 m/s, og så kom den overvejende fra sydvest, så Kongsøreturen kunne vi sagtens have gennemført, men beslutningen om turen til Munkholmbroen var taget. Vi mødtes ved slæbestedet på Holbæk Marina, som ikke er det bedste sted at sætte ud fra, da der er meget trafik omkring udsætningsstedet, og så er der parkeringsproblemer, når 12 kajakker skal på tur, derfor er det ikke et isætningssted jeg kan anbefale, når mange skal på tur. Selv om det blev en lidt alternativ tur, havde vi alligevel en meget flot tur forbi de efterårsflotte skovstrækninger ved Dragerup og Eriksholm. Da vi var kommet forbi Dragerup Skov, skulle vi passere Bredetved Skydebane, hvor aktiviteterne var i fuld gang. Alle stoppede, da det lød ret voldsomt - Ka' vi ro forbi?? Inderbredningen var ikke afspærret, så vi kunne godt passere uden at blive nedlagt. Til stor undren stoppede skydningerne, da vi roede i området, og da vi var kommet forbi, fortsatte skydningerne. Om det var almindelig pause, eller det var fordi, vi var på fjorden, skal jeg lade være usagt, men det var da underligt.

Der findes ikke noget flottere end en efterårsskov set fra en kajak.

Da vi nåede Munkholmbroen, skulle vi finde et godt pausested, og Torben anbefalede området ved Englerup Indelukket, hvor der så fint ud til en frokostpause, så vi roede mod et flot grønt område, hvor vi ikke har været før. Vi blev ikke snydt, der var læ, dejligt at være med en fantastisk udsigt over Tempelkrogen. Kajaktæmmeren i form af Henrik demonstrerede en ny form for selvredning - på land, og Henrik og jeg viste en anden form for makkerredning, som passer perfekt til vinterroning. To redninger, som gør selv- og makkerredning langt nemmere. Det var rigtig godt med lidt nye impulser. Derefter sluttede vi pausen med kaffe og tilhørende kage fra Patricia.

Tilbage i kajakkerne var der flere, der gerne ville hen at se ind til Eriksholm Slot, så vi roede over på den anden side af Tempelkrogen for lige at se, hvad man kan få for ca. 70 mill. Vi mente dog alle, at det var for stort og for upassende for et kajaknetværk. Derefter satte vi kursen tilbage til Holbæk Marina.

Eriksholm Slot ligger flot ud til Tempelkrogen.

Hjemturen forløb fint i medvinden, så vi kunne nyde efterårsfarverne, det var som om, vinden var blevet lidt kraftigere, og fra Kirsebærholmen ind til Marinaens slæbested havde vi let modvind. Der var faldet ro over havnen, så det gav ingen problemer at få klædt om og læsset bilerne. Derefter sluttede vi turen med kaffe til chokoladekage fra Vibeke.

Turen:
Deltagere: Torben, Elgjægeren, Jakob, Benny, Kim, Henrik, Jens, Jan, Peter, Palle, Søren og jeg. 
Turens længde: 24 kilometer.
Vejret: Tørt og et enkelt solstrejf, vind fra sydlige retninger 4 - 5 m/s.
Temperaturer: Luften var helt oppe på 15 grader, men vandet blot 11 grader.


Ingen kommentarer: