torsdag den 25. juni 2009

Tekniktræning og færdig

Onsdag den 24. juni, Sankt Hansdag.

Vi har længe talt om, at vi skulle bruge en dag på tekniktræning og specielt redningsøvelser. I dag var vejret sol fra en skyfri himmel med en let pålandsvind, og vandet er efterhåndet kommet op omkring de 18 grader, så nu var det tid at komme i vandet. Der var lovet ca. 7 m/s, men den holdt ikke, nok nærmere 3 - 4 m/s. En gang er som bekendt ingen gang, så der skulle trænes flittigt og mange gange. Jeg havde taget prøvekravene med til EPP2 og EPP3, så vi havde noget materiale at arbejde ud fra. Da både Arne og Henrik deltog, havde vi også rigtig god instruktørhjælp.

Herslev Strand er perfekt til tekniktræning, god strand med god vanddybde. Vi fandt hurtigt ud af, at vi var kommet ud af træning. Noget af øvelsen gik også ud på at teste tørdragten og prøve redningsøvelserne i tørdragt, hvilket viste sig at være en god ide. Jeg har været lidt pivet med at hoppe i det kolde vand med tørdragten - var sådan en nu helt tæt? Til at starte med legede jeg i kajakken med forstyr, bagstyr, sideforflytning, støttetag og scrolling, inden vi gik i gang med redningsøvelser hovedsagelig makkerredning og paddelfloatredning, for nu skulle vi jo til at være frivilligt våde. Jeg sluttede med rul, hvilket ikke fungerer særlig godt i den nye kajak, for at sige det mildt, så jeg må bruge mere tid på rul - og så starte med at øve rullet.

Vi var alle enige om, at vi skal bruge nogen flere dage til tekniktræning, og efter godt fire timers tekniktræning var vi helt flade, næste gang må det godt blæse lidt mere. Det blev således ikke til meget roning i dag, men det er uhyre vigtigt at træne teknik koncentreret, og så må roturen vige pladsen for teknikken.


onsdag den 17. juni 2009

Rundt om Østerløb

Onsdag den 17. juni.

Der var flere forslag til, hvor dagens tur skulle gå hen. Valget blev Østerløb med udgang fra færgemolen til Ørøfærgen. Når vejret er rigtig fint sommervejr og svag vind fra vest, så er det en rigtig flot tur at ro rundt om Østerløb og spise frokost på nordspidsen af Orø. I dag deltog Kim, Torben Elgjægeren, Jakob og jeg.

Valmuemarkerne er lige ved at være i blomst, og Hornsherredkysten byder på flere valmuemarker. Jeg håber, det er med fuldt overlæg, at der skal gro valmuer her, og det er et flot syn. Feriekolonien ved Rendebæk så ud til at være lige ved at skulle igang, så der er ingen tvivl om, at sommeren er lige om hjørnet.

Vi roede op til Revet ved Kyndbyværket, fulgte revet næsten hele vejen ud i Isefjorden, inden vi krydsede over til Orø. Vi måtte trække kajakkerne et godt stykke ind over det flade vand. Her er mange sten, så det er om at passe på ikke at sætte sig på stenene. Vi fandt en af de græspletter omgiver af vilde roser, den lå næsten total uberørt og uspoleret, og her kommer næsten aldrig mennesker - kun dyr. Godt gemt i det høje græs holdt vi frokosthvil.

Da vi havde spist frokost og hygget med kaffe og Patricias kage, fik vi besøg af denne sky flok kvæg, som lige skulle hen og se, hvem der kan finde på at opholde sig her.

Hele nordsiden af Orø er meget lavvandet, og stenene er mange og store. Når man ror Orø rundt, er det om at holde god afstand til kysten. Afstanden mellem grundstødning og sejlrende er kun få meter, nogen steder blot 10 meter.

Efter frokost gik vi en lille tur rundt i området. Ud over den stenede kyst har nordkysten også disse små skrænter, hvor der fra toppen er et fantastisk flot syn ud over Isefjorden.

Efter en meget lang frokostpause og tur langs kysten roede vi igen ned i Østerløb. Tilbageturen gik langs Orøs kyst med flere grundstødninger på muslingebanker, dog uden skader på kajakkerne.

Dagens distance: Blot 14,2 kilometer.
Vejret: Vi nærmer os midsommer, så fuld sol, meget varmt, ingen regn og vandet var 16 grader.


søndag den 7. juni 2009

Listerby Skærgård

Listerby Skærgård fra den 4. til den 7. juni.

Torsdag middag samledes vi for at køre til Blekinge, hvor den stod på kajaktur i Listerby Skærgård, en sød lille skærgård mellem Rönneby og Karlskrona. På turen deltog Kate, Karin, Ulla, Torben, Jakob, Elgjægeren, Benny, Per, Kim, Dan, Henrik, og jeg. Det er flot, at deltagerantallet blev 12 personer. Målet var at lægge ud fra Kuggeboda Havn, en lille og velegnet havn at lægge ud fra. Vi nåede frem klokken 18.00, mødestedet var Slätö i lejrpladsens sydlige ende.

Kuggeboda Havn med god plads og græs helt ned til vandet er et velegnet udgangssted.

På Slätö er der udsat små heste til at holde vegetationen nede. De spiser stort set alt, lige fra græs til vores telte og de ting, vi havde lagt fra os, så det var lidt af en belastning at have så stor appetit i nærheden. De var ikke sky, så de var svære at holde væk.

Lejrplads til 12 personer og 9 telte, derudover 3 der overnattede i tarp - et enklet tarp på 16 m2, hvilket viste sig at være rart at have med, når skyerne har tendens til inkontinens. Lejrpladsen fik vi anbefalet af Pia og Erik fra http://www.kajak.nu/. Deres beskrivelse af Listerby Skærgård viste sig at være en god hjælp til turen.

Efter aftensmaden gik vi en tur rundt på øen og nød solnedgangen. I løbet af natten begyndte det at regne med ca en halv time mellem bygerne, og sådan havde det tænkt sig at fortsætte hele den følgende dag.

Der blev pakket kajak mellem bygerne - det skulle gå tjept med at få teltet ned og pakket i den korte tid, der var mellem bygerne. Vinden var let fra nordvest.

Vi lagde ud med at ro op i sundet mellem Slätö og Torkö og frem til lystbådehavnen i Slättenäs.

Selv i den indre skærgård findes der militære efteladenskaber, som er godt skjulte i klipperne.

Flere af øerne er brofaste til fastlandet med små hyggelige broer. Hasslö, der er den yderste af øerne, er bebygget og har derfor god vej med store broer mellem til øerne.

Regnbygerne havde tænkt sig at belaste os hele dagen - men hvad, når vi sidder i kajakkerne, er det ikke noget problem, men skærgården tager sig bedst ud i solskin. Vi lagde ind for frokost lige efter broen til Almö, vejret var fint, men vi nåede dog ikke at spise, inden det igen begyndte at styrte ned.

Nogle øer brugte køer til at holde vegetationen nede, og andre havde får.

Af og til kunne vi skimte blå himmel, men kort efter kom der atter en regnbyge. Vi roede lidt rundt for at finde en egnet lejrplads, men valgte at ro frem til Slädö for at slå lejr på den den sydvestlige plads. Efterhånden blev der længere mellem bygerne, så det så helt fint ud til lørdagen. En træls dag sluttede for de fleste omkring klokken 21.

Næste morgen stod vi op til sol fra en skyfri himmel. Vi etablerede tørresnore mellem træerne og gik over på den sydlige plads for for at sidde og nyde vejret og morgenmaden. Det viste sig, at vi havde haft besøg af hestene i løbet af natten, denne gang gik det ud over Bennys madtaske.

Det var noget mere behageligt at pakke kajakkerne i solskin. Vi besluttede at lægge fra land klokken 11, så der var mulighed for at få det meste tøj tørt.

Vi sagde farvel til hestene, de ser godt nok søde ud på afstand, men de var rent faktisk en belastning at være sammen med på øen.

Sådan kan sundet mellem Slädö og Torkö også se ud. Det er taget stort set samme sted som billedet fredag morgen.

Lørdag roede vi rundt om Vagnö og ned mellem de mange øer til Hasslö, hvor vi spiste ved havnen, fik tanket vand mv., inden turen gik samme vej tilbage til Vagnö, hvor vi ledte efter en egnet plads for overnatning til hele gruppen. Mange af pladserne er små, men ligger godt.

Vi lagde ind midt på vestsiden af Vagnö, hvor der er en skøn plads helt ude ved vandet - og så er det hestefrit område. Vi kunne endda slå teltene op ved siden af kajakkerne. Det blæste en del fra nordøst, men der var både sol og læ.

Det meste af pladsen lå ved en lille bugt med en fin udsigt fra teltet.

Efter aftensmaden gik aftenturen op til den nordlige ende, hvor der var lejrplads med bålsted, men ikke til en stor gruppe. Der er godt nok dyr på øen, men ikke så nysgerrige som hestene på Slädö.

Søndag morgen var det igen gråvejr, så beslutningen blev at ro rundt om Slädö, Torkö og Helgeö og tilbage til Kuggeboda Havn til klokken 12.00.

Vi fik igen et par små regnbyger under den sidste del af turen. De eneste kajakroere, vi mødte, var en gruppe fra Nivå Kajakklub, de havde slået sig ned på Rønneby Havcamping, som ligger tæt ved Kuggeboda, og hvor de havde etableret fast base, og så lagde de turene ud i skærgården fra denne base.

Tilbage ved Kuggeboda fik vi hurtigt pakket bilerne for at køre til en rasteplads og spise frokost, inden turen tilbage til Danmark. Listerby Skærgård er en meget fin lille skærgård, øerne er med bevoksning, så den virker ikke så "rå" som andre skærgårde. Vil man forlænge turene i Listerby kan man ro mod Karlskrona eller nogle af de andre øer øst for Hasslö. Jeg synes Listerby Skærgård er perfekt til en weekendtur med fast base på campingpladsen.
Næste gang vi tager på tur med en gruppe af denne størrelse, skal der udpeges en turleder, eller en som orienterer om dagens tur og forholdene under turen og som udstikker ruten, afgangstidspunktet og romønstret. Der var lidt for meget demokrati og forventninger til arrangementet under denne tur.

Rød rute er torsdag aften, hvor vi roede frem til lejrpladsen.
Gul rute er regnvejrsturen fredag.
Grøn og blå rute er solskinsturen lørdag.
Mørkeblå rure at tilbageturen søndag formiddag.

Distancen: 46 kilometer.