onsdag den 26. oktober 2011

Hammer Bakke - Ejby.

Efter to ugers ferie var det atter muligt at komme på vandet. Planen var, at Torben, Jakob, Erik og jeg skulle en tur fra Hammer Bakke til Ejby og retur. Vandtemperaturen er faldet til under ti grader, så det er tørdragt og vinterroning fra nu af.  Vi satte ud i gråvejr fra stranden ved Hammer Bakke og roede mod Ejby i modvind og diset vejr men med fantastiske efterårsfarver på træerne.


Det så ikke ud til, at vi skulle have lidt sol på dagens tur. Vi aftalte, at det var passende at lægge ind under bakkerne ved Kyndeløse for at nyde frokosten i læ af bakkerne, efter vi havde været en tur inde i Bramsnæs Vig. Vi roede først hen forbi Sejlklubben Bramsejl, inden vi vendte for at ro tilbage til Kyndeløse for at spise frokost. 


Der var ikke ret mange fugle, sæler eller marsvin at få øje på i dag. Derimod var der ikke ret meget vand i fjorden, så der skulle passes på stenene.


Vi lagde ind ved Kyndeløse som planlagt og sad og nød frokosten, imens vinden lagde sig. Frokoststedet lige under bakkerne ved Kyndeløse er et dejligt sted at holde pause, så vi nød pausen og udsigten over Isefjorden, selv om sigtbarheden ikke var den allerbedste. Da vi kom på vandet igen, var der således ikke meget vind under resten af turen. Vinterroning er kystnært, så vi var helt inde i bunden af Vellerup Vig. Da vi var kommet ud af Vellerup Vig, kunne vi se de to sten ud for Vellerup Sommerby, som vi flere gange har ramt, men i dag var en del af stenene over vandet.


Tilbage ved Hammer Bakke begyndte det at regne. Vi fik en kort byge, og derefter skinnede solen svagt igennem det tunge skydække. Da vi skulle skifte tøj, var det atter tørvejr, så vi kunne få en kop kaffe, inden vi skiltes for at køre hjem.
Det gav en flot afslutning på en meget fin tur.

Turen.
Dato: 26. oktober, 2011.
Deltagere: Torben, Jakob, Erik og jeg.
Turens længde 18,2 kilometer.
Vejret: Vind fra sydøst fra 8 - 5 m/s. Skyet og diset med temperaturer lige under 10 grader og vandet også lige under 10 grader..
Meget fin tur efter 3 ugers pause.

Ingen kommentarer: