onsdag den 26. maj 2010

Møllekrogen Lyndby

Onsdag den 26. maj.
.
Sidste onsdagstur udgik også fra Møllekrogen, så måske var det derfor, der kun var Torben og mig på dagens tur. Møllekrogen ligger sådan, at der kan foretages flere ture i to forskellige retninger med Møllekrogen som udgangssted. En af de meget fine ture går ned langs kysten forbi Gershøj mod Lyndby, og da vinden var i vest efter at have været ret kraftig de sidste dage, var det en af mulighederne, og så har vi ikke været i den retning meget længe.
Vejret har som nævnt være meget blæsende de sidste dage, og i går var vindstyrken oppe omkring 15 m/s. I dag derimod var der svag vind, sol og med god varme i luften, så det var ikke kun os, der nød det fine vejr. En flok heste nød også at være på græs.
Vi tog det meget roligt ned langs kysten i det gode vejr. Jeg havde rojakke på, og det var for meget tøj. Vandet er lidt over 15 grader i Roskilde Fjord, så vandtemperaturen sagde rojakke og tørbukser, men det var for varmt, så jeg måtte pakke jakken ned i kajakken på turen tilbage.
Vi lagde ind ved Roarpladsen og holdt frokostpause i solen ved det lille gule hus, hvor vi samtidig kunne sidde og nyde udsigten til vikingeskibene. Roarpaldsen er et udemærket sted at lægge ind og holde pause frem for at løbe ind i problemer længere ned af kysten. Der var ingen af os, som havde lyst til at spise frokost ved Lyndby Havn.
Når man ser fjorden sådan en dag, kan man ikke forestille sig, at det var meget blæsende i går. Nu ligger fjorden næsten spejlblank. Der var en del skyer, men solen skinnede stort set under hele turen.  
Tilbage ved Klinten og Møllekrogen efter en dejlig dag på Roskilde Fjord. Da vi kom tilbage, skulle vi lige have en kop kaffe, inden vi skiltes, og mens vi sad ved Møllekrogen, kunne vi se et rådyr med sine to kid gå og græsse få hundrede meter fra os.
Turen i tal:
Deltagere: 2 deltagere. Torben og jeg.
Distance: 16 kilometer.
Vejret: Sol, tørt, svag vind fra vestlige retninger ca. 5 m/s. og ca. 16 grader.
Vandtemperaturen: 16 - 17 grader (DMI).

lørdag den 22. maj 2010

Pinsetur til Stevns Klint

Lørdag den 22. maj.
.
Efter sidste onsdagstur blev der lagt op til en pinsetur. Det viste sig hurtigt, at Preben, Kim, Kristian, Rune og jeg synes det var en rigtig god ide. Kim foreslog, at vi tog til Stevns Klint, da der blev lovet sol og meget lidt vind fra nordvest til nord, og som foreslået, lagde vi ud fra Rødvig Havn, men i en kraftig tågedis. Vi troede fuldt og fast på DMI, som lovede en del sol, og vi håbede under hele turen, at tågedisen blev brændt af, vi kunne da også skimte omridset af solen gennem tågedisen, men solen havde først fået brændt disen af, da vi kom tilbage til Rødvig.   
Under det meste af turen var det ganske klart vejr, men disen gjorde, at vi i perioder ikke kunne se frem til næste pynt. At det var diset, betød ikke så meget, da vi roede langs klinten, men vi kunne ikke hele tiden se toppen af den.
Stevns Klint er en flot tur uanset, hvordan vejret er.
Vi roede op til Mandehoved, hvor vi vendte. Lige før Sigerslev Kalkværk ligger det besynderlige fritidshus neden for klinten. Vi har set denne bolig adskillige gange, og det ændrer sig hele tiden. Desuden skiltes der med "blå flag", hvor det så er kommet fra, eller hvem  mangler mon et blåt flag.
På tilbageturen var det klaret en anelse op, og nu kunne vi skimte en coaster for enden af piren ved Sigerslev Kalkværk, hvor den lastede kalk.
Vi lagde ind ved det besynderlige "hus" for at nyde pinsefrokosten, jeg var uheldig ved udstigningen fra kajakken og gled på de glatte sten langs kysten og måtte en tur i vandet. Jeg ville ikke ro op på stranden, men steg ud af kajakken omkring en meter ude, og der var stenene meget glatte og runde, så jeg måtte til tørre.
Vandet var meget klart, og vi kunne sidde i kajakkerne og se de mange hornfisk i vandet. Der var nogle meget store hornfisk i flokkene. Desuden lå havbunden meget flot under os, så vi tydeligt kunne se de mange og enorme sten i vandet. 
Ved Højerup Gl. Kirke var det så tåget, at vi ikke kunne se kirken fra kajakkerne, før vi lå lige under kirken. Vi gik i land for at se området oppe ved kirken og så lige få en is, inden vi fortsatte til Rødvig. Det var egentlig tanken, at vi også ville gøre landgang ved Boserup, men tiden gjorde, at vi nok hellere måtte se at komme hjemad. 
Umiddelbart efter Stevnsfortet kunne vi se dette fænomen - et nyt kajakhotel med spil midt oppe på klinten. Man må nok påstå, at det er lidt besværligt, hvis man vil have sin kajak ved vandet, når man bor ved Stevns Klint. Der er efterhånden flere besynderlige "byggerier" langs klinten, som prøver at overgå hinanden i alternativ stil .
Tilbage ved Rødvig havn efter en meget flot tur langs Stevns Klint, og det var så den tiende tur i år.
Turen i tal:
Deltagere: Preben, Kim, Rune, Kristian og jeg.
Dagens distance: 24 kilometer.
Vejret: Morgendis som holdt hele dagen med temperaturer på 14 - 18 grader. Vandtemperaturen 12 - 14 grader.
.
.

onsdag den 19. maj 2010

Møllekrogen til Eskildsø

Onsdag den 19. maj.
.
Efter et par ugers ferie er jeg atter tilbage i kajakken, og for anden gang i år gik onsdagsturen fra Møllekrogen til Eskildsø, hvor vi ville nyde frokosten i solen ved den gamle klosterruin oppe på øens højeste sted. Netop denne tur har rigtig fin flot natur med stor mulighed for at se ørne, og så er Eskildsø et meget smukt sted i Roskilde Fjord med en næsten uberørt natur. Med på turen var Torben, Kim, Stig og jeg.  
Vi lagde ud fra rampen i Møllekrogen. Der er i vinterens løb blevet ret lavvandet ved rampen, så det er et meget ideelt sted at sætte ud fra, og så begynder Klinten efter få hundrede meter.
Turen frem mod Skovbroen gik så kystnært, at vi kunne nyde den udsprungne natur.
Da vinden var i nord, var der meget kraftig modstrøm i renden mellem Skovbroen og Eskildsø. Bølger og strøm havde en underlig størrelse, så Torben og Kim lagde ind i læ af færgemolen, og Stig og jeg tog turen lige uden om molen og lagde ind i vindsiden.

Klosterruinen er et rigtig godt frokoststed, hvor der altid kan findes læ og så er udsigten også et kapitel for sig selv. Under frokosten i dag kunne vi sidde og nyde et par tårnfalke på jagt over engen.
Eskildsøs natur er helt unik, og der pliver passet godt på, at den forbliver uberørt, derfor er det også dejligt, at man har lavet dette lille område ved klosterruinen, så det er muligt at foretage landgang på øen. Eskildsø har egentlig kun fuglereservat,ved den sydlige ende, men da der yngler fugle over alt på Eskildsø, er der en almindelig aftale om, at landgang kun foretages ved havnen, og at man benytter stien frem til klosterruinen.
På turen tilbage til Møllekrogen havde vi sidesø, og så kunne vi nyde naturen langs kysten. Det er altså noget andet at tage turen, når træerne er sprunget ud, og det hele virker lidt sommeragtigt. Vi har tit talt om, at det er yderst sjældent, vi møder andre kajakker på fjordene, men i dag mødte vi først en ensom kajakroer fra Roskilde, senere kunne vi se to kajakker, der kæmpede sig mod strømmen i Vester Løb, og til sidst kunne vi se endnu et par kajakker på vej til Gershøj.
Da vi kom til bugten ud for Seløs slot, var det helt naturligt at tage turen ind i bunden af bugten, inden den sidste pynt før Klinten, hvor vi så også var tilbage ved udgangsstedet.
Turen i tal:
Deltagere: Torben, Kim, Stig og jeg.
Distance: 15,3 kilometer.
Vejret: Sol og lidt skyer vind fra nord til nordvest 5 - 8 m/s.
Temperaturer omkring 20 grader, og vandet var blot 11 grader.

tirsdag den 18. maj 2010

Fantastiske Freya

Mandag den 17. maj.
.
Så blev det endelig Danskernes tur at høre og opleve Freyas og hendes tur rundt om Australien. Freya har været på tur i USA, Israel og Tyskland for at fortælle om turen og den fantastiske oplevelse. Arrangementet i Danamark var iværksat af Peter Unold i samarbejde med Dansk Kano og Kajakforbund sammen med Kajakbutikken. Arrangementet blev afholdt i Medborgerhuset på Islands Brygge. Salen var fyldt og det blev en fantastisk oplevelse at høre om planlægningen, de dyr, som Freya oplevede og de problemer der opstod under den næsten 15.000 km. lange tur over 10 måneder.
Freya stod selv og bød alle velkommen til arrangementet.
Freya havde taget sin anden kajak "Freya Sharkti" med, den første blev doneret i Australien. Der var stor trængsel omkring kajakken, så tilhørerne også kunne se pladsforhold og hvor slidt en kajak egentlig kan blive. Her bliver detaljer kigget efter af medlemmer fra Næstved Kajakklub.
Freya demonstrerede forholdene omkring kajakken og viste et rigtig flot billedemateriale.
Det synlige tegn på, at en haj angreb kajakken. Det skete faktisk kort tid efter, hun fik skiftet kajakken.
.
En stor oplevelse at se og opleve en kvinde, som virkelig har gjort noget stort. Det var ikke en ekspedition, men snarere "yes I kan do it - tur". Der kan ikke siges med ord, hvor stor en præstation jeg føler det har været. Bare det at ro gennem 5 tidszoner - det er godt nok langt.