onsdag den 21. juli 2010

Kulhuse - Jægerspris

Onsdag den 21. juli, 2010.
.
På en af denne sommers varmeste dage, med temperaturer lige over de 30 grader, blev det besluttet at sætte ud fra Kulhuse og ro ned til badebroen lige efter den sydlige ende af skydeområdet. Vinden var sydlig og let, så der var modvind ud og rygvind tilbage mod Kulhuse. På den måde blev det ikke så varmt på vandet. I dag var Elgjægeren og Kate, Jakob og svigersønnen Claus, Torben, Ulla, Stig, Kim og jeg med på turen.  
I dag var det lavvandet, så det var bare om at passe på de mange sten. Vi måtte ud forbi anden revle, for at komme i kajakkerne, da vi skulle tilbage efter frokostpausen.
Skydeområdet ved Jægerspris er et af de smukkeste steder ved Isefjorden. Hele strækningen har en flot og varieret natur, som kan nydes hele året, når der ikke skydes i området. Juli måned er der ingen skydning, så der er mulighederne for en god naturoplevelse.
Der var en del mennesker, der havde fundet vej til stranden, men man skal ca. 500 meter ud for at have ordentlig vanddybde til en svømmetur. Elgjægeren og Jakob skulle da også lige have sig en dukkert inden tilbageturen.
Torben havde dejlig chokoladekage med i dag, så vi besluttede at lægge ind ved Alholm for en ekstra kaffepause under tilbageturen. Det var blæst lidt op, så der var fine bølger til at surfe på. På en surf nåede jeg op på 14,5 km/t.

Der er ikke blevet plads til den skønne lille ø - Alholm på kortet.
De to waypointmarkeringer viser, hvor skydeområdet er.

Turen:
Deltagere: Kate, Ulla, Jakob, Claus, Elgjægeren, Torben, Kim, Stig og jeg.
Dagens distance: 22,2 kilometer.
Gennemsnits fart på hele turen: 5 km/t.
Max fart: 14,5 km/t.
Vejret: sol, sol, sol, 30 grader, vind fra syd ca. 4 - 6 m/s.

Ingen kommentarer: