onsdag den 22. december 2010

Glædelig Jul og godt nytår.

Sneen ligger tykt og får landskabet til at se så smukt ud og så er det rigtig koldt (-23 grader), julen nærmer sig og det er jo en dejlig tid, som vi alle går og glæder os til. Selv om det ikke kan mærkes, så går vi mod lysere tider fra i dag, så det ka kun gå for langsomt med at mærke foråret.

Jeg vil ønske alle rovenner og dem som læser bloggen en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Tak for de mange hyggelige timer vi har tilbragt sammen.

Glædelig jul og godt nytår.
                            Ole.

fredag den 10. december 2010

Julefrokost.

Torsdag den 9. december.

Traditionen tro holder vi en lille julefrokost og selv om vi ikke kunne komme på vandet tog vi alligevel ud i naturen. Nærmere bestemt shelteren ved Hammer Bakke, hvor Elgjægeren tændte bål, så der var lidt at varme sig på. Vejret var rigtig vintervejr med sne og en hel del minusgrader alligevel var vi der klokken tolv. Til sammen blev det en frokost med lækkert smørebrød, pærecider, æbleskiver og kaffe med kage, så vi holdt en fin stil. Efter at vi havde nydt maden gik vi en tur til færgemolen. Vinden kom fra nord og den var bidende kold så tilbage til shelteren til kaffe og kage. Efter ca. tre timer brød vi op og kørte hver til sit efter en meget fin eftermiddag.




torsdag den 2. december 2010

Så er vinteren kommet

I går blev onsdagsturen aflyst på grund af vejrsituationen, da fjorden var begyndt at ise til. I dag tog jeg ned til Munkholmbroen for at se på vejrsituationen og det var ikke så godt. Grødisen har lukket inderfjorden og Tempelkrogen er iset til.

Tempelkrogen er lukket af is.

Inderbredningen ved Munkholmbroen er også iset til.

Holbæk Fjord er også snart lukket og Orøfærgen må kæmpe sig igennem grødisen. Den inderste del af Holbæk Fjord er fyldt med is. Ude ved Kirsebærholmen er der endnu lidt åbent vand ude ved sejlrenden.  Jeg er begyndt ar frygte for, at vi får en vinter som sidste vinter.

Holbæk Fjord set fra Marinaen med masser af is.

søndag den 28. november 2010

Holbæk - Bredetved

Det er efterhånden en måned siden, jeg sidst har været i kajakken, så jeg var begyndt at savne en tur. Siden den aflyste tur har min kone og jeg været et par uger på Cap Verde for at få lidt sol og varme. Vi har været på Cap Verde et par gange tidligere for henholdsvis tre og fire år siden, så det var interessant at se, hvilken udvikling dette lille land har haft de sidste år. Vi havde dog ikke regnet med at komme hjem til så megen sne og kulde.
.
På denne første søndag i advent, med masser af kulde og sne, havde John inviteret til en tur på fjorden, så vi aftalte at sætte ud klokken 09.00 fra klubbens bro. Vejret var fint og klart efter årstiden, og John foreslog en tur mod Søminestationen, og jeg var ikke svær at overtale til denne tur. Vinden var svag fra nordøst, så det gik fint ud af fjorden. Da vi kom ud på vandet, var der lidt grødis i havnehullet, men ikke så meget at det gav problemer med at komme igennem, men det er ikke et godt tegn med is så tidligt. Da vi kom til Kirsebærholmen, kunne vi se, at det var ekstremt lavvandet, så vi ikke kunne komme over muslingebankerne ved Kirsebærholmen, så vi måtte lidt tilbage og så helt ud ved sejlrenden for at kunne passere. Da vi nåede Søminestationen, havde vi det fint og lunt i kajakkerne, så vi fortsatte til Bredetved, hvor vi lå lidt og nød den flotte vinterkolde natur, inden vi vendte for at returnere til Holbæk Kajak Klub. Vi havde ellers sat næsen op efter at møde marsvin eller sæler, men der var kun svaner og andre vandfugle ved fjorden. På vejen tilbage kunne vi se Per og Jacob runde Bognæs, de havde været en tur oppe ved "Marsmanden", men de havde så megen fart på, at vi ikke kunne ro dem op. Da vi nåede tilbage til Annekshavnen, var der trykket mere grødis ind mod havnen, og det var noget mere besværligt at komme igennem til kajakbroen.




.
Turen.
Dagens distance: 16 kilometer
Deltagere: John og jeg
Vejret: Tørt og overskyet, vind fra nordøst 3 - 4 m/s. temperaturen lå omkring - 2 grader og vandet var ca. 4 grader.


onsdag den 3. november 2010

Aflysning

Onsdagsturen måtte aflyses. Alle var enige om, at med 10 - 12 m/s. fra vest til sydvest er for meget til onsdagsturen på denne årstid. bort set fra blæsten er vejret ok.
.
Ærgerligt, men sikkerhedsmæssigt en god beslutning.

Sådan et vejr er det ikke i dag.

onsdag den 27. oktober 2010

To blå, tre røde og to gule på tur

På grund af kraftig blæst fra syd og almindelig trist efterårsvejr var onsdagsturen henlagt til nordkysten. Selv om det var rigtigt dansk efterårsvejr med regn, blæst og ingen sol, så blev vi alligevel Torben, Jakob, Kim, Jens, Stig, Erik og jeg, som mente, at vejret lige passede til en kajaktur langs nordkysten. Vi mødtes ved Smidstrup Strand, og alle var klar i kajakkerne klokken ti. Det var lavvandet, så det var ikke så nemt at sætte ud, men vi fandt et stykke sandbund, som vi kunne starte fra, og ved fælles hjælp kom vi fint af sted, og snart begyndte regnen. Nordkysten var meget flot i efterårsfarver, men regnbygerne reducerede synsindtrykket betragteligt. Vi passerede Gilleleje Havn, hvorefter der var modvind resten af vejen til Bregnerød, hvor vi vendte ved stenmolen. Da vi vendte for at ro tilbage til Smidstrup Strand, kunne vi også opleve nogle marsvin et godt stykke fra kysten. Vejret var ikke godt nok til at gå i land og spise frokost, så vi roede tilbage mod Gilleleje for at nyde frokosten ved havnen.


Undervejs måtte vi træffe en stor beslutning, om vi skulle lægge ind ved kajakklubben og spise den medbragte eller besøge til Adamsens fiskeforretning for at spise lune fiskefrikadeller. Det blev Adamsen, der trak mest, så vi lagde ind til stranden på den vestlige side af havnen og gik op til Adamsen for at nyde et par fiskefrikadeller med hjemmerørt remoulade. Vi fik lov at sidde lige uden for forretningen i læ for regnen og spise frokost og drikke kaffe. Torben, eller rettere Torbens kons Britta, havde bagt en lækker kage til kaffen. Flere forbipasserende gjorde store øjne, da de så to blå, tre røde og to gule mænd sidde og spise frokost ude i det fri. Det blev en meget kold og våd frokostpause, så det var dejligt at komme tilbage til kajakkerne igen og så få tørre og varme vanter på til resten af turen. Under turen tilbage til Smidstrup Strand mødte vi både sæler og marsvin.  Da vi havde pakket bilerne, regnede det ikke længere, så vi drak en kop kaffe, inden vi tog afsked med en efterårsdag ved nordkysten.


Turen:
Dagens distance: 18,3 kilometer.
Deltagere: Torben, Jakob, Kim, Jens, Stig, Erik og jeg.
Vejret: 7 grader, dagen præget af regnbyger, blæst fra sydlige retninger 7 - 9 m/s. og temperaturen lå bå blot 7 grader. vendet var 9 - 10 grader.

Danmark rundt

Tirsdag den 26. oktober.

Et halvt hundrede kajakroere dukkede op og oplevede "Lystfiskerens arrangement på vandrehjemmet i Holbæk og alle fik en god oplevelse med hjem.  

Lystfiskeren inviterede til foredrag med Birger Elmedal, som lavede et meget fint arrangement omkring hans og Allan Køtters tur Danmark rundt. Birger kom godt runt omkring forberedelserne eller manglen på samme og fortalte meget underholdende om alle rodagene tilsat flotte billeder fra turen. De brugte 26 dage på turen og roede ca. 1300 kilometer fra Vidåslusen til Grænsestenen ved Kobbermølle.


Debuten som foredragsholder klarede Birger Elmedal meget flot.

Birger havde medbragt kajak og en del af det udstyr, som blev brugt under turen.

Flot klaret Birger og Allan.


onsdag den 20. oktober 2010

Den første vintertur.

Efter et par dage med let nattefrost er vandets temperatur efterhånden kommet under ti grader, så nu er vi startet med vinterroningen. Det er kajakroning under skærpede sikkerhedsforhold, derfor er det rart, at Karin, Jakob, Torben, Elgjægeren, Stig, Jens sammen med mig var klar til en let tur på Roskilde Fjord. Vejrudsigten var ikke den bedste, idet der blev lovet kraftig vind fra nord med stormstyrke mod slutningen af eftermiddagen, og da vejret kan forskyde sig tidsmæssigt, var det om at tage forbehold for vejrudsigten. Det var planen at tage turen fra Skuldelev til Selsø Hage og derefter til Eskildsø og spise frokost ved klosterruinen og senere returnere til Skuldelev. 



Vi lagde ud fra Skuldelev klokken ti og roede kystnært til Selsø Hage i fin medstrøm, rundede hagen og roede tilbage i læ under skoven ved Selsø Hage. Under turen til Selsø Hage var vejret fint, men vi fik vi et par korte regnbyger, så vi var klar over at sommeren var forbi. Vi aflyste turen op til Klosterruinen på grund af den kolde vestenvind og en enkelt lille regnbyge, men vi nåede da også at få lidt solskin. Efter frokosten, som vi sad og nød på stranden sammen med Patricias kage til kaffen, gik vi en lille tur rundt på Selsø Hage, og derefter roede vi tilbage mod Skuldelev. Stig og jeg skulle da lige en tur rundt om Hyldeholm, inden vi afsluttede turen med en kop kaffe i shelteren. Nu var himlen meget mørk, og stormvejret var kraftigt på vej. Vejrudsigten passede med de faktiske forhold. Da jeg nåede hjem, var stormen ret voldsom og det var meget kold.   


Turen:
Dagens distance: 16 kilometer.
Deltagere: Karin, Jakob, Torben, Elgjægeren, Stig, Jens og jeg.
Vejret: Overskyet, lette byger. Vind fra vest 3 - 5 m/s. skiftende til kraftig vind fra nord efter klokken 16.00.

onsdag den 13. oktober 2010

En efterårsdag ved Stevns Klint,

Når efterårsvejret tilbyder sol og næsten ingen vind, så skal man udnytte muligheden for en lidt speciel tur, Jakob foreslog Stevns Klint, og selv om jeg har været der et par gange i år, så er det en af de helt fine ture, som man godt kan tage flere gange. I dag var vi Bolette, Torben, Kim, Jens, Jakob og jeg med på turen. Bolette var med som gæst. Jeg hentede Bolette ved Kajakklubben lidt i otte, fik hurtigt pakken traileren, hvorefter vi kørte til Roskilde og hentede Jakob og Torben og så af sted til Rødvig. Vi var på vandet klokken ti som sædvanlig, hvorefter turen gik langs klinten. Formiddagssolen skinnede flot på klinten, så det var en meget fin tur. En flok fjeldvåger kredsede over Stevnsfortet, og ved Mandehoved kunne vi sidde i kajakkerne og nyde synet af et par musvåger over klinten, men vi mødte dog hverken sæl eller marsvin i dag, selv om vejret var oplagt til det. Vi lagde ind ved Holtug for frokost og et lille hvil, inden turen gik tilbage til Rødvig. Højerup Kirke lå særdeles flot på toppen af klinten. Vi lagde ind til kysten, så vi kunne gå op ad trappen og se kirken og nyde udsigten over klinten. Efter kirkebesøget fik vi en kop kaffe med dejlig hjemmebagt kage til, som Jens havde bagt. Derefter var der ca. fire kilometer til Rødvig i let modvind, og vi nåede lige til Rødvig, inden solen gik ned.




Min GPS gik tør for strøm ved Højerup Kirke.

Turen.
Dagens distance: 28.5 kilometer.
Deltagere: Bolette, Torben, Kim, Jens, Jakob og jeg.
Vejret: Sol, enkelte skyer, vind fra skiftende retninger 2 - 3 m/s. og ca. 13 grader. Vandet er nu nede på 12 grader, så det er ved at føles koldt.

I dag passerede jeg sidste års distance på blot 32 ture.

søndag den 10. oktober 2010

Knudshoved igen.

John havde lagt op til en tur til Knudshoved, og da vejret denne søndag var perfekt til denne tur, så drog Jakob, Christian, John og jeg af sted mod Knudshoved klokken 07.30 fra kajakklubben. Når vejret byder sig til en tur til Knudshoved, så skal man udnytte muligheden, da det er en meget speciel oplevelse at komme i det område. Jakob, Christian og John havde aldrig være der og ro kajak før, så derfor var deres forventninger ekstra store. Vi fik hurtigt pakket traileren med kajakker og udstyr og så af sted mod Svinø, hvor vi ankom lidt over klokken ni. Det var meget diset, da vi forlod Holbæk, men det klarede fint op på vejen til Svinø, solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, og der var stort set ingen vind.



Vi kom hurtigt i kajakkerne og så af sted mod Avnø for at kigge på sæler. Det var meget lavvandet - omkring en halv meter under normal vandstand, så havbunden var meget tæt på. Det varede da heller ikke længe, før John observerede de første sæler, som fulgte os på behørig afstand. Sælbanken med de mange sten var i dag forvandlet til fast land, så der var ikke mange sæler, hvor de normalt opholder sig, men de var over hele fjorden, hvor der var lidt vand at svømme i. Jakob og Christian syntes, at sulten var ved at indfinde sig, så vi satte kursen mod Drejet for frokostpause, og den var ikke mange minutter over tolv, da vi lagde ind ved Drejet. Vi lå et godt stykke tid i græsset og nød maden og det fine vejr, inden vi fortsatte på sydsiden af Knudshoved til den yderste spids. Turen langs sydsiden var ekstrem flot i eftermiddagssolen, så vi nød turen. Vi lagde lige ind ved spidsen af Knudshoved for at nyde udsigten og området og for en kaffepause. Vi fortsatte tilbage mod Draget langs nordsiden, inden vi krydsede over til Svinø Strand. Turen tilbage mod Holbæk gik ad samme rute som udturen, og vi var tilbage ved kajakklubben klokken 18.30.
Selv om turen var magen til den tur, jeg var med på for et par uger siden, så er det en meget flot tur at ro i et meget specielt landskab.

Turen:
Dagens distance: 26 kilometer.
Deltagere: Jakob, Christian, John og jeg.
Vejret: Sol, vind fra sydøst faldende fra 3 m/s.

onsdag den 6. oktober 2010

Hård tur i blæst og bølger.

En gang imellem må vi acceptere, at vejrguderne ikke er med os, når vi skal ud i kajakkerne. Denne onsdag vil fremstå, som en af de få dage, hvor vejret var en hård modspiller. Vi havde regnet med, at vinden ville være noget mere moderat fra sydøst, men den kom fra syd med stor styrke på op mod 12 m/s. i vindstødene. Det var meningen, at vi ville ro fra Kulhuse og ned gennem skydeterrænet til stranden ved Jægerspris, men det var bare umuligt at få kajakkerne den vej. På dagens tur deltog Jakob, Torben, Elgjægeren, Kim, Jens, Stig, Daniel, Erik og jeg. Erik satte ud fra Sølager og startede således med en lille kilometer i strid modvind.



Fra Kulhuse så det fint ud, men vi skulle ikke så langt ud fra kysten, før modvinden var alt for kraftig. Vi kunne ikke komme uden om Alholm på grund af modvinden, og da det samtidig var lavvandet, skulle vi ro inden om Alholm, hvor der er ekstremt mange sten og blot 10 cm vand, men det lykkedes uden at have for mange grundstødninger på sten. Mellem Kulhuse og Alholm var der ydermere en kraftig modstrøm, så det var noget af en prøvelse at komme igennem. Ude på den anden side kom så bølgerne, som et par hundrede meter fra land var ca. 1,5 meter høje med hvide skumtoppe. Her besluttede Erik at vende om, da han havde været syg i længere tid, og det var i overkanten af, hvad han synes om. Vi besluttede at lægge ind til Baunehøj og spise frokost, da det havde taget halvanden time at ro de seks kilometer til Baunehøj. Vi nød frokosten sammen med Vibekes dejlig sandkage. Vandstanden var faldet ydeligere, da vi entrede kajakkerne igen. Kim og Stig besluttede at stoppe turen sydover, og i stedet ville de lege i bølgerne, så nu var vi blot seks tilbage, der roede ned i skydeterrænet og vendte efter et par kilometer. Tilbageturen bød på særdeles kraftig medsø, så støttetagene blev en naturlig medspiller. Ved blot at sidde i kajakken og holde pagajen i brysthøjde, kunne vi opnå en hastighed på over 7 km/t. uden at gøre andet end holde balancen, så der er ikke noget at sige til, at udturen var hård. Samtidig ville vi ro uden om Alholm, da vandstanden faldt ydeligere, så man nu kunne gå tørskoet til Alholm. Jens og Elgjægeren var mest trygge ved at ro inden om Alholm, selv om det betød, at kajakkerne skulle bæres et stykke. Vi andre fire fortsatte uden om Alholm. Efter Alholm var der blot kraftig sidevind tilbage til Kulhuse. Efter turen snakkede vi sikkerhed samtidig med, at vi fik en kop kaffe ved bagdøren til Stigs bil.


Turen:
Dagens distance: 14 kilometer.
Hastigheden: Udturen ca. 3 km/t i gennemsnit og turen tilbage ca. 8 km/t. i gennemsnit.
Deltagere: Jakob, Torben, Elgjægeren, Kim, Jens, Stig, Daniel, Erik og jeg.
Vejret: Tørt med lidt sol, vind fra syd 8 - 12 m/s. Temperaturen lå på 12 grader over og under kajakken.

onsdag den 29. september 2010

Inderbredningen rundt

Onsdag den 29. september.
.
Som sædvanlig var onsdagsvejret meget fint til en tur på Isefjorden, og Jakob foreslog, at vi satte ud fra kysten ved Hammer Bakke og tog turen mod Munkholmbroen. Vi er i den forbindelse Ulla, Jakob, Kim, Daniel samt jeg, og vi var klar i kajakkerne klokken 10.00. Da vi alle var samlet, blev det foreslået, at vi roede mellem Rønø og Lindholm og frem mod Dragerupskoven og derefter fulgte kysten frem til hagen ved Eriksholmskoven. Her ville vi krydse over til det smalle stykke ved Bramsnæs og holde frokostpause. Efter pausen skulle vi ro ind i Bramsnæs Vig og tilbage til Hammer Bakke langs kysten, så dagens tur blev en rundtur.



Turen fra Hammer Bakke til Munkholmbroen er godt nok en tur, vi har roet en hel del gange, men ved at krydse Inderbredningen fra Hammer Bakke til Dragerupskoven får vi en rundtur ud af det, samt en tur vi ikke har roet før. En del af strækningen roede jeg i søndags, men da var vejret ikke så indbydende som i dag. Turen mellem Rønø og Lindholm er en flot passage, og så bliver turen frem mod Dragerupskoven ekstra flot. Lige før Kirsebærholmen mødte vi en muslingefisker eller, som det vitterlig er, en muslingeskraber, der var igang med at bjerge et skrab. Et interessant syn, hvor skrabet formentlig ikke var godt nok, så hele posens indhold blev hældt tilbage i fjorden. Vi gjorde et lille stop ved den gamle søminestation, så Daniel lige kunne få set denne skønne plet ved Isefjorden. Fra Eriksholmskoven krydsede vi over til det smalle stykke ved Bramsnæs, hvor vi holdt frokostpause. Vejret var så godt, at det mest af alt kunne minde om en sommerdag, så vi sad og nød maden, kaffen og kagerne i flot solskin. Efter frokostpausen roede vi lidt ind i Bramsnæs vig og forbi Ejby havn. Ved Kyndeløse holdt vi ind for endnu en kaffepause, idet både Ulla, Jakob og Daniel havde dejlig hjemmebagt kage med. Efter at have drukket kaffen og spist kagen, gik vi op på skrænten for at nyde udsigten. Vi fik rigtig pulsen i vejret ved at kravle de 31 meter op til toppen. Et udsædvanlig flot syn i dag, hvor det var meget klart vejr. Fra toppen af skrænten kunne vi se indsejlingen til både Holbæk Fjord, Lammefjorden og Nykøbing Fjord. Turen tilbage foregik ad stien og trappen.

Turen tilbage til Hammer Bakke foregik i roligt tempo, så vi rigtig kunne nyde naturen og det fine vejr.

Turen:
Dagens distance: 22 kilometer.
Deltagere: Ulla, Jakob, Kim, Daniel og jeg.
Vejret: 8 - 14 grader, sol og lidt skyer, svag vind fra nordøst 4 - 2 m/s.




søndag den 26. september 2010

Kajakmaraton i blæst og gråvejr

Søndag den 26. september.

John havde inviteret til en kajakmaraton på Isefjorden med start fra klubhuset. Jeg syntes, det kunne være sjovt at prøve, så jeg meldte mig til arrangementet. Vi blev Kim, John, Jacob, Palle og jeg. Vi mødtes i klubhuset lidt i syv, og gjorde os klar til turen. Det var ikke rigtig blevet lyst, og det luftede godt, selv om det var meget tidligt på dagen. Planen var, at vi først skulle ro til Munkholmbroen og derefter op langs Hornsherredskysten til Rendebæk, her skulle vi krydse over mod nordspidsen af Orø, krydse igen fra Næsby Rev til Borrehoved, ro ud i sejlrenden og ned til Bognæs og endelig de sidste kilometer til klubhuset. Dette vil blive en distance på 42,2 kilometer.



Vejret var ikke det bedste til sådan en tur, skyerne lå tungt, sigtbarheden var elendig, og vinden kom fra nordvest med en styrke på 6 - 8 m/s., men jeg havde jo tilmeldt mig, så ikke så pivet, og selskabet var jo fint. Vi kom af sted lidt over klokken syv og fik straks en strid modvind hele vejen ud af Holbæk Fjord. Derefter stod den på sidevind og dårlig sigtbarhed frem til Munkholmbroen. Efter at have rundet en af bropillerne, lagde vi ind ved Munkholmbroen for en kort kaffepause. Da vi sad ved ishuset og drak kaffe begyndte det så småt at klare op, eller det var knapt så diset. Klokken var da også blevet ti, Derefter roede vi op langs Hornsherredskysten, hvor der var delvis modvind eller sidevind hele vejen. Det var hårdt at ro forbi Ejby Havn og Vellerup Vig, hvor vinden rigtig kunne få fart på. Frokostpausen holdt vi ved Hammer Bakke. Jeg havde besluttet, at hvis der var andre, der ville med, ville vi afbryde turen og ro tilbage til Holbæk fra Vellerup Vig, men den tanke var jeg alene om, så jeg fulgte med hele vejen. Mine arme holdt, så det var fint nok. Det blev således næsten 20 kilometer i overvejende god hård modvind, inden vi rundede Næsby Rev på nordspidsen af Orø. Så blev det rent svir frem til campingpladsen på Orø, hvor der var medvind, så der kunne surfes lidt i medsøerne. Igen en kort kaffe- og tissepause ved campingpladsen, inden vi skulle ud i sejlrenden og frem mod Holbæk. Vi rundede Bognæs i fin stil, og nu kunne vi godt mærke, at kroppen var ved at være brugt. Derefter de sidste kilometer i medvind frem til klubhuset. Det var en hård tur med meget ømme muskler til følge.
.
På intet tidspunkt så vi solen, men vi fik heller ingen regnbyger, så det var da positivt. 

Turen:
Dagen distance: 42,3 kilometer.
Deltagere: Kim, John, Jacob, Palle og jeg.
Vejret: Gråvejr, diset og vind fra nordøst 5 - 8 m/s.

torsdag den 23. september 2010

Flot vejr sammen med en masse sæler.

Onsdag den 22. september.
.
Vi har længe haft et ønske om at gense Knudshoved Odde i Storebælt. For at turen til Knudshoved skal være vellykket, skal vi have vejret med os, og lige netop i dag var vejret perfekt til en tur fra Svinø til Avnø og derefter rundt om Knudshoved. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, og der var stort set ingen vind, blot en 2 - 3 m/s. Til denne oplevelse var vi Ulla, Jakob, Bjarne, Daniel og jeg. Klokken 10.00 lagde vi ud fra stranden ved den gamle Svinø campingplads, som nu er helt væk og ændret til ørkenlandskab, hvor der vil komme en masse sommerhuse. Vi fulgte kysten hen til Avnø, inden vi tog turen ud på fjorden til sælbankerne. På lang afstand kunne vi se mange sæler ligge på stenene og nyde det gode vejr. Da vi nærmede os området, hvor sælerne holder til, kunne vi se flere sæler springe i vandet for at se, hvad vi var for nogen. Vi kunne dog komme ganske tæt på, inden de forlod de varme sten.



Vi brugte ret lang tid til på at se og nyde de mange sæler. Der skulle være tale om en flok på ca. 40 sæler, men jeg vil mene, at floken er på mindst det dobbelte. På et tidspunkt var der 15 sæler lige foran mig, og flere sæler fulgte med os ud mod Drejet ved Knudhoved. Vi lagde ind ved Drejet, hvor vi spist frokost og drak kaffe med Patricias muffins til samtidig med, at vi kunne nyde det meget flotte område. Tanken om en naturlejrplads ved Drejet kom da også frem igen. Efter frokost bar vi kajakkerne over Drejet og fortsatte turen rundt om Knudshoved. Vi lagde også ind helt ude på spidsen for at gå op og nyde udsigten fra dette unikke sted. Derefter roede vi ind langs kysten mod Drejet, hvor vi igen holdt en lille kaffepause til Ullas chokoladekage, inden vi krydsede over til udgangsstedet. Sælerne var der stadig, vi kunne hele tiden se sæler rundt om kajakkerne, de fulgte os på behørig afstand. Ud over sæler var der også store flokke af gæs, som fløj i flotte formationer over fjorden. Tiden var godt fremskreden, inden vi var tilbage ved Svinø Strand. Daniel synes ikke, han havde fået nok kajaktur, så han tog lige en tur hen til Karrebæk og tilbage til Svinø, inden han drog hjemad. Tak til Patricia og Ulla for kage.


Dagens tur
Dagens distance: 24,2 kilometer.
Deltagere: Ulla, Jakob, Bjarne, Daniel og jeg.
Vejret: Sol, klart vejr, meget svag vind fra syd ca. 3 m/s. Temperaturer luften ca. 17 grader og vandet blot 14 grader.
En meget flot tur i et utroligt flot vejr med en stor oplevelse ved sælbanken.

onsdag den 1. september 2010

Kongsøre

Onsdag den 1. september.
.
Sidste onsdag var der ikke den store interesse for at tage på onsdagstur, da flere skulle prøveopakke og gøre klar til weekendtur til Sverige. Jeg har længe haft et ønske om at tage turen fra Holbæk til Kongsøre, så det var, hvad jeg kunne tænke mig at bruge onsdagen til. Jens Rainer ville gerne på tur, så det var oplagt, at vi tog turen til Kongsøre her på den første septemberdag, hvor vejret var perfekt til denne tur.
.
Vi lagde ud fra Holbæk Kajak Klub og roede mod Kirsebærholmen i let sidevind, krydsede over til Bognæs og fulgte kysten til Lammefjordsmundingen, hvor vi krydsede direkte til Sandskredet ved Kongsøre. På hele turen fra Bognæs til Kongsøre havde vi en let modvind, og krydset af Lammefjordsmundingen gav slet ingen problemer. Vi spiste frokost ved Kongsøre og sad og nød det fine vejr, inden turen gik tilbage til Holbæk.


.
Fra Sandskredet fulgte vi kysten til Næbbekroen, hvor vi krydsede over til Løserup Strand på Tuse Næs. På udturen var der vand nok til at ro inden om "Marsmanden", men på turen tilbage, måtte vi ud af kajakkerne for at passere sandrevet. Ved Bognæs holdt vi en kort kaffepause, inden den sidste strækning til Holbæk i modvind og modsø. Det var bare en rigtig fin sensommertur med fint solskin hele dagen. Da vi kom tilbage til kajakklubben var medlemmerne i gang med at male klubhuset, så da jeg havde klædt om, kunne jeg tilslutte mig malerholdet.
Turen.
Dagen distance: 26 kilometer.
Deltagere: Jens og jeg.
Vejret: Få skyer og sol hele dagen. Vind fra vest til nordvest ca. 4 m/s.

.

søndag den 29. august 2010

Sensommertur til Stevns Klint

Lørdag den 28. august.

I denne weekend skulle jeg have været til Immeln med Holbæk Kajak Klub, men det var faktisk kun mig, som ville afsted. Jeg tror ikke medlemmerne, er klar over, hvad de gik glip af. Til erstatning for sverigesturen tog John og jeg til Rødvig og roede en tur langs Stevns Klint på en af de sidste sommerdage. Vejret var perfekt til turen, så det var ikke så ringe endda. Vi var klar i kajakkerne klokken 10.00 fra sandstranden syd for Rødvig Havn, et meget fint sted at sætte ud.
Kysten ved Bosedal Kalkbrud er meget flot, og det må havbunden også være. Vi mødte en større gruppe sportsdykkere, som også var ved Stevns Klint. Dykkerflaget var ude, og de var tydelige at se i det rolige vand.
Højerup Gamle Kirke ligger stadig flot på klinten, og der er altid mange besøgende ved klinten og kirken. Der er kun meget få steder, man kan komme sikkert ned til kysten. Ved alle disse steder er der mennesker på stranden for at fiske eller bare nyde området. Det er nu langt det flotteste at opleve Stevns Klint fra en kajak.
Vi roede til Holtug Kalkbrud, som nu er naturcenter. Under den sidste del af turen til Holtug fik vi et par regnbyger. Vi ville være gået i land og spise frokost i det gamle kalkbrud, men vi syntes dønningerne var for store, og da der samtidig er ret dybt et par meter fra strandkanten, roede vi tilbage til stranden ved den primitive fiskerhytte, hvor det var meget lettere at komme i land.
Stranden bærer et blåt flag - det er nok ikke på grund af de to meter sandstrand. Skulle der være nogen, som vil bade i dette område, så er der kun at sige, at det er næsten umuligt at komme til denne del af Stevns Klint med mindre, man kommer i kajak.
Da vi kom tilbage til Højrup Kirke, ville vi være gået i land for at få en is oppe på klinten, men der var så mange mennesker på stranden og stadig nogle ret voldsomme dønninger, så vi ville ikke skabe for stor begejstring på stranden. Vi tog en hurtig beslutning om at ro tilbage til Rødvig og få en is der, når vi havde pakket sammen efter en meget flot tur.
Turen:
Dagen distance: 28 kilometer.
Deltagere: John og jeg.
Vejret: Overvejende sol, men også et par korte regnbyger. Vind fra vest til nordvest ca. 8 m/s. Ret store bløde dønninger fra forskellige retninger, som gav nogle meget specielle refleksbølger fra klinten.

.

torsdag den 26. august 2010

Skuldelev - Selsø Hage

Onsdag den 25. august.
.
Vejrudsigten var lidt skræmmende, men det er onsdag, og alle andre ting må vige for onsdagsturene, så en strid blæst fra vest skulle heller ikke ødelægge vores onsdagstur i dag. Men vi blev da også kun Torben, Jakob og jeg. Karin skulle også have været med, og hun ville sætte ud fra Værebro Kajakklub, men ved udløbet til Roskilde Fjord måtte hun opgive at krydse fjorden og meldte derfor afbud. Med dagens vejrudsigt var der ikke mange muligheder for at komme på vandet, hvis sikkerheden skulle være i orden, men fra Skuldelev og sydpå var det muligt at holde sig i læ af kysten en stor del af strækningen til Selsø Hage.
Vi lagde ud fra Skuldelev Strand og fulgte kysten tæt, for at få lidt læ for den kraftige vind. Vi skulle uden om et par bådebroer under turen, og her oplevede vi blæsevejret for fuld styrke. Når vi kom et par hundrede meter ud fra kysten, var vinden så kraftig, at det var meget svært at ro op i vinden, og da vinden kom fra vest, havde vi sidesø en stor del af turen mod Selsø Hage. 
Lige før Østby Havn var vi nødt til at følge kysten tæt helt ind i den lille vig. Billedet blev taget lige før pynten ved Østby Havn, og her var der god fart på vandet. Bemærk garnafmærkningen.   
Ved Østby Havn var der igen læ, og så kunne vi tage det roligt i læ af skoven.
Ved skovbroen kunne vi opleve nogle besynderlige strømforhold sammen med total idyl i skovkanten. Vi lagde ind for frokost ved skovkanten lige før hagen. Vi kender stedet som det sted,  hvor vi engang mødte en meget frysende kajakroer på stranden.
Jakob havde meddelt, at han tog kage med, og det ville sige, at Patricia havde bagt muffins med æbler til os. Efter frokosten og kagen, gik vi en lille tur rundt om Selsø Hage for at opleve området i blæsevejr.
Vi havde regnet med, at turen skulle være til Eskildsø med frokost ved klosterruinen, men vi turde ikke krydse fjorden mellem Skovbroen og Eskildsø. Det ville også blive meget svært at komme fra land, når vi skulle forlade Eskildsø. Blæsten var hård fra vest, og strømmen særdeles kraftig fra nord, så et kryds ville være uansvarligt. Vi så en robåd, som havde meget store problemer med at krydse fjorden til Eskildsø.
Det er en af de ture, hvor vi var nødt til at følge kysten meget tæt, så vi kunne opleve den meget flotte kyststrækning. Kysten er generelt meget stenet, men da det var højvandet, havde vi ikke problemer med grundstødninger.
Turen.
Deltagere: Torben, Jakob og jeg.
Dagens distance: 17 kilometer.
Vejret: Spredte skyer, en hel del sol og vind fra vest omkring 10 m/s og vindstød af stormstyrke.

En fin tur i kraftig blæst.

.

onsdag den 18. august 2010

Roskilde - Ølvig

Onsdag den 18. august.
.
Jakob og jeg havde tænkt på en tur til Svinø og rundt om Knudshoved, men vejrudsigten var ikke til en sådan tur i dag, så den må vente. Som alternativ foreslog jeg Stevns Klint, men vinden kom fra sydøst først på dagen, så det var heller ikke sagen, så det blev i stedet for en tur på Roskilde Fjord.
Da vi lagde ud fra Roskilde, var det med lidt sol og svag vind fra sydøst, så det blev en tur med rygvind ud og modvind tilbage til Roskilde. Vi tog turen ind i Kattinge Vig, hvor vi rundede Ringøen. På turen ud af Kattinge Vig var havørnen lige på vingerne for at byde os velkommen til dens område.
50 meter før pausestedet ved Ølvig på nordsiden af Bognæs begyndte det at regne, i starten en ret kraftig byge, som varede kort tid, derefter let regne resten af turen tilbage til Roskilde. Vi krøb i læ under nogle store træer med en meget fin udsigt over vigen. Både Jens og Jakob havde kager med, som vi nød til kaffen. Det klarede lidt op, så vi gjorde klar til turen tilbage i modvind, men vinden var svag, så det var helt fint. Jens havde et par ærinder, han skulle have klaret inden lukketid, så han forlod os ud for Kattinge Vig og skyndte sig tilbage til Roskilde.
Tilbage ved Roskilde Havn, da vi havde pakket efter en fin tur, afsluttede vi dagen med en kop kaffe med resterne af Jakobs medbragte kokostoppe.
Turen.
Dagens distance: 19,7 kilometer.
Deltagere: Torben, Jakob, Kim, Jens H. og jeg. To afbud til turen.
Vejret: Svag vind fra sydlige retninger, lidt sol inden middag, derefter regn under frokosten og på turen tilbage til Roskilde.

.

onsdag den 11. august 2010

Møllekrogen - Borrevejle


Onsdag den 11. august.
.
Efter mange ture i fint vejr er det lige som blevet hverdag igen, god vind fra syd, regnbyger og kun meget lidt sol. En sådan vejrudsigt kunne dog ikke holde Ulla, Kim, Jakob og mig tilbage fra en kajaktur på Roskilde Fjord. Vi lagde ud fra Møllekrogen og havde god modvind til Lyndby Havn, og nogle korte regnbyger skulle vi da også lige overvinde.  
Det er første gang, siden vi blev nægtet adgang til Lyndby Havn, at vi har været inde i havnen. Kim havde problem med sædet så for at komme lidt i læ, roede vi ind i havnen. Et par gæster på havnen hilste da også pænt på os, inden vi fortrak igen for at krydse over til Borrevejle.
Strækningen langs kysten fra Borrevejle helt frem til Kattinge Vig er meget flot og varieret. Vi fulgte kysten frem til shelteren lige før Herslev Havn, hvor vi havde aftalt at holde pause.

                                       Udsigten inde fra shelteren frem mod Hornsherred.

Shelteren ligge meget fint lige ned til vandet. Den er godt nok privat og ikke så kendt,  men jeg har hørt om flere kajakroere, der har benyttet denne gode shelter.
På grund af søndenvinden var det i dag meget lavvandet her inde i bunden af Roskilde Fjord, og vandet var rimelig rent, så vi kunne nyde opholdet og frokostpausen. Solen kom lidt mere frem under turen tilbage til Møllekrogen. Vi nød medvinden og holdt en fin fart tilbage.

Dagens ture:
Distancen: 20 kilometer.
Vejret: Vind fra syd 6 - 8 m/s. regnbyger og lidt sol.
Deltagere: Ulla, Kim, Jakob og jeg.

.

søndag den 8. august 2010

Det Sydfynske Øhav

Uge 31, 2010.
. 
Kajakhornsherred.dk havde inviteret til kajaktræf ved Det sydfynske Øhav. Tilmeldingerne har ikke været så mange, og alligevel var vi oppe på 20 tilmeldte, så det var "ik så ringe endda". Fra Jægerspris Kajakklub deltog Ida, Susanne, Trine, Niels Ulrik, Erik, Carsten, Peter og Lars Fra Skovshoved Kajakklub deltog Dot, Bente og Thomas. Fra Holbæk Kajakklub kom Ulrich og jeg. Fra Køge Kajakklub (KKKK) kom Jens og fra Kajakhornsherred var vi Ulla, Birgit, Jens, Kim, Arne, Jan og jeg. Ulla, Thomas og jeg stod for den praktiske planlægning. Vi ankom til den lille skønne campingplads ved Rantzausminde i løbet af weekenden. Vi havde fast base på Rantzausminde Camping og foretog roture i øhavet fra campingpladsen.
Optimal hygge om aftenen ved Svendborgsund. Vi havde vores eget område på pladsen lige ved stranden med få meter til vandet og med en meget fin udsigt over Svendborgsund.
Kajakkerne kunne ligge fint lige over isætningsstedet. Der var fin plads og et godt isætningssted med både bro og strand. Det tog lidt til at få kajakkerne i vandet, men det kunne gøres på ca 10 minutter, så der var ikke den store ventetid, nok mest fordi hjælpsomheden var stor.
Efterhånden, som deltagerne kom i kajakkerne, ventede man til alle var klar, inden turen kunne starte. Vejret var meget fint stort set hele ugen. 

Mandag den 2. august.
.
For lige at falde til i området og vurdere vandet, kysten og alle de andre roere gik den første tur til Fjellebroen. En skøn tur langs den meget varierede kyst ,og så er der jo også ishuset på havnen i Fjellebroen, det er der, hvor en kugle er tre kugler, så de fleste skulle blot have en vaffel med en kugle.
Tilbage til lejren efter turen til Fjellebroen og en tur på 24 kilometer. For enkelte af deltagerne var det første gang i år, de havde roet så langt.

Tirsdag den 3. august.
.
Om tirsdagen skulle vi ud på et lille øhop, hvor første stop var Drejø. Vi lagde ind ved Færgehavnen og startede besøget med at spise frokost. Ida og Trine skulle dog lige ud og lege på vandet inden frokosten. Trine brillerede med at rejse sig op i kajakken og stå og ro, men snart var de også med ved frokostbordet.

Så var det tid til en lille gåtur på Drejø, og vi styrede da også direkte mod Lindegården, som er cafe og museum. En gruppe på ca. 50 personer var ankommet lige før os, og haven var i forvejen godt besøgt. Vi fik vores egen plads i baghaven og fik trods travlheden hurtigt kaffe og lagkage. Rundvisningen på museet sprang vi over. Museet er også mindestue for den ene af søstrenes mand, der var den første havkajakroer i Danmark, han tog på mange lange havkajakture rundt i verdenen.
Man kan således udlægge, at på Drejø står den danske havkajaks vugge. 
Derefter gik turen til Hjortø, hvor vi blot gik på land for at have været på Hjortø. Så gik turen stik nord med Skarø. På Skarø skulle vi da lige op og smage Skarøisen på Cafe Tante Sofie.
Det sidste kryds hjem mod Rantzausminde efter et øhop på 25 kilometer.

Onsdag den 4. august.
.
Onsdagen bød på lidt mere ustadigt vejr, vinden var kraftig fra syd, så dagens tur gik mod Valdemar Slot. Det var godt nok ikke optimalt, da turen således bød på modstrøm begge veje, men så fik deltagerne da også prøvet, hvorfor strømtabellen skal tages alvorligt i Svendborgsund.
Det var ikke alle, der holdt sig langs kysten, det skulle lige afprøves, hvordan strømmen løb ved sejlrenden. Strømmen er ret kraftig omkring broen til Tåsinge og helt frem til Troense.
Turen gik også ind igennem Svendborg Havn. Nixus Nature var på vandet med flere kajakhold. Dette hold skulle på overnatningstur til Drejø. Derefter lagde vi ind ved Vindebyøre, hvor vi holdt en lille kaffepause. Inden turen gik langs den meget flotte strækning mod Valdemar Slot. 
Ved Valdmar Slot fandt vi hurtigt en plads i solen med god læ. Efter frokostpausen gik vi en tur rundt på området. Niels, Thomas, John og Arne syntes de ville tage turen tilbage ved at runde Thurø, og så skulle vi mødes ved Vindebyøre. Vi andre ventede lidt, hvorefter turen tilbage til Vindebyøre var med god rygvind og modstrøm. Vi kom ikke til at vente ret længe, før de fire andre kunne skimtes i sundet mellem Fyn og Thurø. De havde haft en hård tur med sidesø og kraftig modstrøm rundt om Rhurø. Derefter fulgtes vi ad mod Tåsingebroen, hvorefter vi måtte ro i tre grupper, da vinden tog til. Et uvejr rejste sig lige foran os, og vinden var meget hård fra syd, hvilket betød sidesø mod Rantzausminde. Vi var syv, der måtte søge nødhavn i Rantzausminde Marina ca. 1000 meter før campingpladsen. Vi ventede en halv time, så lagde vinden sig, og vi kunne ro den sidste strækning. Det blev en tur på  26 kilometer.Desværre måtte Arne på skadestuen, da han blev slynget mod en bøje og derved fik en skade på armen. Det så grimt ud, og vi var ret sikre på, at armen var brækket, men det viste sig, at det kun var et stort slag, så han skulle holde sig i ro, og forlod os derfor næste morgen.

Torsdag den 5. august.
 .
Efter en ganske våd aften gik torsdagens tur til Skovballe. Thomas og John ville dog turen rundt om Tåsinge (44 km.). Vi andre tog det roligt med en tur langs Tåsinges vestkyst. Vi spiste frokost på stranden ved Skovballes lille jollehavn  
Indsejlingen til Skovballe jollehavn er meget smal, og i dag var tangen særdeles ildelugtende.
.
Fra Skoven krydsede vi over til Drejø, hvor vi lige skulle op til Tante Sofie for at få en lille Skarøis. Da vi kom til cafeen, havde de lige ristet kaffebønner, så vi fik også friskbrændt og friskmalet økologisk kaffe til Skarøisen - ikke den værste kombination. Det blev en tur på 23 kilometer.

Fredag den 6. august.
 .
Efterhånden var vi kun 11 tilbage, og vejret var stadig meget fint, så vi ville besøge den gamle havn på Drejø og så lige ind til Skarø. Turen gik langs fynskysten, inden vi krydsede over langs revet på Skarø og krydset til Drejø. Vi kunne ikke gå i land inde i havnen, men kysten lige ved siden af havnen var fin til landgang.
Området ved den gamle havn har lidt besværlig indsejling med mange store sten lige under vandoverfladen.
Den gamle havn på Drejø. En rigtig god og hyggelig lille havn med meget fine foirhold til kajakker.
Det har været en tur med mange kryds mellem øer og over sejlrender. Krydset til Skarø var i medvind, så det blev varmt.
På Skarø skulle vi da lige op til Tante Sofie for at få kaffe og Skarøis, da Birgit og Jens holdt hviledag i går, var de meget opsatte på at opleve Tante Sofie. Kajakkerne var da dårligt kommet på land, før flokken gik målrettet mod Tante Sofies Cafe. Dagens tur blev på 25 kilometer.
Det blev et fint lille træf med gode kajakvenner fra Jægerspris, Skovshoved og Holbæk og nogle meget fine ture i området. Med fast base i Rantzausminde er fem dage optimalt. Skal arrangementet vare en hel uge, skal der arrangeres ture med overnatning på øerne. F.eks. en tur til Fåborg, Bjørnø, Avernakø og Drejø med overnatning i Fåborg. Eller turen rundt om Tåsinge og Birkholm med overnatning på Strynø. Alle synes det havde været nogle gode dage.

Jeg fik roet ialt 121 kilometer på de fem dage, så det er helt fint.

.