onsdag den 29. juni 2011

Rundt om Ringøen.

Rundt om ringøen med udgangssted Herslev Strand er en rigtig fin dagstur på ca. 25 kilometer, når man sætter ud fra Herslev og i dag var Jakob, Kim, Stig og jeg afsted. Vi lagde ud fra stranden ved Herslev og roede turen rundt om Bognæs og ind i Kattinge Vig i strålende solskin. På turen til Kattinge Vig var vi spændte på, om vi fik havørnen med børn at se. Jeg er ret sikker på, at den havørn, vi så flyve fra træ til træ, var en af de flyvefærdige unger. Vi så den flere gange på udturen, men desværre ikke senere. Turen fra Nørrerev til Kattinge Vig var i god modvind, så der skulle hænges i. Vi skød en gennemsnitsfart på 5,3 km/t og det er ikke så ringe endda i 5 - 6 m/s. modvind. Farten gjorde ikke, at vi ikke også kunne nyde den meget smukke strækning samtidig med, at vi koncentrerede os om at komme fremad. Sidst, vi roede turen, var, da hvidtjørnen lige var sprunget ud, så det var helt fint at ro turen nu, hvor det hele står så flot grønt. Vi ville spise frokosten ved shelteren, men den var optaget, så vi lagde ind i bunden af vigen og spiste frokosten med udsigt ned over hele Kattinge Vig.



Efter en god lang frokostpause startede vi med at ro rundt om Ringøen, som er fuglebeskyttelsesområde med masser af ynglende fugle - hovedsagelig måger og strandskader. Mågeungerne var store, men endnu ikke flyvefærdige. Mågeforældrene syntes ikke om vores tilstedeværelse, selvom vi holdt os på god afstand, så der var godt med larm, da vi var i området. Så fulgte vi kysten ud i Roskilde Fjord og uden om det afspærrede område ved havørnereden, men havørnene var ikke at få øje på. Derefter roede vi over til egestammen, hvor vi næsten altid holder kaffepause. Derefter fulgte vi kysten tilbage til Herslev Vig, hvor vi krydsede over til strandområdet. Her sidst på eftermiddagen var der rigtig mange badegæster og folk, som bare kørte til stranden for at nyde aftensmaden i dette skønne område. En skøn tur i fint sommervejr.

Turen.
Deltagere: Jakob, Kim. Stig og jeg.
Turens længde: 25 kilometer.
Vejret: Soll og temperaturer lige over 20 grader. Vind fra sydøst ca. 6 m/s og op til 13 m/s. i vindstødene.

Ingen kommentarer: