onsdag den 22. juli 2009

Fra Kulhuse til skydeområdet.

Onsdag den 22. juli.

Onsdagsturen skulle i dag være en tur langs kysten ned i Jægerspris skydeområde. I juli måned er der ingen skydning fra området, så der er rig mulighed for at ro i området. På turen i dag deltog Ingerlise, Bjarne, Preben, Kim, Erik, Jakob, Elgjægeren, Torben og jeg. Kysten langs Jægerspris skydeområde er noget af det flotteste og mest varierede, så når lejligheden byder sig, skal man bare udnytte den.

Vi lagde ud fra stranden ved Kulhuse og roede uden om Alholm. Vinden var ret kraftig fra syd, den stod på modvind på udturen, så der skulle lægges kræfter i for at komme uden om det meget lavvandede område. Alholm er også en af de små perler i Isefjorden, den minder nærmest om en sydhavsø uden palmer.

Der er mange sten i området, ligesom i resten af Isefjorden, men en af stenene rørte på sig. En sæl lå på en sten og kiggede på os, som om den ville sige "Er det nu dem igen". Den blev liggende og med mellemrum så den på os, nærmest for at få fred til formiddagsluren.

Efter nogle kilometers roning måtte vi til land for at få en tår kaffe og et stykke af Patricias kage. Det havde været hårdt at komme uden om Alholm.

Vi roede et godt stykke ned i skydeområdet, og til forsvarets ros skal nævnes, at der var ryddet fint op for afskudte granater. Der var ikke mange tilbage, det var nærmest svært at finde nogle, men disse to havde de nu overset.

Elgjægeren havde rundet de tusinde kilometer, så den stod på campagne til frokosten, derefter kaffe med Brittas kage.

Da vi roede tilbage, blev vi indhentet af en stor regnbyge med lyn og torden, så det var bare om at komme i land og vente med at ro videre, til uvejret var drevet forbi. Da kysten var klar, var det bare om at komme af sted mod Kulhuse.

Efter et par kilometer kom der atter en regnbyge - en af de helt stor, men denne gang uden lyn og torden, så vi blev i kajakkerne og roede mod Kulhuse trods regnen. Da vi kom tibage til bilerne, fik vi hurtigt det våde tøj af, men det tørre tøj blev også gennemblødt. Vi skulle dog lige have en kop kaffe sammen med Ingerlises hjemmebagte snegle, inden vi begav os hver til sin adresse.
Dagen distance: 17 kilometer.
.
Vejret: ja, vi manglede blot en sne- og haglbyge, så havde vi haft hele paletten af vejr.
.
Tak til pigerne som forsynede os med varierede udbud af kager.

Ingen kommentarer: