torsdag den 24. juni 2010

Sct. Hanstur rundt om Orø.

Onsdag den 23. juni.
.
Det var i dag Sct. Hansbålet skulle tændes, og vejret var bare smukt, en god dansk sommerdag med masser af sol og svag vind. Vi har haft meget fint vejr de sidste dage, og nu kan vi fornemme, at det endelig er sommer, men foråret har været en kold og våd affære, så nu er det fint med lidt sommervejr. Onsdagsturen var lagt op til at skulle gå rundt om Orø med isætning fra Hammer Bakker, en skøn tur når vejret er fint. For første gang i år var vi ti kajakker på vandet, og med følgende besætning: Ingelise, Ulla, Bjarne, Jens, Jan, Henrik, Kim, Torben, Elgjægeren og jeg.
Med Orø i baggrunden roede vi denne gang "med uret" rundt. Da der var højvande og helt roligt vand, kunne vi ro hele vejen rundt uden problemer mellem Orø og Lindholm. Sidste år var der et par muslingebanker ved det lavvandede område på sydsiden af Orø, så vi var spændte på, hvordan fjordbunden var nu. Til alles overraskelse var der stort set fin sandbund i hele området.
Vi holdt pause på stranden ved campingpladsen, hvor broerne ikke var sat ud i vandet endnu, så vi havde en fin plads til frokosten. Ingelise havde været oppe, før en vis mand fik sko på, for at lave snegle til os. Ingelises lækkerier blev nydt til kaffen.
Der var lavvandet her ved nordsiden af Orø, og der var etableret en fin sandstrand til badesæsonen af sand fra revlerne. Området har en første revle, som vi før har brugt til at lægge kajakkerne på. Revlen er væk, så nu må kajakkerne ligge på stranden eller i det lave vand.
Billedet er ikke så tydeligt, men fra nordsiden af Orø er der en fantastisk udsigt mod Hundested, Nakkehage og Nykøbing Sj.
Vejret var fint, der var kun svage bølger, så vi krydsede direkte fra Borrehoved mod Næsby Rev. Ved Næsby Rev kunne vi betragte en tårnfalk oppe over skrænterne, indtil en måge jagede den væk. Forsigtigt passerede vi revet, inden vi søgte ud ved sejlrenden, hvor vi holdt os, indtil vi var tilbage ved Hammer Bakke. Inden vi skiltes efter en rigtig fin tur rundt om Orø, sad vi ved badebroen og nød en kop kaffe.
Turen:
Deltagere: Ingelise og Bjarne, Ulla, Jens, Jan, Henrik, Kim, Torben, Elgjægeren og jeg.
Turens længde: 20,2 kilmeter.
Vejret: Sol, sol, sol, svag vind fra nordvest ca. 3 m/s. temperaturen lå omkring 20 grader og vandet var 17 grader.

Ingen kommentarer: