onsdag den 26. maj 2010

Møllekrogen Lyndby

Onsdag den 26. maj.
.
Sidste onsdagstur udgik også fra Møllekrogen, så måske var det derfor, der kun var Torben og mig på dagens tur. Møllekrogen ligger sådan, at der kan foretages flere ture i to forskellige retninger med Møllekrogen som udgangssted. En af de meget fine ture går ned langs kysten forbi Gershøj mod Lyndby, og da vinden var i vest efter at have været ret kraftig de sidste dage, var det en af mulighederne, og så har vi ikke været i den retning meget længe.
Vejret har som nævnt være meget blæsende de sidste dage, og i går var vindstyrken oppe omkring 15 m/s. I dag derimod var der svag vind, sol og med god varme i luften, så det var ikke kun os, der nød det fine vejr. En flok heste nød også at være på græs.
Vi tog det meget roligt ned langs kysten i det gode vejr. Jeg havde rojakke på, og det var for meget tøj. Vandet er lidt over 15 grader i Roskilde Fjord, så vandtemperaturen sagde rojakke og tørbukser, men det var for varmt, så jeg måtte pakke jakken ned i kajakken på turen tilbage.
Vi lagde ind ved Roarpladsen og holdt frokostpause i solen ved det lille gule hus, hvor vi samtidig kunne sidde og nyde udsigten til vikingeskibene. Roarpaldsen er et udemærket sted at lægge ind og holde pause frem for at løbe ind i problemer længere ned af kysten. Der var ingen af os, som havde lyst til at spise frokost ved Lyndby Havn.
Når man ser fjorden sådan en dag, kan man ikke forestille sig, at det var meget blæsende i går. Nu ligger fjorden næsten spejlblank. Der var en del skyer, men solen skinnede stort set under hele turen.  
Tilbage ved Klinten og Møllekrogen efter en dejlig dag på Roskilde Fjord. Da vi kom tilbage, skulle vi lige have en kop kaffe, inden vi skiltes, og mens vi sad ved Møllekrogen, kunne vi se et rådyr med sine to kid gå og græsse få hundrede meter fra os.
Turen i tal:
Deltagere: 2 deltagere. Torben og jeg.
Distance: 16 kilometer.
Vejret: Sol, tørt, svag vind fra vestlige retninger ca. 5 m/s. og ca. 16 grader.
Vandtemperaturen: 16 - 17 grader (DMI).

Ingen kommentarer: