onsdag den 2. januar 2013

Første tur i 2013.


Efter lidt over en måned uden kajak, så blev roåret 2013 indledt. Først to uger med fruen i sydens sol på Boa Vista, Cap Verde, så kajakjulefrokost uden kajak og endelig julen og alt det, der følger med, men det var dejligt at komme i kajakken igen. Vi var fire, Benny, Jens, Thomas og jeg, der satte ud fra Gershøj denne skønne formiddag i mildt vejr. Efter en lille time kom solen frem, og så havde vi flot solskin under resten af turen. Det var højvande, så vi fulgte kysten tæt hele vejen til Borrevejle Roklub. Vi mødte kun en  del svaner med ret stor unger og ret mange blishøns under turen. Vejret var fantastisk denne anden dag i januar, så vi nød solen og det fine vejr under turen. Nu er det lidt forkert at klage over, at solen var meget skarp, men Thomas efterlyste sine solbriller.

Roskilde Fjord den 2. januar 2013

Og så kom solen frem - for at blive.
Jens og Benny i solskin

Skønnere vejr i januar findes ikke.

Vi lagde ind ved den lille strand og jollemolen lidt syd for roklubben for at nyde frokosten på fællesarealet. Det var lidt køligt, da vinden var lige på, så vi holdt ikke så lang pause, inden vi gjorde klar til at returnere til Gershøj. Jens havde Jans dejlige kransekage med til kaffen. Turen tilbage var med lidt medvind og solen i ryggen, så det var helt forårsagtigt. Tilbage ved Gershøj skulle Jens lige prøve de andre kajakker, inden vi fik pakket sammen. Jens fik dog hurtigt lavet en udskilning, så nu er der kun et udvalg på to til tre kajakker, han skal vælge imellem. Vi sluttede af med en kop kaffe og kransekage, inden vi kørte hjem efter en rigtig skøn debut på 2013.

Turen.
Fra Gershøj Havn til Borrevejle og retur.
Deltagere: Benny, Jens, Thomas og jeg.
Turens længde: 17,2 kilometer.
Vejret: Let vind fra sydvest ca. 5 m/s. sol det meste af dagen. Temperaturer på 6 grader.




Ingen kommentarer: