onsdag den 21. december 2011

Glædelig Jul og godt nytår.

Julen nærmer sig og det er jo en dejlig tid, som vi alle går og glæder os til, selv om det ikke bliver en hvid jul. Det kan jo ikke undgås, at der tænkes lidt på sidste vinter, som var ekstrem kold med masser af sne og i år har vi plusgrader og faktisk fint vejr. Jeg sagde sidste år, at en hård vinter som i 2009 og 2010 ikke kunne komme to år i træk - i år siger jeg ikke noget om tre år i træk. Selv om det ikke kan mærkes, så går vi mod lysere tider fra i dag, så det ka kun gå for langsomt med at mærke foråret.
Glædelig jul og godt nytår.

Jeg vil ønske alle rovenner en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
Tak for de mange hyggelige timer vi har tilbragt sammen.


Ole

Juleturen.

Sidste tur inden jul. Der var godt nok ikke megen jul over dagens tur, da Torben, Elgjægeren, Kim, Henrik, Jan og jeg lagde ud fra Skovbroen med kurs mod Selsø Vig. Vejret var ikke som DMI have forudsagt end ikke vindretningen passede i dag, så i stedet for vind fra vest havde vi
en let vind fra sydvest og småregn hele vejen til Selsø Vig. Det havde sneet lidt i nat, men den smule sne var hurtigt forsvundet. Det blev således en meget grå tur. Kort efter start, da vi skulle rundt om Selsø Hage, oplevede vi havørn og ved Sønderby musvåge, så i gråvejr kan man også opleve noget stort i naturen. Vi fulgte kysten tæt hele vejen og lagde ind i bugten lige ud for Selsø Slot, og da det regnede søgte vi i læ under træerne et lille stykke ind på land, hvor vi kunne sidde i nogenlunde læ.

Frokostpause ved Selsø Vig.

Frokosten tog ikke ret lang tid på sådan en grå og fugtig dag, og vi fik heller ikke gået så meget, blot tilbage til kajakkerne og derefter retur mod Skovbroen. Vi kunne se, at der var opklaring på vej fra nordøst, så da vi kom tilbage til Skovbroen, var det blevet helt fint vejr.

Opklaringen kom, da vi var tilbage ved udgangsstedet.

Turen.
Dato: 21. december, 2011.
Deltagere: Torben, Elgjægeren, Kim, Henrik, Jan og jeg.
Turens længde: 13,1 kilometer.
Vejret: Vind fra vestlige retninger ca. 2 - 3 m/s. gråvejr med byger og temperaturer på ca. 4 grader.



onsdag den 14. december 2011

Onsdagsroning uden kajak.

Traditionen tro, skal vi da ha julefrokost ude i naturen. Vi aftalte under en onsdagsroning for længe siden, at vi hver skulle tage en ret med og at vi således kun skulle være otte deltagere, ellers ville udvalget af mad blive for stort. Holdet blev lynhurtigt fyldt op med Torben, Elgjægeren, Jakob, Kim, Jens, Stig, Jan og jeg. Stedet blev shelteren ved Skuldelev, hvor vi kunne være under tag, hvis vejret ikke skulle blive som forventet og så er det et dejligt sted at være - selv om en magtsyg embedsmand har fået flyttet shelteren. Vi startede frokoste lidt over klokken tolv i rimeligt vejr, men senere kom regnen dog, og så var det godt, at vi kunne krybe i læ.

Flæskesteg og ribbenssteg samt rødkål på bål.

Der var gjort meget ud af maden, som bare var helt i top. Menyen bestod  af: 6 slags sild, Graved laks, Fiskefillet, Fiskefrikadeller, Rejesalat, Ribbensteg og Flæskesteg med hjemmelavet rødkål, Frugtsalat, Risalamande, 3 slags ost og til sidst Lakridsmuffins til kaffen. Skulle jeg have glemt et par retter er det ikke fordi det ikke smagte fantastisk, men udvalget var meget stort. Alle blev mere end meget mætte og vi sluttede en dejlig julefrokost klokken lidt over fire. Det blev da også til en lille gåtur mellem retterne, så lidt motion fik vi da.

onsdag den 23. november 2011

En kold og diset dag på Roskilde Fjord.

Al vejr er kajakvejr - bare det ikke blæser. Denne onsdag var ingen undtagelse, så trods disen, de lave skyer og med svag vind over Roskilde Fjord samt temperaturer omkring 5 grader tog Torben, Elgjægeren, Jakob, Jan og jeg ud fra Roskilde Roklubs bro klokken ti. Det var svært at se broen på grund af ænder og svaners efterladenskaber og det at sætte ud fra en bro, har vi det lidt svært ved, så vi fik pyntet tørdragterne gevaldigt. Det er lidt underligt at skylle støvlerne, inden de kommer i kajakken, når der sættes ud fra en bro. Vi kom fint af sted og fulgte kysten tæt hele vejen ind til Kattinge Værk. Vi lagde ind på stranden ved siden af værket for at spise frokost. Sidste gang aftalte vi, at vi gik tur inden frokost, men sådan blev det ikke - først frokost så gåtur i området, men næste gang går vi tur først!!! Tilbage ved kajakkerne fik vi hurtigt pakket sammen og så af sted helt ind i bunden og derefter langs Bognæskysten til Ringøen. Jan har ikke tidligere sat sine ben på Ringøen, så nu havde han chancen, og det skulle han da også lige prøve. Da vi roede tilbage mod land mødte vi en solo kajakroer, som havde sat ud ved Svogerslev og havde roet gennem åløb og søerne og nu var på vej til Roskilde. Han var iført almindelig løbetøj, og da redningsvest ikke hører med til løbetøj, havde han heller ikke redningsvest på. Da han forlod os, roede han i lige linie mod Roskilde Havn. Da Torben spurgte til hans rotøj, blev vi belært om, "jeg har været elitesejler, så jeg ved alt om det"???? Der kan man bare se, så fik vi også lært det, men vi foretrækker dog optimal sikkerhed, specielt på denne årstid. Vi fik da talt om den bizarre situation på turen tilbage til Roskilde.
Tilbage ved Roskilde Roklub skulle vi atter igennem ændernes efterladenskaber, så min tørdragt skal have en gang vask efter det. En fin tur trods den ringe sigtbarhed.



Turen.
Dato: 23. november, 2011.
Deltagere: Torben, Elgjægeren, Jakob, Jan og jeg.
Turens længde 16,3 kilometer.
Vejret: Diset (blå himmel mod nord), svag vind fra syd og temperaturer på 5 grader, og det var både vand og luft.



lørdag den 19. november 2011

Kajakkursus med Martin Ploug.

Siden sidste kursus med Martin Ploug har der været et ønske om et nyt kursus i fremadroning, hvilket blev iværksat,  og i dag var vi så fuldt hold med 8 deltagere. Martin er vel nok Danmarks højst uddannede kajakinstruktør, og Holbæk Kajak Klub har benyttet ham et par gange i år, og det har været en meget stor inspirationskilde. Dette kursus var ingen undtagelse. Kurset omhandlede effektiv fremadroning eller om roning, hvor det handler om at få optimal fart med minimal kraftanstrengelse. Meget simpelt, men når man har fået tillagt sig en rostil, som ikke er helt så effektiv, som jeg selv troede, så er det hamrende svært at få lagt alle de fejl, man har fået tillagt sig, helt væk.

Martin Ploug i gang med oplægget til kurset.

Kurset startede på land med lidt teori bag fremadroningen, derefter blev vi i havnebassinet, hvor vi roede frem og tilbage. Bassinet er ca. 200 meter langt, så det blev til rigtig mange gange frem og tilbage, Martin analyserede vores rostil og rettede hver enkelt flere gange. Roningen var uden vanter, luffer og spreydæk, så vores rostil kunne analyseres effektivt.


Ialt roede vi ca. 5 kilometer på et par timer, men det var koncentreret og effektivt roning.

onsdag den 16. november 2011

Rendebæk - Kyndeløse

Årets mål på 1000 kajak-kilometer er nået, og det skulle fejres på en tur fra Rendebæk til Kyndeløse. Med til at fejre mit mål var: Torben, Jakob, Kim, Henrik, Stig, Erik, Jan og jeg. Elgjægeren måtte melde fra, da han havde fået problemer med en tand, den skulle ordnes akut. Det er ganske pænt at være otte på tur her midt i november, men vi er inde i en periode med helt fantastisk kajakvejr efter årstiden. Vinden er meget svag, solen kan finde på at skinne det meste af dagen, og så er det tørt men lidt koldt, det sidste kan klares ved at have ordentligt rotøj på. Vi lagde ud fra Rendebæk, og i passende afstand fra fjordbund og kysten gled vi stille og roligt sydover.

Klar til afgang fra Rendebæk.

Da vi nærmede os Vellerup Vig, blev det hurtigt besluttet at ændre det lille lyserøde hus i Vellerup Vig som pausested med bakkerne ved Kyndeløse, så vi fortsatte langs kysten til Kyndeløse. Da vi nåede til Kyndeløse, forsvandt solen bag skyerne, så det blev frokostpause i gråvejr, men med en fantastisk udsigt over Inderbredningen. Jeg medbragte smørebrød, så de 1000 kilometer kunne fejres ordentligt. Vi nød maden i læ for den lidt kolde vind. Efter frokosten stod den på Vibekes lakridsmuffins, så det blev noget af en 1000 km- frokost.

Stående og siddende taffel ved rendebæk.

Efter frokosten gik vi en tur i bakkerne for at nyde udsigten over Inderbredningen og op i Østerløb, inden vi skulle tilbage til Rendebæk. Selv om det blev gråvejr, var lyset og udsigten meget speciel og flot.

Udsigten mod Øster Løb.

Tilbage ved kajakkerne fik vi hurtigt ryddet op og gjort klar til tilbageturen. Vi skulle lige have Jan med rundt i Vellerup Vig, da han aldrig havde været inde i vigen, så vi roede ind i bunden af vigen. Ellers roede vi i adstadigt tempo tilbage. Vi brugte da også tæt ved fire en halv time på turen - men efterårets lys og farver var så specielle, at det bare skulle nydes.

Turen.
Dato: 16. november, 2011.
Deltagere: Torben, Jakob, Kim, Henrik, Stig, Erik, Jan og jeg.
Turens længde: 21,9 kilometer.
Vejret: svag vind fra sydøstlig retning sol den første del af turen, derefter gråvejr. Temperaturer ca. 6 grader.




søndag den 13. november 2011

Fantastisk søndagstur.

Vejrudsigten for denne søndag så meget fin ud med vindstille og måske lidt sol, så Hans og jeg synes denne fantastiske søndag skulle bruges til en af de mere specielle ture. Valget var ikke svært, det blev en tur fra Høve Strand til Ordrup Næs og retur. Vi lagde ud fra Høve Strand klokken 09.00 og roede i jævnt tempo langs kysten mod Ordrup Næs. Det var noget diset, men det så ud som om, solen snart ville komme frem, og inden vi nåede frem til Ordrup Næs, skinnede solen, men der var stadig diset. Kysten langs Veddinge Bakker og Skamlebæk Strand var lige så smuk i formiddagsdisen, som den plejer at være i klart vejr, så det var en meget smuk strækning på sin egen efterårsmåde.


Vi rundede Ordrup Næs med lidt sol gennem disen og i havblik, en fantastisk oplevelse i dette sene efterår, hvor mange brugte søndag formiddag til at gå tur i dette meget smukke område. Vi fortsatte et stykke lang kysten, inden vi vendte for at ro tilbage for at spise frokost i bugten ved Ordrup Næs. Det var, som om at solen atter gemte sig bag de tykke skyer, selv om det stadig blev mere klart.


Efter frokostpausen roede vi tilbage til Høve Strand, og turen tilbage var lige så stor en oplevelse som den første del af turen. Ved den yderste spids på Ordrup Næs mødte vi en snorkeldykker, der var ude på fiskeri, han så ud til at nyde det i sin våddragt. Vandet var da også ekstremt klart denne dag, så vi havde meget at se på. Tilbage ved Høve Strand fik vi hurtigt pakket sammen, drukket en kop kaffe med en lakridsmuffins til og derefter afsluttet en endnu fantastisk dag på vandet.



Turen.
Dato: Den 13. november, 2011.
Deltagere: Hans og jeg.
Turens længde: 23 kilometer.
Gennemsnitshastighed: 5,8 km/t.
Vejret: Diset med lidt sol, vindstille og temperaturer på 7 grader.     



onsdag den 9. november 2011

Fra Skallehavnen til Jyllinge og retur.

For første gang i netværkets historie har der været lidt knas med, hvilken tur vi skulle ro, og hvor vi skulle sætte ud, først tirsdag aften var turen klar. Der var flere gode forslag, og så tog Torben, Jakob, Kim, Henrik, Stig, Jan og jeg til ØTA-Skallehavnen lige syd for Lystbådehavnene i Frederikssund og roede til Jyllinge og retur efter frokosten.


Vi havde en let, men kold modvind hele vejen til Jyllinge. Frokosten blev indtaget på stranden mellem Marinaen og Fiskerihavnen, hvor vi fandt et rigtig godt sted med grønt græs, og hvor vi kunne sidde og nyde udsigten mod Eskildsø og alle holmene, der ligger i det lave vand nord for Eskildsø.


Turen tilbage til Skallehavnen var så af gode grunde i medvind, så vi holdt en god fart. Ud over nogle få svaner var der ikke meget liv på vandet og i luften. Vandet er efterhånden ved at blive vinterklart, så man rigtig kan nyde havbunden, og her i Roskilde Fjord er det som om,  ålegræsset er ved at komme tilbage og der med også svanerne. Tilbage ved Skallehavnen fik vi hurtigt pakket sammen, og så kørte vi over til Malik Per for at nyde kaffen hos ham. Det er således første gang, at Kajakhornsherred har sat ud fra Skallehavnen, og det er et rigtig godt sted at starte turen i området. Det blev en fin tur på Roskilde Fjord.

Turen.
Dato: 9. november, 2011.
Deltagere: Torben, Jakob, Kim, Henrik, Stig, Jan og jeg.
Turens længde: 17 kilometer.
Vejret: Svag til let kold vind fra sydøst, Absolut ingen sol og temperaturer omkring 8 grader.



lørdag den 5. november 2011

Lørdag morgenroning.

Kajakklubbens lørdagsroning er typisk morgenroning, hvor vi sidder klar i kajakkerne klokken 08.00. Da vejret er meget fint for tiden og specielt denne lørdag morgen, så synes jeg, det er dejligt at komme på vandet. Vi var stort set klar alle sammen klokken 08.00 iført vinterudstyr - selv om det ikke var så koldt. Vi var ni kajakker, der stævnede ud af havnen med kurs mod Marinestationen i fint (højt) tempo.


Ved Kirsebærholmen holdt vi den første lille drikkepause og så af sted igen. Vinden var svag fra sydøst og sigtbarheden var også svag, for at sige det mildt, så var det tåget med en sigtbarhed på et par hundrede meter. Vi rundede den yderste betonklods og startede returroningen, og så kom solen frem af disen, så hjemturen var i næsten solskin. Det blev også til en lille drikke-vand-pause ved Kirsebærholmen under hjemturen. Vi var tilbage ved klubben klokken 10.15, så det var da meget godt klaret, der var heller ikke så meget tid til at sidde og nyde naturen, som er ekstra smuk lige for tiden. 


Turen.
Dato: 5. november, 2011.
Deltagere: Bolette, Kirsten Grethe, Jeanne, Jørgen, Hans, Jens, Peter og jeg.
Turens længde: 14 kilometer.
Rotid: 2 timer 15 min.
Vejret: Tåge med opklaring, temperaturer lige under 10 grader og vind fra sydøst ca. 2 m/s.




onsdag den 2. november 2011

Tågetur fra Herslev.

Vi er inde i en periode med varmt vejr efter årstiden, og så er det forholdsvis roligt vindmæssigt. Det betyder også, at der er morgentåge, og i dag gik morgentågen over i aftentåge. Vi troede ellers på meteologerne, som havde lovet os lidt sol midt på dagen, men den var ikke at få øje på. Torben, Jakob, Kim, Henrik, Stig, Hans og jeg kiggede ellers efter solen hele dagen. Lidt tåge kan imidlertid ikke få os til at blive på land, så vi satte ud fra Herslev med kurs mod Bognæs. Vi fulgte kysten tæt, da tågen var så tæt. Der var meget vand i fjorden, så vi kunne komme over Nørre rev tæt under land. Vi vendte ved pynten ud for havørnereden og roede tilbage til Ølvig, hvor vi spiste frokost ved "træstammen". Efter frokosten skulle vi hen at se på køerne, som skulle tilbage på stald. Det er lidt underligt, at køerne skal på stald den 1. november, selv om de har det meget bedre ude på græs, men sådan er lovgivningen, der gælder datoen og ikke vejret. Derefter gik vi en tur i det meget smukke område, som havde nogle helt fantastiske efterårsfarver. Da vi kom tilbage til kajakkerne, var man ved at indsamle de sidste stykker kvæg - mændene var ret sure over, at det var så besværligt, så vi fik også nogle mindre pæne ord med på vejen. Vi nåede tilbage til Herslev uden at kunne se blå himmel, men efter en meget flot efterårstur.


Turen:
Dato: 2. november, 2011.
Deltagere: Torben, Jakob, Kim, Henrik, Stig, Hans og jeg.
Turens længde 19 kilometer.
Vejret: Tåge hele dagen, vind fra sydøst 2 - 2½ m/s. Temperaturer lige omkring 10 grader og vandet var 9 graer.


Standerstrygning.

Søndag den 28. oktober.

Sommeren er slut, og vintersæsonen er så småt startet. Det betyder, at standeren skulle tages ned, men først resonerede Bolette over sommerens aktiviteter. Det har været en fin sæson for klubben med rigtig mange totale kilometer, en god roskole og folk på vandet stort set hele dagen. Jeg er nu ikke ubetinget tilfreds, idet det er svært at finde romakkere til den form for ture, jeg ønsker at ro, men nu må jeg se, om ikke 2012 sæsonen vil opfylde de ønsker.


Og så skulle standeren ned for at markere, at sommersæsonen er slut, men det viste sig ikke så enkelt - den ville bare ikke ned. Flagstangen må formentlig ned for at få standeren fri. Det må ske en af de nærmeste dage.


Efter standerstrygningen var der aktivitetsmøde for vintersæssonen, og det ser godt ud med mange spændende og forskellige aktiviteter, så der vil ske noget gennem hele vinteren.




onsdag den 26. oktober 2011

Hammer Bakke - Ejby.

Efter to ugers ferie var det atter muligt at komme på vandet. Planen var, at Torben, Jakob, Erik og jeg skulle en tur fra Hammer Bakke til Ejby og retur. Vandtemperaturen er faldet til under ti grader, så det er tørdragt og vinterroning fra nu af.  Vi satte ud i gråvejr fra stranden ved Hammer Bakke og roede mod Ejby i modvind og diset vejr men med fantastiske efterårsfarver på træerne.


Det så ikke ud til, at vi skulle have lidt sol på dagens tur. Vi aftalte, at det var passende at lægge ind under bakkerne ved Kyndeløse for at nyde frokosten i læ af bakkerne, efter vi havde været en tur inde i Bramsnæs Vig. Vi roede først hen forbi Sejlklubben Bramsejl, inden vi vendte for at ro tilbage til Kyndeløse for at spise frokost. 


Der var ikke ret mange fugle, sæler eller marsvin at få øje på i dag. Derimod var der ikke ret meget vand i fjorden, så der skulle passes på stenene.


Vi lagde ind ved Kyndeløse som planlagt og sad og nød frokosten, imens vinden lagde sig. Frokoststedet lige under bakkerne ved Kyndeløse er et dejligt sted at holde pause, så vi nød pausen og udsigten over Isefjorden, selv om sigtbarheden ikke var den allerbedste. Da vi kom på vandet igen, var der således ikke meget vind under resten af turen. Vinterroning er kystnært, så vi var helt inde i bunden af Vellerup Vig. Da vi var kommet ud af Vellerup Vig, kunne vi se de to sten ud for Vellerup Sommerby, som vi flere gange har ramt, men i dag var en del af stenene over vandet.


Tilbage ved Hammer Bakke begyndte det at regne. Vi fik en kort byge, og derefter skinnede solen svagt igennem det tunge skydække. Da vi skulle skifte tøj, var det atter tørvejr, så vi kunne få en kop kaffe, inden vi skiltes for at køre hjem.
Det gav en flot afslutning på en meget fin tur.

Turen.
Dato: 26. oktober, 2011.
Deltagere: Torben, Jakob, Erik og jeg.
Turens længde 18,2 kilometer.
Vejret: Vind fra sydøst fra 8 - 5 m/s. Skyet og diset med temperaturer lige under 10 grader og vandet også lige under 10 grader..
Meget fin tur efter 3 ugers pause.

onsdag den 5. oktober 2011

Ny tur i kendt område.

Ny tur i kendt område eller en flot efterårstur, det var ihvertfald en tur fra Herslev Strand ned til Borrevejle, over til Lyndby og så langs kysten til Gershøj for at holde frokostpause og derefter retur til Herslev. Selv om vi har roet meget i dette område, er det en tur, vi ikke har roet før, så forventningerne var sat i vejret. Der kom dog et par afbud, så vi blev kun Torben, Jakob og jeg. Vi lagde ud fra Herslev Strand, hvor badebroen allerede var taget ind, så det dejlige område bliver kun brugt til at lufte hund, og så kommer der nogle skøre kajakroer og sætter ud fra stranden. Vi fulgte kysten til Borrevejle, hvor vi krydsede over mod Sælstenen, og så skulle vi da lige ind i Lyndby Havn - den vækker jo minder.

.
Derefter roede og drev vi nordover mod Gershøj. Da vi roede ud af Lyndby Havn, begyndte solen at skinne fra en næsten skyfri himmel, så det lignede en rigtig efterårsdag, hvor vejret skifter hele tiden. Vinden kom stadig fra syd, så vi kunne drive af sted med god fart. Efterårsfarverne er godt i gang med at sætte kulør på skovstrækningerne, bade- og bådbroer er allerede taget ind - der er ingen, der skal risikere noget, hvis isvinteren gentager sig for tredje gang i træk. Det var planen at lægge ind til lejrpladsen ved Gershøj for at spise frokost i læ for blæsten på den dejlige teltplads. Det kan være lidt vanskeligt at finde hullet ind til lejrpladsen, men vi roede lige hen til det, kom i land og indtog straks et bord- og bænkesæt med den skønneste udsigt til Bognæs, hvor vi kunne sidde og nyde frokosten sammen med Vibekes lakridsmuffins.


Efter frokostpausen skulle vi da lige se hele lejrpladsen, inden vi hoppede tilbage i kajakkerne. Det er en skøn plads med fine faciliteter, men toiletterne og shelteren ser forfærdelig ud med enormt svineri og grafitti. Det ser umiddelbar ud til, at det er den lokale ungdom, der benytter pladsen til lokal sammenkomst mv. Inden vi roede tilbage til Herslev, skulle vi da lige hen forbi Gershøj Havn. Tilbageturen var i modvind, så der skulle bestilles noget, og så var solen dækket af et kraftigt skydække. Ved Strandlund krydsede vi over til Langholm, så fulgte vi østsiden for at få så meget læ som muligt. Da vi havde passeret Langholm og revet, fik vi lidt regn under krydset til shelteren. Fra shelteren til Herslev var det atter med god medvind. Vi fik hurtigt rigget af, og så skulle vi da lige have en kop kaffe at sige farvel på efter en rigtig fin efterårstur.



Turen.
Dato: 5. oktober, 2011.
Deltagere: Torben, Jakob og jeg.
Turens længde: 18,6 kilometer.
Vejret: Vind fra sydvest til vest, 4 - 6 m/s. vekslende skydække med en enkelt regnbyge. Temperaturen lå på ca. 17 grader og vandet er blot 13 grader.



onsdag den 28. september 2011

Septembersol over Eskildsø

Beslutningen for onsdagsturen blev en tur fra Skuldelev til Østby og frokost på Eskildsø under turen tilbage til Skuldelev. Den beslutning blev taget sammen med Torben, Elgjægeren, Jakob, Kim, Henrik og Erik. Vi har roet i det område ret mange gange i år og hver gang på grund af meget kraftig vind fra vest, og alle gange så kraftig vind, at vi ikke synes, det var forsvarligt at ro over til Eskildsø for at sidde i strid blæst ved klosterruinen, derfor var det alles mening, at vi skulle da opleve Eskildsø i år. Vi satte ud fra Skuldelev Strand og nød det gode vejr helt frem til Skovbroen, så fik vi nogle tunge skyer, der blot skulle passere, så solen atter kunne titte frem. Vi roede til Sønderby for at få lidt mere tur ud af det ,og så roede vi mod Eskildsø. Vi lagde ind på stranden og gik straks mod klosterruinen, hvor vi i dag satte os ved den nordlige side af ruinen og spiste frokost. Til den efterfølgende kaffe fik vi Patricias dejlige hjemmebagte kage. Med så mange kalorier skulle der lidt motion til, så vi gik en tur på Eskildsø. Der kommet nye fine vandretursafmærkninger på Eskildsø med flere ruter. Da vi kom til den store sø i den sydlige ende, kunne vi se enorme mængder af ænder på søen. Efter en god tur på øen gik vi tilbage til klosterruinen, og sattei os over på den anden side af ruinen, og straks kom to havørne og gav en fantastisk opvisning i luften over Eskildsø og lige foran os. Derefter tilbage i kajakkerne og retur til Skuldelev i et fantastisk vejr. Klokken var efterhånden blevet mange, men alligevel skulle vi afslutte denne fantastiske rodag med en kop kaffe, inden vi skiltes ad.



Turen.
Dato: 28. september 2011.
Deltagere: Torben, Elgjægeren, Jakob, Kim, Henrik, Erik og jeg.
Turens længde: 19 kilometer.
Vejret: let vind fra vest ca. 5 m/s. en del sol og temperaturer lige under 20 grader, og vandet er blot 13 - 14 grader.





søndag den 25. september 2011

Næsten ingen vind og septembersol

Det var ikke muligt at finde nogen at ro sammen med denne fantasiske septembersøndag, nogen var taget af sted tidligere på morgenen og andre tog først af sted over middag, så det blev en alenetur. Jeg holder nu mest af at ro sammen med nogen, men når vejret viser fra så flot en side, så er det meget svært at blive på land, så jeg klædte om og tog af sted. Der var næsten ingen vind og solen skinnede, så det kan næsten ikke blive bedre rovejr. Jeg lagde ud fra kajakklubben og roede direkte mod Kirsebærholmen, hvorefter jeg krydsede over mod Lindholm. Jeg håbede på at ro en lille gruppe op, som var på vejr mod Vellerup Vig, men det var ikke muligt, eller måske var det mig der ikke roede stærkt nok. Efter Lindholm roede jeg nordpå forbi Rønø og passage af kabelfærgen mellem Orø og Hammer Bakke. Da jeg havde passeret færgelinien, var der noget der rev i kajakken og plaskede voldsom bag mig. Da jeg vendte mig lå der en sæl lige ved kajakken og kiggede på mig, den blev nok mere forskrækket end jeg blev, da jeg kom og forstyrrede den. Her oplevede jeg problemet med Olympus Tough 8010, som er en umådelig langsom starter, så sælen var på vej væk da kameraet var klar. I Østerløb mødte jeg en større gruppe kajakroere fra Frederiksværk, som var på weekendtur på Isefjorden. De havde lagt ud fra Holbæk Roklub og roede til Kongsøre om lørdagen og nu var de på vej rundt om Orø, inden de skulle tilbage til Holbæk og hjem. Vi fik en kort, men hyggelig sludder. Jeg fortsatte og lagde ind under skrænterne på nordsiden af Orø for at spise frokost på dette sted med den fantastiske udsigt. Mod nord kunne man svagt skimte kranerne ved Hundested og vindmøllen på Nakke Hage og så skoven ved henholdsvis Hønsehalsen og Kongsøre mod vest. Mod øst ligge så Kyndbyværket og skæmmer landskabet. Efter frokostpausen fortsatte jeg mod Campingpladsen og ned i Vesterløb, krydsede mod "Magsmanden" og til Bognæs, hvor jeg lagde ind for en kort kaffepause. Der var mange, som havde lagt søndagsturen med frokost til Bognæs i det fine vejr. Det sidste stykke vej var stærkt trafikeret af lystsejlere der var på vej hjem efter en sjælden weekend med rigtig fint vejr. Jeg havde en fantastisk tur rundt om Orø.



Turen.
Dato: 25. september, 2001.
En sjælden alenetur.
Turens længde: 32 kilometer.
Vejret: Svag vind fra sydøst til syd ca. 3 m/s. og sol, men lidt diset. Temperaturen var oppe på næsten 20 grader og vander er blot 14 grader.






torsdag den 22. september 2011

Munkholmbroen - Bognæs.

Onsdag den 21. september 2011.
.
Jakob og jeg var de eneste, der dukkede op denne onsdag morgen. Vejret var udemærket, selv om solen manglede, og der var tunge skyer over hovedet, men det giver mange gange en rigtig fin tur, som den tur vi roede i dag.


Vi lagde ud fra den nordlige side ved Munkholmbroen og fulgte hele vejen til Kirsebærholmen. Dragerupskoven er så småt begyndt at iklæde sig efterårets farver, sigtbarheden var ikke for god, alligevel var det en meget flot syn.


Ved Kirsebærholmen skulle vi lige vurdere, om det var muligt at krydse Holbæk Fjord uden problemer. Vi synes ikke, der var problemer med bølgerne, vinden var lidt bidsk, men vi kunne holde fin hastighed op i vinden, så der var ikke problemer med at ro over til Bognæs. Bognæsområdet er bare et af de smukkeste steder ved Isefjorden, og derfor var det lige stedet for os og vores frokost. Vibeke havde bagt lakridsmuffins til os, og der var rigeligt med alle de afbud, der var til turen.


Efter frokosten gjorde vi klar til at ro tilbage mod Munkholmbroen, nu var det klaret fint op, så vi kunne nyde den smukke kyststrækning. Vi lagde ind ved den gamle marinestation i Dragerupskoven, som vi næsten altid gør. Vi sad og nød udsigten over inderbredningen og området ved den gamle marinestation, sammen med kaffe og lakridsmuffins. Vi kunne også høre, at der var god gang i skydebanen lidt længere fremme, men Jakob havde undersøgt og Inderbredningen var ikke afspærret.


Da vi så skulle passere Bredetved skydebane, kunne vi høre, at der blev skudt med tungt udstyr, men Inderbredningen var som nævnt ikke afspærret, og blinket var ikke tændt, men det lyder ikke så godt, når man ror lige uden for skydebanen. Kuglemarkeringen kan ikke ses for skoven, når man ror kystnært, men blinket er meget tydeligt. Tilbage ved Munkholmbroen efter en af de fineste ture på Isefjorden, nød vi lige en kop kaffe og en muffins, inden vi skiltes.

Turen.
Dato: 21. september, 2011.
Deltagere: Jakob og jeg.
Turens længde: 19 kilometer.
Vejret: Vind fra sydvest ca. 5 m/s og op mod 10 m/s i vindstødene, en lille smule regn om formiddagen ellers tørt, men ingen sol, og temperaturen lå på 16 grader. Vandet er efterhånden kommet ned på 14 grader, så det er snart vinterroning.



fredag den 9. september 2011

Kort aftentur

Jeg havde lovet at tagen ud med Lars, som skulle have nogle kilometer for at blive frigivet, men på grund af vejret blev det til en tur ind i Industrihavnen, hvor vi roede syv gange frem og tilbage, så han fik noteret 9 kilometer på loggen.

onsdag den 7. september 2011

Blæst over Roskilde Fjord

Vejrudsigten var ikke særlig stemt for en kajaktur i dag, men når det blæser fra vest, tager vi som regel en kort tur fra Skuldelev Strand til Selsø Hage, på den tur er vi nogenlunde i læ for vestenvinden. Nu er det sådan med vejrudsigten, at det stort set kun er vindretningen, der kommer til at passe, og Kim mente da også, at vejret ofte bliver bedre end forventet, så Kim, Jakob og jeg satte ud fra Skuldelev Strand med kurs mod Selsø Hage. Modvinden var da også særdeles kraftig, vel op mod 10 m/s., og vi kunne ikke ro tæt inde under land, da det samtidig var lavvandet, der er også flere steder, hvor vi skal godt ud fra kysten for at komme forbi broer og områder med mange sten. Da vi var kommet et stykke ned mod Østby, skulle vi krydse bugten lige før Østby Havn. Det blev et hårdt kryds, ikke på grund af bølgerne, men på grund af modvinden, så vi besluttede at lægge ind til Østby Havn for af drikke en kop kaffe til Patricias dejlige chokolademuffins, inden vi skulle forbi Østby Havn og det flade stykke inden Skoven ved Selsø Hage. Da vi kom til Skovbroen, synes vi, at vi lige skulle ro ud til revet ved Selsø Hage for at opleve bølgerne, hvor bølger og vind var rigtig voldsomme. Derefter lagde vi ind, hvor vi plejer for at nyde frokosten i sol og læ for vinden. Vibeke havde bagt æblekage special, som vi så nød til kaffen. En enkelt kajakroer kom forbi. Det så ud som om, han havde sat ud fra Østby og skulle ro til Skovbroen, hvor hans bedre halvdel stod og ventede. Vi fik også en kort lille regnbyge, inden vi gik en tur i området. Tilbage ved kajakkerne gjorde vi os klar til tilbageturen, men nu var vinden drejet til mere vestlig, så i stedet for rygvind blev det til sidevind tilbage til Skuldelev. På et tidspunkt synes vi, at det var lige som om, at vinden tog lidt af, men vi måtte hurtigt ændre vores opfattelse, og kajakkernes afdrift var enorm og næsten ikke til korrigere for. Vi lagde ind ved den lange bådebro efter Torp Strand for at få lidt læ, inden de sidste kilometer til Skuldelev, og da vi fortsatte turen, blev vi ført langt ud på fjorden, inden vi kunne ro direkte mod land for at få lidt læ. Tilbage ved Skuldelev Strand fik vi hurtigt pakket sammen, og så skulle vi lige have en kop kaffe med det sidste æblekage til, inden vi skiltes. Med den vind var det dejligt med tre gange kage ud over madpakken.


Turen.
Deltagere: Jakob, Kim og jeg.
Turens længde: 16 kilometer.
Vejret: Kraftig blæst fra sydvest til vest 8 - 10 m/s. en del sol og et par regnbyger.



søndag den 4. september 2011

Med kajakklubben til Kongsøre.

Weekendtur den 3. og 4. september.
.
Turen til Kongsøre startede fra Kajakklubben lørdag morgen klokken 07.30 med morgenkaffe og en kort brefing om turen. Derefter pakkede vi kajakkerne færdig og var på vandet halv ni. På turen deltog Dorthe, Grethe, Monica, Rikke, Vivi, Arne, Peter, Søren, Knud, Allan, Per og jeg´. Vi var alle spændt på, om vejret holdt, og om det ret faktisk var muligt at gennemføre turen. Det var planen at ro syd om Orø og op i Øster Løb, følge Orøs nordkyst til campingpladsen og derefter ro mod henholdsvis Tuse Næs og Kongsøre. Modvinden var moderat til Kirsebærholmen, men derefter var der kraftig modvind, til vi roede op mellem Lindholm og Rønø. Derefter var der roligt vand hele vejen op gennem Østerløb. Det var også planen at ro ind bag Næsby Rev og holde kaffepause i læ af skrænterne, men den tanke måtte vi ændre til Rendebæk, hvor vi lagde ind ved feriekolonien og holdt pausen inde i koloniens gård. Vi ændrede beslutningen, fordi vi var ret mange og på grund af de mange sten omkring Næsby Rev. Det vise sig at være en  klog beslutning. Efter pausen fortsatte turen mod Næsby Rev. Her var der igen diskusioner, om vi skulle ro direkte mod Kongsøre eller fortsætte som planlagt. Vi fortsatte direkte mod campingpladsen og krydsede derefter over mod Tuse Næs og efter passage af sejlrenden mod Kongsøre. Turen fra Tuse Næs til Kongsøre var i medsø og medvind, og vinden var taget til, så det blev en barsk tur. Vel fremme ved Kongsøre og Grusgraven var vi meget spændte på, hvor mange campister der var i Grusgraven. På "Ud i Naturens" hjemmeside var det ikke muligt at booke plads i Grusgraven, da alt skulle være optaget?

Alt optaget??????

Det viste sig, at alt optaget var 2 telte. Vi var alle fortørnet over, at man booker til 40 - 50 telte og så kommer der to. Det er helt urimeligt og bør absolut få konsekvenser for de, som booker plads. Vi startede med at spise frokost og derefter slå lejr, vi fik hurtigt slået teltene op og etableret os på området. Derefter gik vi så småt igang med forberedelserne til aftensmaden, der skulle samles brænde, laves bål og ordnes salat, inden vi for alvor kunne komme igang med maden. Efter aftensmaden hyggede vi os til klokken ca. 22, hvorefter vi gik til ro. Natten bød på mere blæst og en kraftig regnbyge, inden solen på fantastisk måde stod op. Morgenmaden blev indtaget på stranden, og vi kunne fornemme, at vinden tog til, så fire besluttede, at de gerne ville hentes - det var for hårdt med 10 kilometer i modvind. De sidste otte delte sig i to grupper. Den ene gruppe roede direkte fra Grusgraven til Tuse Næs, og vi andre roede ind i Lammefjorden som planlagt og krydsede over lige før revet ved Sidinge. Derefter fulgte vi kysten til skoven ved Hønsehalsen, hvor vi holdt en god lang frokostpause, inden vi rundede "Marsmanden" for atter at holde os kystnært. Et kort stop ved Bognæs blev det også til, inden vi krydsede til Kirsebærholmen og derefter direkte til kajakklubben.


Turen.
Deltagere: Dorthe, Grethe, Monica, Rikke, Vivi, Arne, Peter, Søren, Knud, Allan, Per og jeg.
Turens længde: 45 kilometer.

Rødt spor udturen og grønt spor hjemturen.




onsdag den 31. august 2011

Holbæk - Munkholmbroen.

Alene af sted på onsdagsturen, resten af gruppen starter efterårsturen til Sverige i morgen, og Erik var forhindret i at deltage, så jeg måtte nøjes med mit eget selskab. Det blev så turen fra Holbæk Kajak Klub til Munkholmbroen og retur. Jeg lagde ud i fint vejr med lidt frisk vind fra vest, godt nok også med mange mørke og truende skyer ude mod vest, så der måtte jo komme lidt vand i løbet af dagen, hvorfor skulle vi ikke have regn i dag, når vi har fået regn stort set alle dage i august. Da Kirsebærholmen var passeret, var der fint læ for vinden inde under land, så det var bare om at holde sig så tæt på land, som det var muligt for sten og muslingebanker. Efter Bredetved kom regnen, en kort og hæftig byge, og så så det ud til at klare op igen. Jeg skulle lige ind under Munkholmbroen, inden jeg satte kursen tilbage til Holbæk, men jeg skulle da også lige have frokosten først. Jeg lagde ind ved Ishuset lige ved Munkholm og kunne sidde og nyde det fine vejr inden tilbageturen. Jeg kunne mærke, at vinden tog til, så jeg kunne forberede mig på, at det ville blive en hård tur fra Kirsebærholmen til Holbæk Annekshavn. For at samle lidt kræfter til den sidste strækning, lagde jeg ind ved den gamle marinestation i Dragerup for at få en kop kaffe. Da jeg rundede Kirsebærholmen, blev jeg mødt af en strid modvind, som jeg skulle have selskab af på resten af turen tilbage. Jeg fulgte kysten i passende afstand, så jeg ikke kom ud i mere vind end nødvendigt. Tilbage ved kajakklubben fik jeg hurtigt pakket sammen, men armene var blevet godt lange af den sidste hårde strækning. Fin tur, selv om det øvrige selskab manglede, men jeg så en del fiskehejre og en flot fiskeørn svæve over Munkholm.



Turen.
Deltagere: jeg - alene.
Turens længde: 23,7 kilometer.
Vejret: vind fra vest ca. 6 - 8 m/s. Spredte byger og lidt sol mellem bygerne. Temperaturer omkring 17 grader - det samme som vandet.



onsdag den 24. august 2011

Jungedal - Hønsehalsen.

Vejrsituationen fra DMI var noget bedre end det, de havde lovet, så det skulle være en af de helt fine ture hen over Isefjorden, hvor Torben, Jakob, Kim, Erik og jeg satte ud fra Jungedal og krydsede over til Orø og hen til Hønsehalsen. Da vi satte ud, var der rimelig vind fra sydøst, så vi fulgte Kyndby Rev og krydsede over til Næsby Rev og videre til Borrehoved Rev og derefter til Hønsehalsen. Ved Næsby Rev kunne vi opleve et par sæler, som nysgerrigt fulgte os. Vi lagde ind ved Hønsehalsen for at spise frokost med udsigt til Kongsøre i nord og Marsmanden i syd og med Orø lige over for os, så det var bare fin udsigt hele vejen rundt. I dag blev det en frokostpause uden kage, men så tog vi da ikke på af den grund. Efter frokosten gik vi en lille tur i den helt fantastiske skov, som er udlagt som fredsskov. Vi ville følge kysten tilbage, men vi var kommet godt ind i landet, så det blev samme vej tilbage. Tilbage ved kajakkerne fortsatte vi turen langs med Tuse Næs-kysten frem til sommerhusområdet, hvor vi stak over mod campingpladsen på Orø og derefter i nogenlunde lige stræk til Næsby, hvor vi lagde ind under de smukke klinter for at drikke en kop kaffe inden det sidste kryds til Kyndbyværket. Tilbage ved Jungedal fik vi hurtigt tømt kajakkerne og pakket sammen, hvorefter vi fik en kop kaffe at køre hjem på efter en dejlig dag på Isefjorden.



Turen.
Deltagere: Torben, Jakob, Kim, Erik og jeg.
Turens længde: 23,3 kilometer.
Vejret: For det meste skyet, temperaturer omkring 23 grader og vind fra sydøst til sydvest ca. 4 m/s.
Meget fin tur i et fantastisk område.



onsdag den 17. august 2011

Inderbredningen rundt.

Selv om vi er inde i en vejrmæssig ustabil periode, så var Karin, Jakob, Kim, Henrik, Erik, Jens og jeg en tur Inderbredningen rundt. Vi lagde ud fra Vellerup Vig, og som vejret ser ud for tiden, er der stort set kun vindretningen, der kommer til at passe. Dagens vejr blev da også langt bedre, end DMI havde vurderet det til, så der var lagt op til en tur mod Munkholmbroen eller en tur Orø rundt. Det blev en tur Inderbredningen rundt, da vejret så ud til at blive fint lige efter en ret kraftig regnbyge. En meget fin tur, når vejret er med os, som det var i dag. Jakob var allerede kommet til Vellerup Vig, da regnbygen kom, så han måtte krybe i læ ved ishuset, da det var en ret voldsom regnbyge. Da Henrik ankom, kunne han berette om en del bølger ude på fjorden, men de kom imod os, og de kunne være opstået i forbindelse med regnbygen. Vi var på vandet lidt i 10 og roede mod Lindholm og derefter til golfbanen ved Kirsebærholmen, og så fulgte vi kysten til Marinestationen ved Dragerup. Da der var nogle, som ikke har været her før,  gik vi i land for at se det pragtfulde sted ved Dragerup Skov. Vi mødte opsynsmanden, der passer og plejer bygninger og området, og han kom med mange interessante oplysninger om stedet.

Landgang ved Marinestationen ved Dragerup.

Marinestationen ved Dragerup benyttes af RUC som kursussted.

Derefter fortsatte vi mod Munkholmbroen, og da der var en ret kraftig regnbyge på den anden side af fjorden, lagde vi ind ved Eriksholmskoven for at holde frokost, her kunne vi sidde ved vandkanten og nyde frokosten med en meget flot udsigt over Inderbredningen og Ejby. Efter frokostpausen krydsede vi Bramsnæs Bugt over mod Bramsnæs og derefter Ejby og ind i Bramsnæs Vig.

Bramsnæs Vig og Ejby Havn i solskin.

Da vi roede ud af Bramsnæs Vig, kunne vi mærke, at vinden tog til, men stadig ikke et probem, derimod  skønt med lidt medvind. Efter afstikkeren til Bramsnæs Vig roede vi tilbage til Vellerup Vig. Henrik fortsatte mod Hammerkrogen, hvor han satte ud, mens vi andre fik en kop afsluningskaffe. En fin tur i godt selskab.

Flot tur i fint vejr med solskin på Isefjorden.

Turen.
Deltagerne: Karin, Jakob, Kim, Henrik, Erik Jens og jeg.
Turens længde: 19 kilometer.
Vejret: Vind fra sydlige retninger fra 4 m/s til 6 m/s. En del sol og ingen regn der hvor vi var.


onsdag den 10. august 2011

Ud i blæsevejret.

I dag blev vi kun fire på onsdagsturen, det var nok fordi, vejret ikke lige var, som det burde. Det blæste fra vest op mod kuling eller over 8 m/s og op mod 15 m/s i vindstødene. Det var nok årsagen til, at kun Vivi, Jakob, Kim og jeg tog på onsdagstur. Vivi var med os for første gang, så hun gjorde turen til noget særligt ved at have kage med. Vi lagde ud fra Møllekrogen og roede mod Lyndby, så kunne vi holde læ inde under kysten. Lå vi stille i nogle få sekunder, blev vi ført godt ud i fjorden, så det var bare om at holde os under kysten, så vi fik så meget læ som muligt. Vi roede ned og rundede Sælstenen og returnerede til det lille gule hus nord for Lyndby. Her spiste vi vores mad, og til kaffen havde Vivi bagt en lækker honningkage, som vi nød. Hun havde godt nok bagt en stor portion - hun må have overvurderet os, for vi kunne absolut ikke spise hele kagen, måske fordi Vivi ikke selv spiste af kagen. Elgjægeren og hans kone kom på besøg, han skulle da lige prøve at sidde i Vivis Nika, inden de fortsatte hjem.

Vivis honningkage med cremefyld til tre personer.

Efter frokostpausen var vinden løjet noget af til et tåleligt niveau, så tilbageturen var helt uden problemer i fint vejr med lidt sol, men ved de åbne stykker langs fjorden, kunne vi godt mærke, at der stadig var god vind. Tilbage ved Møllekrogen fik vi hurtigt pakket sammen og så prøvede vi igen at gøre det af på Vivis dejlige kage, men måtte atter opgive, så Kim hjembragte resten.

Turen.
Deltagere: Vivi, Jakob, Kim og jeg.
Turens længde: 20 kilometer.
Vejret: lidt sol og vind fra vest 8 - 6 m/s og op til 15 m/s i vindstødene, temperaturer omkring 15 grader.