torsdag den 26. august 2010

Skuldelev - Selsø Hage

Onsdag den 25. august.
.
Vejrudsigten var lidt skræmmende, men det er onsdag, og alle andre ting må vige for onsdagsturene, så en strid blæst fra vest skulle heller ikke ødelægge vores onsdagstur i dag. Men vi blev da også kun Torben, Jakob og jeg. Karin skulle også have været med, og hun ville sætte ud fra Værebro Kajakklub, men ved udløbet til Roskilde Fjord måtte hun opgive at krydse fjorden og meldte derfor afbud. Med dagens vejrudsigt var der ikke mange muligheder for at komme på vandet, hvis sikkerheden skulle være i orden, men fra Skuldelev og sydpå var det muligt at holde sig i læ af kysten en stor del af strækningen til Selsø Hage.
Vi lagde ud fra Skuldelev Strand og fulgte kysten tæt, for at få lidt læ for den kraftige vind. Vi skulle uden om et par bådebroer under turen, og her oplevede vi blæsevejret for fuld styrke. Når vi kom et par hundrede meter ud fra kysten, var vinden så kraftig, at det var meget svært at ro op i vinden, og da vinden kom fra vest, havde vi sidesø en stor del af turen mod Selsø Hage. 
Lige før Østby Havn var vi nødt til at følge kysten tæt helt ind i den lille vig. Billedet blev taget lige før pynten ved Østby Havn, og her var der god fart på vandet. Bemærk garnafmærkningen.   
Ved Østby Havn var der igen læ, og så kunne vi tage det roligt i læ af skoven.
Ved skovbroen kunne vi opleve nogle besynderlige strømforhold sammen med total idyl i skovkanten. Vi lagde ind for frokost ved skovkanten lige før hagen. Vi kender stedet som det sted,  hvor vi engang mødte en meget frysende kajakroer på stranden.
Jakob havde meddelt, at han tog kage med, og det ville sige, at Patricia havde bagt muffins med æbler til os. Efter frokosten og kagen, gik vi en lille tur rundt om Selsø Hage for at opleve området i blæsevejr.
Vi havde regnet med, at turen skulle være til Eskildsø med frokost ved klosterruinen, men vi turde ikke krydse fjorden mellem Skovbroen og Eskildsø. Det ville også blive meget svært at komme fra land, når vi skulle forlade Eskildsø. Blæsten var hård fra vest, og strømmen særdeles kraftig fra nord, så et kryds ville være uansvarligt. Vi så en robåd, som havde meget store problemer med at krydse fjorden til Eskildsø.
Det er en af de ture, hvor vi var nødt til at følge kysten meget tæt, så vi kunne opleve den meget flotte kyststrækning. Kysten er generelt meget stenet, men da det var højvandet, havde vi ikke problemer med grundstødninger.
Turen.
Deltagere: Torben, Jakob og jeg.
Dagens distance: 17 kilometer.
Vejret: Spredte skyer, en hel del sol og vind fra vest omkring 10 m/s og vindstød af stormstyrke.

En fin tur i kraftig blæst.

.

Ingen kommentarer: