onsdag den 20. oktober 2010

Den første vintertur.

Efter et par dage med let nattefrost er vandets temperatur efterhånden kommet under ti grader, så nu er vi startet med vinterroningen. Det er kajakroning under skærpede sikkerhedsforhold, derfor er det rart, at Karin, Jakob, Torben, Elgjægeren, Stig, Jens sammen med mig var klar til en let tur på Roskilde Fjord. Vejrudsigten var ikke den bedste, idet der blev lovet kraftig vind fra nord med stormstyrke mod slutningen af eftermiddagen, og da vejret kan forskyde sig tidsmæssigt, var det om at tage forbehold for vejrudsigten. Det var planen at tage turen fra Skuldelev til Selsø Hage og derefter til Eskildsø og spise frokost ved klosterruinen og senere returnere til Skuldelev. 



Vi lagde ud fra Skuldelev klokken ti og roede kystnært til Selsø Hage i fin medstrøm, rundede hagen og roede tilbage i læ under skoven ved Selsø Hage. Under turen til Selsø Hage var vejret fint, men vi fik vi et par korte regnbyger, så vi var klar over at sommeren var forbi. Vi aflyste turen op til Klosterruinen på grund af den kolde vestenvind og en enkelt lille regnbyge, men vi nåede da også at få lidt solskin. Efter frokosten, som vi sad og nød på stranden sammen med Patricias kage til kaffen, gik vi en lille tur rundt på Selsø Hage, og derefter roede vi tilbage mod Skuldelev. Stig og jeg skulle da lige en tur rundt om Hyldeholm, inden vi afsluttede turen med en kop kaffe i shelteren. Nu var himlen meget mørk, og stormvejret var kraftigt på vej. Vejrudsigten passede med de faktiske forhold. Da jeg nåede hjem, var stormen ret voldsom og det var meget kold.   


Turen:
Dagens distance: 16 kilometer.
Deltagere: Karin, Jakob, Torben, Elgjægeren, Stig, Jens og jeg.
Vejret: Overskyet, lette byger. Vind fra vest 3 - 5 m/s. skiftende til kraftig vind fra nord efter klokken 16.00.

Ingen kommentarer: