onsdag den 9. november 2011

Fra Skallehavnen til Jyllinge og retur.

For første gang i netværkets historie har der været lidt knas med, hvilken tur vi skulle ro, og hvor vi skulle sætte ud, først tirsdag aften var turen klar. Der var flere gode forslag, og så tog Torben, Jakob, Kim, Henrik, Stig, Jan og jeg til ØTA-Skallehavnen lige syd for Lystbådehavnene i Frederikssund og roede til Jyllinge og retur efter frokosten.


Vi havde en let, men kold modvind hele vejen til Jyllinge. Frokosten blev indtaget på stranden mellem Marinaen og Fiskerihavnen, hvor vi fandt et rigtig godt sted med grønt græs, og hvor vi kunne sidde og nyde udsigten mod Eskildsø og alle holmene, der ligger i det lave vand nord for Eskildsø.


Turen tilbage til Skallehavnen var så af gode grunde i medvind, så vi holdt en god fart. Ud over nogle få svaner var der ikke meget liv på vandet og i luften. Vandet er efterhånden ved at blive vinterklart, så man rigtig kan nyde havbunden, og her i Roskilde Fjord er det som om,  ålegræsset er ved at komme tilbage og der med også svanerne. Tilbage ved Skallehavnen fik vi hurtigt pakket sammen, og så kørte vi over til Malik Per for at nyde kaffen hos ham. Det er således første gang, at Kajakhornsherred har sat ud fra Skallehavnen, og det er et rigtig godt sted at starte turen i området. Det blev en fin tur på Roskilde Fjord.

Turen.
Dato: 9. november, 2011.
Deltagere: Torben, Jakob, Kim, Henrik, Stig, Jan og jeg.
Turens længde: 17 kilometer.
Vejret: Svag til let kold vind fra sydøst, Absolut ingen sol og temperaturer omkring 8 grader.



Ingen kommentarer: