onsdag den 10. april 2013

69 traner over Roskilde Fjord.

Hård, kold vind fra øst og ingen sol kunne ikke forhindre Torben, Jakob, Benny, Jens, Erik, Peter, Palle og jeg i at komme på vandet denne onsdag. Jens kom i nye sin kajak. Valget faldt på Kayman Raider efter grundigt forarbejde. Den nye kajak skulle ud på sin jomfrutur, endda med helt ny Epic pagaj.

Jens på jomfrutur i sin nye Kayman Raider.

Vi satte ud fra Skallehavnen ved Marbæk og roede til Jyllinge for at indtage frokosten ved stranen mellem Den Gamle Havn og Lystbådehavnen. Da vinden var hård, var det om at holde sig inde nær kysten for at få lidt læ, men der er ikke meget læ langs denne kyststrækning, til gengæld er der ekstremt lavvandet med mange sten lige under overfladen. Flere af os var da også i direkte kontakt med stenene. I hele Jyllingebugten havde vi modvind, så der skulle hænges i. Det blev ikke til ret mange ropauser under turen til Jyllinge. Vi lagde ind til kysten for frokostpause, et sted vi tidligere har været. Mens vi sad og nød frokosten, var det som om, at solen var ved at bryde igennem skydækket flere gange, men det blev ved gråvejret. Det blev til  en god lang frokostpause, og til kaffen havde Jakob lækre muffins fra Patricia med, og Jens havde jomfrutur- chokolade med. Tilbage i kajakkerne skulle vi lige ned til lystbådehavnen, inden vi satte næsen mod Skallehavnen. De første kilometer var med rygvind, så det gik strygende ud af Jyllingebugten, og fra højspændingsmasterne var der sidevind, og så holdt vi os noget længere ude på fjorden, så vi kunne slippe for de mange sten. Det blev en hurtig omklædning på stranden, og så trak vi op på parkeringspladsen for at afslutte turen med en kop kaffe til resterne af kagerne. Det er tranetid, så mens vi stod og nød kaffen, kom først en flok på 19 traner hen over os, og straks efter kom ydeligere en flok på 50 traner. Det blev en rigtig flot afslutning på turen. 



Traner over Marbæk. Bemærk rovfuglen øverst på nederste billede.
(Den lille uklare plet øverst i højre hjørne.)

Turen.
Deltagere:  Torben, Jakob, Benny, Jens, Erik, Peter, Palle og jeg.
Turens længde: 19,4 kilometer. 


Ingen kommentarer: