fredag den 18. maj 2012

Fredagstur til Kongsøre

Vejrudsigten for denne fredag i Kr. Himmelfartsferien så særdeles lovende ud efter nogle dage med frisk vind, så skulle det gode vejr nydes, var det i dag. Der var ikke nogen i kajakklubben, der havde lyst til at ro en Kongsøretur, så jeg satte turen på Kajakhornsherred.DK, og så var Kristian og Kim friske på turen. Vi lagde ud fra Kajakklubben 09.45 i flot solskin, svag vind fra sydvest og lidt højvande, så det var en flot tur ud af fjorden og ikke mindst resten af turen til Kongsøre. Vi lagde ind ved Sandskredet ti minutter i tolv, så det var tilmed gået i flot tempo. Vi fandt et godt sted - det sædvanlige, hvor vi kunne spise frokost i solskin og havde den flotte udsigt ned mod Kongsøre Næbbe. Efter frokosten gik vi en tur ned forbi "grusgraven" og kiggede faciliteterne ud.

Udsigten mod Kongsøre Næbbe og Tuse Næs fra frokoststædet.

Tilbage ved kajakkerne fik vi pakket og gjort klar til hjemturen. Vi skulle lige hen til marinestationen for at nyde den flotte skovstrækning, inden vi roede til Kongsøre Næbbe, hvor vi krydsede over til Kisserup på Tuse Næs, og så stod den på modvind frem til Bognæs og i perioder ret kraftig modvind.

Den nordlige lejrplads ved Kongsøre Skov.

Vi lagde ind ved Bognæs for at nyde kaffen inden de sidste fem kilometer til Holbæk. Tilbage ved kajakklubben var der nogle, som lige havde været på vandet og nogle, som tog af sted denne flotte fredag eftermiddag. Vi fik pakket sammen efter en flot tur på Isefjorden, fik et bad og så også lige afslutte med en kop kaffe uden for i solen.

Turen.
Dato: 18. maj 2012.
Deltagere: Kim, Kristian og jeg.
Turens længde: 29 kilometer.
Vejret: Vind fra sydlige retninger 2 - 5 m/s. sol det meste af dagen og temperaturer på ca. 16 grader og vandet lidt koldere.

Rød rute er turen til Kongsøre og grøn rute er turen tilbage til Holbæk.

Ingen kommentarer: