lørdag den 22. maj 2010

Pinsetur til Stevns Klint

Lørdag den 22. maj.
.
Efter sidste onsdagstur blev der lagt op til en pinsetur. Det viste sig hurtigt, at Preben, Kim, Kristian, Rune og jeg synes det var en rigtig god ide. Kim foreslog, at vi tog til Stevns Klint, da der blev lovet sol og meget lidt vind fra nordvest til nord, og som foreslået, lagde vi ud fra Rødvig Havn, men i en kraftig tågedis. Vi troede fuldt og fast på DMI, som lovede en del sol, og vi håbede under hele turen, at tågedisen blev brændt af, vi kunne da også skimte omridset af solen gennem tågedisen, men solen havde først fået brændt disen af, da vi kom tilbage til Rødvig.   
Under det meste af turen var det ganske klart vejr, men disen gjorde, at vi i perioder ikke kunne se frem til næste pynt. At det var diset, betød ikke så meget, da vi roede langs klinten, men vi kunne ikke hele tiden se toppen af den.
Stevns Klint er en flot tur uanset, hvordan vejret er.
Vi roede op til Mandehoved, hvor vi vendte. Lige før Sigerslev Kalkværk ligger det besynderlige fritidshus neden for klinten. Vi har set denne bolig adskillige gange, og det ændrer sig hele tiden. Desuden skiltes der med "blå flag", hvor det så er kommet fra, eller hvem  mangler mon et blåt flag.
På tilbageturen var det klaret en anelse op, og nu kunne vi skimte en coaster for enden af piren ved Sigerslev Kalkværk, hvor den lastede kalk.
Vi lagde ind ved det besynderlige "hus" for at nyde pinsefrokosten, jeg var uheldig ved udstigningen fra kajakken og gled på de glatte sten langs kysten og måtte en tur i vandet. Jeg ville ikke ro op på stranden, men steg ud af kajakken omkring en meter ude, og der var stenene meget glatte og runde, så jeg måtte til tørre.
Vandet var meget klart, og vi kunne sidde i kajakkerne og se de mange hornfisk i vandet. Der var nogle meget store hornfisk i flokkene. Desuden lå havbunden meget flot under os, så vi tydeligt kunne se de mange og enorme sten i vandet. 
Ved Højerup Gl. Kirke var det så tåget, at vi ikke kunne se kirken fra kajakkerne, før vi lå lige under kirken. Vi gik i land for at se området oppe ved kirken og så lige få en is, inden vi fortsatte til Rødvig. Det var egentlig tanken, at vi også ville gøre landgang ved Boserup, men tiden gjorde, at vi nok hellere måtte se at komme hjemad. 
Umiddelbart efter Stevnsfortet kunne vi se dette fænomen - et nyt kajakhotel med spil midt oppe på klinten. Man må nok påstå, at det er lidt besværligt, hvis man vil have sin kajak ved vandet, når man bor ved Stevns Klint. Der er efterhånden flere besynderlige "byggerier" langs klinten, som prøver at overgå hinanden i alternativ stil .
Tilbage ved Rødvig havn efter en meget flot tur langs Stevns Klint, og det var så den tiende tur i år.
Turen i tal:
Deltagere: Preben, Kim, Rune, Kristian og jeg.
Dagens distance: 24 kilometer.
Vejret: Morgendis som holdt hele dagen med temperaturer på 14 - 18 grader. Vandtemperaturen 12 - 14 grader.
.
.

Ingen kommentarer: