onsdag den 30. september 2009

Skuldelev - Sønderby

Onsdag den 30. september.
.
Den sidste septemberdag havde vi aftalt en tur fra Skuldelev. På turen deltog Jakob, Arne, Kim, Henrik og jeg. Vi lagde ud fra stranden ved Skuldelev præcis klokken 10.00. og roede mod skovbroen. Jeg har haft nogle dage med forkølelse, formentlig på grund af for lidt tøj, så i dag var den med longjohn og rojakke, hvilket viste sig for varmt og en håbløs påklædning til dagens tur, nå men disse fejltagelser er jeg nok ikke ene om.

Stille vejr og klar til afgang fra Skuldelev strand. Vinden var endnu ikke begyndt, og skyerne holdt sig væk den første time. Bemærk de mere fornuftige havde taget tørdragter på.

Da vi nærmede os Skovbroen kunne vi mærke, at vinden tog til. Alligevel besluttede vi at ro mod Sønderby, selv om den ville stå på god modvind fra Selsø Hage til Sønderby. På det tidspunkt havde jeg det for varmt, og vådbukserne generede som bare pokker.

Skoven ved Skovbroen er netop begyndt at få efterårsfarver, i morgen er det 1. oktober, så de næste par uger begynder efterårsfarverne rigtigt at præge naturen.

Ved Sønderby Havn fandt vi en dejlig plet til frokostpausen. De sidste par kilometer var hårde med resterne af en lille forkølelse i kroppen.

Tilbage mod Skuldelev gik det bare strygende med fin rygvind til Selsø Hage og derefter sidevind til Skuldelev.

Tilbage ved Skuldelev. Vi fik hurtigt pakket bilerne, hvorefter vi lige drak en kop kaffe, inden vi skiltes efter en meget fin dag på Roskilde Fjord. I dag lærte jeg, at det kan være særdeles svært at holde en gennemsnitsfart på 6 kilometer, når der sidder resterne af en forkølelse i kroppen.

Dagens distance: 18,2 kilometer.
.
Vejret: Sol, senere overskyet med en enkelt byge. Vind fra vest 5 m/s. med 10 m/s. i stødene.
.
Foto: Jakob og Ole.

onsdag den 23. september 2009

Fra Vænget til Kulhuse

Onsdag den 23. september.

Vejrudsigten så ikke lovende ud med kraftig vind fra vest og op mod 12 m/s og kun lidt sol - dog ingen regn. Det danske vejr er som bekendt kun et spørgsmål om påklædning, så Ulla, Jakob, Flemming, Kim, Henrik og jeg var forberedt på lidt af hvert. Planlægningen sagde en tur fra Vænget ved Jægerspris til Sælvig, hvor Jægersprisskoven går over i et sommerhusområde.

Vænget er en lille fritidsjollehavn ved Jægerspris. Befolkningen ved havnen er meget flinke, og der har ikke været problemer med parkering ved havnen. Vi befinder os i en periode mellem sommer og efterår, selvom almanakken siger efterår, derfor er påklædningen også meget forskellig.

I dag var der meget vand i fjorden, og højvandet betød, at det var meget nemt at komme i kajakkerne, og vi kunne ro kystnært langs hele skoven til Kulhuse. Alligevel roede vi uden om sandbanken, som efterhånden er blevet til en ø, der i dag er beboet af et utal af fugle. På turen op langs Jægersprisskoven så vi rigtig mange rovfugle. Den første var en fiskeørn med fisk i kløerne, den fløj lige hen over hovederne på os. Der var flere fiskeørne og musvåger ved strandkanten. På vejen tilbage så vi mange fiskehejre.

Ved Sælvig skinnede solen, så det var bare om at finde et område med læ for blæsten. Højvandet betød også, at de mange sten, der ligger langs kysten, lige akkurat var dækket af vand.

Ved Sælvig er der borde og bænke ved kysten, meget fint læ og så skinnede solen al den tid, vi var i land. Patricia havde som sædvanlig bagt kage til kaffen. Ulla havde bagt muffins, som vi besluttede at vente med til eftermiddagskaffen.

Tilbageturen var i starten med kraftig rygvind, så det var rent svir at ro tilbage. Flemming roede meget kystnært, alligevel overskred han mange grænser på denne tur, og vi holdt hele tiden øje med ham.

Jægersprisskoven er en meget flot skovstrækning på over 10 kilometer, lige nu er den ved at få efterårsfarver. Området er varieret skov med få gamle ejendomme ved fjorden og stort set ingen sommehuse før Sælvig.

Tilbage, hvor Jægersprisskoven begynder, er der mange kreaturer ved skovkanten.

Dagen distance: 21 kilometer med et gennemsnit på 5, 2 km/t.
.
Vejret: Tørt, overskyet kun lidt sol med kraftig vind fra vest mellem 7 og 12 m/s.

lørdag den 19. september 2009

Så kom bogen om st. Anna og Misterhult.

Så er bogen om den svenske østkysts skærgårde St. Anna og Misterhult endelig udkommet. Bogen beskriver skærgårdene Jonsberga i nord til Kråkelund i syd. Det vil sige ca. 150 kilometer skærgård. Der er beskrivelser af både korte tur som langture og så indeholder boge oplysninger om seværdigheder under turene, vandrehjem, cafeer, og hvor der kan tankes ferskvand, disse oplysninger er indtegnet på kort i bogen. Skærgårdene er delt op i grupper i hver sin farve, som gør det nemt at finde de oplysninger, du lige sidder og mangler på en skærgårdstur. Kortmaterialet er dog ikke tydeligt nok til en planlægning af en tur i området.

Alt i alt en meget informativ bog, som bør være følgesvend under ture på den svenske østkyst. Bogen er trykt i lommebogsformat og indeholder 250 sider.

fredag den 18. september 2009

Bøgestrømmen

Fredag den 18. september.

Vi er nogle, der har udtalt, at vi vil have Voldborg tilbage på DMI, for da han bestyrede DMI-butikken, var det langt bedre vejr. Nogen må have hørt efter, for siden det ønske har vi haft meget fint vejr. Når vejret er så godt, skal man benytte lejligheden til at komme ud at ro nogle steder, hvor vi ikke har været før eller ikke kommer så tit. Derfor tog vi i dag til Bøgestrømmen for at ro en tur i dette fantastiske område. Vi var Kim, Ulrik, Dan og jeg. Vi skulle mødes klokken 10.30 ved Kalvehave Havn. Vi var der præcis og gjorde hurtigt klar til turen, så vi kunne komme af sted.

Vi lagde ud i blikstille vejr og fuld sol, en af de meget få dage med sådan et vejr. Lige da vi kom ud af havnen lå et marsvin og nød det gode vejr.

Vi fulgte kysten op langs Viemose Skov, en fantastisk smuk strækning, hvor efterårsfarverne så småt er ved at sætte sit præg på skoven. Vi krydsede over mod Nyord lige inden Balle Strand.

Vi lagde ind i Nyord havn for at spise frokosten her. Efter frokosten gik vi en tur rundt i byen og så den meget særprægede lille by. Vi var lige inde i den lille ottekantede kirke og studerede et par af de små kunsthåndværkerbutikker. Købmanden har efterhånden været lukket nogle år, men der er dukket flere andre små butikker op i byen.

Nyord er på 510 ha, hvoraf 120 ha udgør istidslandskab med Nyord by, resten af landskabet er eng, som for den laveste del er oversvømmet om vinteren. Istidslandskabet har form som en trekant og gemmer den lille Nyord by, som ligger gemt bag en bakke beskyttet for nordenvinden. Nyord har tidligere været beboet af mange lodser, som kunne lodse skibene igennem det meget lave og strømfyldte farvand til Stege og Vordingborg.

Efter besøget på Nyord krydsede vi over til Stege, et kryds på 8 kilometer. Der var efterhånden begyndt at komme lidt vind fra syd, så det var 9 kilometer i let modvind. Da der var meget lavvandet, blev det i roligt tempo. Vi lagde ind ved Stege Roklub, hvor vi indtog eftermiddagskaffen og nød det gode vejr ved kanalen mellem Stege Nord og Stege Bugt.

Efter besøget i Stege gik turen tilbage til udgangsstedet, forbi Lindholm, hvor Statens Veterinær Institut for Virusforskning har holdt til siden 1930. Efter anlægget af broen til Møn kunne man benytte eller udnytte færgelejet i Kalvehave til havn for færgen til den lille ø Lindholm. Lindholm ligner nærmest fængselsøen Alkatraz - den er også lige så lukket. Turen mod Dronning Alexandrines Bro var i medvind, så det var næsten for varmt på denne efterårsdag.

Vi skulle da også lige passere Dronning Alexandines Bro fra 1943, som forbinder Sjælland med Møn, inden vi roede ind i havnen. Et flot syn fra vandsiden. Efter broen roede vi de sidste meter til udgangsstedet ved Kalvehave Havn, hvorefter der var halvanden times kørsel hjem.

Dagens Distance: 23,5 kilometer med et gennemsnit på 5,9 km/t.
.
Vejret: fra 0 - 4 m/s. fra sydlige retninger, sol og få skyer.

onsdag den 16. september 2009

Fra Gershøj til Eskildsø.

Onsdag den 16. september.

Onsdagsturen skulle i dag udgå fra Gershøj og gå til Østerby. Der er efterhånden meget længe siden vi er startet fra kysten over for Gershøj kro, så det blev et rigtig flot gensyn. På turen deltog Flemming, som var med for første gang, Jakob, Elgjægeren, Kim, Henrik og jeg. Vi lagde ud fra Gershøj klokken 09.30 og roede mod Møllekrogen, forbi Klinten, krydsede bugten ud for Selsø og mod Sønderby. Efter Sønderby roede vi til Eskildsø for at indtage frokosten ved ruinen af det gamle kloster, hvorefter turen gik til Østby. Her var det meningen, at vi skulle holde kaffepause, men Kim og Flemming roede langsomt mod Selsø, så kaffepausen her blev droppet, så vi kunne drikke kaffe sammen ved Selsø.

Onsdag morgen ved Gershøj. Tågen hang stadig tyk over Roskilde Fjord, mens en fisker kom hjem fra fiskeri på fjorden. Efter kort tid forsvandt tågen over fjorden, og solen skinnede hele dagen, så det var næsten som en sommerdag.

Vi spiste frokosten ved den gamle klosterruin på Eskildsø. Området virker meget uberørt, uden affald og efterladenskaber ved ruinen, det er også meget svært at komme til Eskildsø, hvilket gør nydelsen endnu større. Fritidssejlerne kan ikke lægge til ved færgemolen og "færgen" sejler ikke regelmæssigt, så det er stort set kun kajakroere, der har mulighed for at lægge til ved øen.

Ruinen af det gamle kloster ligger smukt på en bakke, hvor der er en ualmindelig smuk udsigt over stort set hele øen.

Mod nord kan man se helt til Frederikssund, og mod syd ligger Roskilde med Domkirken.

Efter besøget på Eskildsø roede vi til Østby, hvor vi lige rundede havnen, og samtidig kiggede vi på Øta skallehavn, som efterhånden er så nedbrudt og skæmmende for området, at der snart må gøres en indsats for at få det fjernet, for kønt er det bestemt ikke. Vi kunne også se, at der er andre, som har samme mening, da der var sat mange plancher op ved kajanlægget. Derefter roede vi i medvind og medstrøm tilbage til Selsø Hage og ind til Selsøbugten, hvor Kim og Flemming sad og ventede. En hurtig kop kaffe og så tilbage til Gershøj. På vejen mødte vi et vikingeskib, som øvede sejlads. Det var flot at se, hvor meget vikingeskibet kunne sejle op mod vinden.

Dagens distance: 22,6 km
.
Vejret: vind fra nordvest ca. 3 - 4 m/s. sol med enkelte skyer. Temperaturen lå lige under 20 grader.

onsdag den 9. september 2009

Rundt om Bognæs.

Onsdag den 9. september, 2009.

Onsdagsturene går som oftest enten til Roskilde Fjord eller Isefjord. Denne onsdag var det tanken at tage en tur fra Roskilde og ind i Kattinge Vig. Vejret var aldeles dejligt med solskin og ingen vind, så vi blev hurtigt enige om, at vi ville ro ind i Kattinge Vig og rundt om Ringøen, hvorefter vi ville ro nord om Bognæs og slutte af med en landgang på Elleore. I dag var vi Henrik, Jakob, Kim, Palle og jeg. Palle var med for første gang.

Vi lagde ud fra Roskilde Havn i næsten blikstille vejr, så der var hverken modvind eller medvind, det var bare en rigtig skøn efterårsdag.

Et par vikingeskibe fra Vikingeskibsmuseet var også på tur. De sejlede for sejl med meget lidt held, så de måtte finde årene frem. Besætningen, som bestod af skoleelever, synes sikker ikke, det var så sjovt at være galajslaver, men hvis de ville frem, var der ikke andre muligheder.

Vi lagde ind ved shelterne ved Boserupskoven, og da vi atter var ude i vigen, så vi et mærkeligt syn længere inde i vigen. Vi kunne ikke blive enige om, hvad det var, derfor måtte vi helt hen til dette mærkelige syn. Lå den et andet sted, var vi nok ikke så meget i tvivl, men inde i Kattinge Vig, hvor der ikke var brug for et udspringstårn, hvad lavede den her? Da vi forlod opbygningen, var vi stadig i tvivl om, hvad det skulle bruges til her og på denne årstid.

På vej ud af Kattinge Vig var der nogen, som ville prøve at ro inden om en af øerne i vigen, men man kan altså ikke ro kajak, hvor der ingen vand er, men de havde nok også behov for at komme ud af kajakken og strække benene. Der er bare den hage ved det, at bunden er ret mudret i området.

På nordsiden af Bognæs bor et havørnepar. Området er afspærret, så vi roede en stor bue uden om. Vi så den ene af havørnene kredse rundt oppe over det lave vand på nordsiden af Bognæs. Den var bare så langt væk, at det var umuligt at fange den med kameraet. Et stykke efter det afspærrede område lagde vi ind for frokostpause. Mens vi sad og spiste frokost, vendte vinden og nu var det svag vind fra nordvest, og så stod den på medvind over til Elleore.

Elleore er et lille selvbestaltet kongedømme, placeret lige uden for Veddelev. På øen står en mindesten for ingenting.
.
Mindesten for Ingenting.

Elleore er en skøn lille ø, som for det meste af året kun bebos af en masse fugle. Vi gik en tur rundt på øen og måtte konstatere, at dette lille kongedømme har nogle meget store miljøproblemer. Det kunne være interessant, hvis kongen af Elleore fik opsat et par sheltere på øen.

Elleore er så lille et "kongedømme", at det end ikke er med på Google Map, men på Google Earth kan man godt få øje på øen. Efter besøget på Elleore roede vi ind i Vedelev havn, og derefter fulgte vi kysten forbi Vigen og "guldkysten", inden vi var tilbage ved udgangsstedet Roskilde Havn. Jeg ville lige en tur ind i Museeumshavnen og kigge til Havhingsten.

Dagen distance: 19,6 kilometer.
Vejret: Sol og senere overskyet. Ingen til svag vind fra nordvest. Temperaturen lå lige omkring 20 grader.
.

mandag den 7. september 2009

Stevns Klint

Mandag den 7. september. 2009

Efter en god ferie i Frankrig, en uge med strid blæst og regn samt nogle familiearrangementer, så var det atter tid til at komme på vandet. Blæsten havde lagt sig, men der var stadig dønninger af anseelig størrelse. Henrik og jeg havde talt om en tur langs Stevns Klint, og da vejrudsigten lovede sol og svag vind fra sydvest, var det da om at komme af sted. Vi lagde ud fra kysten lige vest for havnen i Rødvig. Der var parkeringspladser og kysten så rimeligt ud, så det var om at komme fra land. Vi var i kajakkerne klokken 10.00, og da vi lagde fra land, brød solen igennem. Det med vinden var ikke så godt. Det var bestemt ikke svag vind men let vind på 6 - 8 m/s, og den kom ikke fra sydvest, men direkte syd.

Turen nordpå langs klinten gik strygende, på et tidspunkt loggede jeg 10,9 km/t i et surf. Ved klintens mange pynter havde vi kraftig sidesø med nogle ekstreme refleksbølger. Der blev taget mange støttetag. Der er også meget stor forskel på at ro i fjordene og langs kysten ved Østersøen. Selv om bølger og vinden gav os modstand, så var klinten meget flot i solskin, her hvor efteråret så småt sætter ind. Langs Stevns Klint var efterårsfarverne ikke begyndt at sætte sit præg på naturen.

Når vi lå i læ bag klintens mange pynter, var det nærmest som en varm sommerdag. Et af de spørgsmål vi stillede hinanden inden afgang, var påklædningen. Da vi gjorde klar i Rødvig var solen endnu ikke begyndt at give varme, så vi fik lidt for meget tøj på, så det blev meget varmt, selv om vinden kom bagfra.

Vi passerede Højerup Kirke og roede et godt stykke videre langs klinten, inden vi vendte for at lægge til land og spise frokost. Vi lagde ind lige ved en eller anden sommerbolig lige før kalkværket. Det ser nu meget spændende ud. Træerne har efterhånden dækker huset til højre helt.

Efter frokostpausen skulle vi ud og kæmpe med modvinden. Jeg kunne virkelig mærke, at det var flere uger siden, jeg sidst var på kajaktur.

Efter fire kilometer var vi tilbage ved Højerup Kirke, og vi skulle naturligvis lige en tur op på toppen af klinten for se kirken og nyde udsigten fra kirkens kor.

Fra denne plads styrtede kirkens kor i vandet den 28. marts 1928, da vandet tog endnu et stykke af klinten. Nu er der udlagt kystsikring, som har sat en stopper for, at vandet skal tage mere af kirken.

Kirken og kystsikringen fra vandsiden. På grund af vinklen fra vandet ser det ud som om, kirken er blevet bange for vandet og vender sig ind mod landet.
Da vi kom tilbage til udgangsstedet i Rødvig, var det blæst lidt mere op, så vi skulle foretage landgang med kraftig pålandsvind. Det var godt landgangen ikke blev filmet, den var vist ikke helt efter bogen, men det var ret spændende.

Dagens distance: 19,8 kilometer.
Vejret: sol og let vind fra syd 6 - 8 m/s. og godt 10 m/s i vindstødene. Temperaturen lå lige under de 20 grader.