torsdag den 25. juni 2009

Tekniktræning og færdig

Onsdag den 24. juni, Sankt Hansdag.

Vi har længe talt om, at vi skulle bruge en dag på tekniktræning og specielt redningsøvelser. I dag var vejret sol fra en skyfri himmel med en let pålandsvind, og vandet er efterhåndet kommet op omkring de 18 grader, så nu var det tid at komme i vandet. Der var lovet ca. 7 m/s, men den holdt ikke, nok nærmere 3 - 4 m/s. En gang er som bekendt ingen gang, så der skulle trænes flittigt og mange gange. Jeg havde taget prøvekravene med til EPP2 og EPP3, så vi havde noget materiale at arbejde ud fra. Da både Arne og Henrik deltog, havde vi også rigtig god instruktørhjælp.

Herslev Strand er perfekt til tekniktræning, god strand med god vanddybde. Vi fandt hurtigt ud af, at vi var kommet ud af træning. Noget af øvelsen gik også ud på at teste tørdragten og prøve redningsøvelserne i tørdragt, hvilket viste sig at være en god ide. Jeg har været lidt pivet med at hoppe i det kolde vand med tørdragten - var sådan en nu helt tæt? Til at starte med legede jeg i kajakken med forstyr, bagstyr, sideforflytning, støttetag og scrolling, inden vi gik i gang med redningsøvelser hovedsagelig makkerredning og paddelfloatredning, for nu skulle vi jo til at være frivilligt våde. Jeg sluttede med rul, hvilket ikke fungerer særlig godt i den nye kajak, for at sige det mildt, så jeg må bruge mere tid på rul - og så starte med at øve rullet.

Vi var alle enige om, at vi skal bruge nogen flere dage til tekniktræning, og efter godt fire timers tekniktræning var vi helt flade, næste gang må det godt blæse lidt mere. Det blev således ikke til meget roning i dag, men det er uhyre vigtigt at træne teknik koncentreret, og så må roturen vige pladsen for teknikken.


Ingen kommentarer: