onsdag den 17. august 2011

Inderbredningen rundt.

Selv om vi er inde i en vejrmæssig ustabil periode, så var Karin, Jakob, Kim, Henrik, Erik, Jens og jeg en tur Inderbredningen rundt. Vi lagde ud fra Vellerup Vig, og som vejret ser ud for tiden, er der stort set kun vindretningen, der kommer til at passe. Dagens vejr blev da også langt bedre, end DMI havde vurderet det til, så der var lagt op til en tur mod Munkholmbroen eller en tur Orø rundt. Det blev en tur Inderbredningen rundt, da vejret så ud til at blive fint lige efter en ret kraftig regnbyge. En meget fin tur, når vejret er med os, som det var i dag. Jakob var allerede kommet til Vellerup Vig, da regnbygen kom, så han måtte krybe i læ ved ishuset, da det var en ret voldsom regnbyge. Da Henrik ankom, kunne han berette om en del bølger ude på fjorden, men de kom imod os, og de kunne være opstået i forbindelse med regnbygen. Vi var på vandet lidt i 10 og roede mod Lindholm og derefter til golfbanen ved Kirsebærholmen, og så fulgte vi kysten til Marinestationen ved Dragerup. Da der var nogle, som ikke har været her før,  gik vi i land for at se det pragtfulde sted ved Dragerup Skov. Vi mødte opsynsmanden, der passer og plejer bygninger og området, og han kom med mange interessante oplysninger om stedet.

Landgang ved Marinestationen ved Dragerup.

Marinestationen ved Dragerup benyttes af RUC som kursussted.

Derefter fortsatte vi mod Munkholmbroen, og da der var en ret kraftig regnbyge på den anden side af fjorden, lagde vi ind ved Eriksholmskoven for at holde frokost, her kunne vi sidde ved vandkanten og nyde frokosten med en meget flot udsigt over Inderbredningen og Ejby. Efter frokostpausen krydsede vi Bramsnæs Bugt over mod Bramsnæs og derefter Ejby og ind i Bramsnæs Vig.

Bramsnæs Vig og Ejby Havn i solskin.

Da vi roede ud af Bramsnæs Vig, kunne vi mærke, at vinden tog til, men stadig ikke et probem, derimod  skønt med lidt medvind. Efter afstikkeren til Bramsnæs Vig roede vi tilbage til Vellerup Vig. Henrik fortsatte mod Hammerkrogen, hvor han satte ud, mens vi andre fik en kop afsluningskaffe. En fin tur i godt selskab.

Flot tur i fint vejr med solskin på Isefjorden.

Turen.
Deltagerne: Karin, Jakob, Kim, Henrik, Erik Jens og jeg.
Turens længde: 19 kilometer.
Vejret: Vind fra sydlige retninger fra 4 m/s til 6 m/s. En del sol og ingen regn der hvor vi var.


Ingen kommentarer: