onsdag den 27. marts 2013

Sæler og musvåger ved Nekselø

Nu ser det efterhånden ud som om, vi skal have lidt forår, dagene er blevet længere, og solen giver mere og mere varme, men det er stadig koldt, og vandet er kun oppe på 1 grad. Isefjorden har masser af is, og Roskilde Fjord er næsten lukket af is, så Palle foreslog, at vi skulle tage til det isfri Havnsø og ro en tur rundt om Nekselø. Vi blev en ret stor gruppe, som satte ud fra stranden ved hotellet og roede først ud om Stold for at opleve den flok sæler, der holder til ude ved de mange store sten. Der lå da også ret mange sæler på stenene, men de smuttede i vandet, da vi nærmede os, og så lå de rundt om alle kajakkerne for nysgerrigt at se på os, så hvem kiggede på hvem? Jeg vil mene, at flokken var oppe på 6 - 9 sæler. Derefter roede vi tilbage og krydsede over til Nekselø og roede med uret rundt. Vestsiden var gold og meget brun, men alligevel smuk. På Nekselø har man det såkaldte storebæltsklima, som betyder, at der er et par grader varmere og mindre regn, men sådan så det altså ikke ud.

Vestsiden af Nekselø har stadig ikke fået en snert af forår.

Vi kunne se to musvåger ved skrænterne, men ingen tårnfalke, som området ellers har ry for, og så var der et par harer, som løb på de stejle skrænter. Fiskerne i Havnsø taler om, at der også skulle være havørne på Nekselø, men dem fik vi ikke at se.
Der var dejligt læ for østenvinden, men da vi nærmede os nordspidsen af Nekselø, kunne vi godt fornemme, at vinden var ret kraftig fra øst. Vi roede hen til havnen, hvor der var en del is både langs kysten og på havnemolen, som følge af at vinden havde været i øst i nogle dage.

Is på molen giver en koldt og utilnærmeligt indtryk. 

Vi lagde ind og nød frokosten, men der var ekstremt koldt. Palle havde bragt en dejlig kage med, så efter kaffen og kagen kom vi hurtigt på vandet igen, og da vi sad i kajakkerne, kom solen frem og gav noget mere varme. Turen hen over det åbne stykke var i flot solskin og så så Nekselø noget mere indbydende ud. Tilbage ved udgangsstedet, fik vi hurtigt pakket sammen, og så skulle vi da lige sige god påske med en kop kaffe og resten af Palles kage til efter en meget flot tur rundt om Nekselø.

Udgangsstedet i Havnsø med Nekselø i baggrunden.

Turen.
Deltagere. Torben, Jakob, Jens, Erik, Kristian, Palle, Thomas, John, Jan, Folmer, Preben, Flemming og jeg.
Turens længde: 14,5 kilometer.




Ingen kommentarer: