lørdag den 16. maj 2009

Afprøvning af den nye kajak.

I dag skulle det være, uanset at vejret ikke var til en kajakindvielse. Endelig kom regnen efter flere uger med godt vejr, det pladrede ned fra morgenstunden, men jeg kunne ikke vente med at prøve den nye kajak. Jeg aftalte med Benny, at vi lagde ud fra Munkholmbroen og roede en kort tur op omkring Ejby på grund af vejret. Jeg skulle lige foretage de sidste justeringer af roret og sædet, inden vi tog af sted. Det viste sig hurtigt, at ryglænet gled ned og derfor skal monteres på en anden måde. Det var meningen, at den skulle have monteret et sæt Sea Dog pedaler, men forhandleren havde dem ikke hjemme, så det må vente.

Vi lagde som nævnt ud fra Munkholmbroen og tog en tur ind i Bramsnæs Vig, holdt en kaffepause ved Ejby Havn og fortsatte en stykke op mod Kyndeløse, inden vi vendte og returnerede til udgangsstedet.

Det regnede konstant under hele turen, men med den rette påklædning, er det jo ikke noget problem. Vi kunne sidde og nyde, at hornfiskesæssonen er på sit højeste - og der var rigtig mange hornfisk, som sprang omkring kajakkerne. De regnede nok ikke med, at de var de eneste i og på fjorden. I det store hele er kajakken perfekt, den skyder en god fart, er kursstabil og har en rigtig god balance. Jeg havde den oppe på 10 km/t og kan holde en god fart over længere strækninger, så det tegner godt. Roret er godt, selv om det støjer, så med et par justeringer tror jeg, det er en rigtig god kajak og et godt køb.

Distance: 10 km.

Vejret: Sommervejr med konstant regn - ingen sol og blot 14 grader på begge sider af vandoverfladen.

onsdag den 13. maj 2009

Ny kajak

Jeg har købt en ny lettere brugt kajak. Kajakken er fra 2005 og har kun roet få ture - måske blot 10 - 15 ture. Den første gang jeg sad i en kajak, var det i en Nelo C-Trek, så jeg har på en eller anden måde altid synes, at en C-Trek var sagen, så det skal prøves. Den har ligget hos forhandleren i 2½ år, uden andre end jeg synes, det var sagen. Den er godt nok også laaang. Måske skal jeg helt ud i Kattegat for at vende.

Kajakken er i kulfiber og vejer blot 19 kg. Den er 5,7 meter lang og kan laste total ca. 170 kg. Den har 110 l. volumen i både stævn og bag. Så nu skulle mit pladsproblem være løst - ihvertfald indtil videre.

Jeg forventer, at den skal på sin første tur på lørdag. Jeg glæder mig allerede til at komme ud i den.




En forårsdag på Roskilde fjord

Onsdag den 13. maj.

Skal man opleve en rigtig flot og uspoleret natur, så er det ved Bognæs i Roskilde Fjord og specielt Vestskoven på Bognæs. Turen rundt om Vestskoven fra Herslev var dagens tur for Torben, Jakob, Benny og jeg. Vi lagde ud fra Herslev Strand klokken 10 i et helt fantastisk forårsvejr. Vejrudsigten sagde ellers, at der ville komme skyer og en enkelt regnbyge, men det så ikke ud til at blive før i eftermiddag.


Vi fulgte kysten fra Herslev Havn og rundt i bugten, hvor foråret virkelig kunne ses og mærkes her, hvor naturen er så varieret med bøgeskov, granskov og med hvidtjørnen i blomst. Hornfiskene legede delfiner i vandoverfladen, så det var en rigtig skøn forårsdag.

Vi skulle også lige forbi rævegravene for at se, om der skulle være ræveunger fremme.

Hele Vestskoven ligner et område, hvor der ikke kommer mennesker, men der er også flere hundrede meter fra parkeringspladsen, så det er da klart, at der ikke kommer mennesker her med undtagelse af dem, som er ude at lufte kajakkerne.

Vi fandt bare STEDET ved Ølvig, hvor der var en fantastisk ro og bare så flot. Det var godt nok en kvægfold, men uden kvæg, så vi kunne bare nyde stedet helt alene.

Et par regndråber og straks fandt Torben regnslaget frem. Det dryppede svagt, lige indtil han fik slået sit regnslag op med stænger og barduner. Da læsejlet var oppe, hold det op med at dryppe, så det var ligegyldigt, at åbningen stod i modvind - hvor svært kan det være.

Efter de fem regndråber og en dejlig madpakke mindre, hoppede vi i kajakkerne igen. Straks efter vi var kommet i kajakkerne, kom en stor flok kvæg inde over arealet.

Så gik det bare i adstadigt tempo tilbage til Herslev.

Nørrerev ud for Gershøj strækker sig et godt stykke ud i fjorden. Der er et par stæder, hvor man lige kan komme over med stor forsigtighed. Langs revet er der mange store sten, men i dag var der ingen, der var oppe at ride på dem.

Skyerne blev tungere og tungere, og det så faretruende ud til regn, men himlen holdt tæt. Vi krydsede forbi Langholm og over til shelteren ved Herslev, hvor det var kaffetid. Vi har roet forbi flere gange i år, så nu skulle den have besøg. For en gangs skyld var der meget rent og ryddeligt i og omkring shelteren, dejligt at se, der er nogen der rydder op efter sig.

Det er måske den sidste tur i min Prijon Mellenium. Kajakken er sat til salg, og en ny ligger og venter i carporten. Jeg glæder mig meget til at komme i den nye kajak.

Distancen: 14,4 km.

Vejret: flot solskin efterfulgt af skyer med et par dråber vand, temperaturen var blot 14,5 grader og vandet 15 grader. Vinden var meget svag blot 3 m/s.



søndag den 3. maj 2009

Weekendtur på Immeln

Ingerlise og Bjarne havde foreslået en tur på Immeln, så selvfølgelig skal vi en weekendtur til Sveriges tredje største sø - Immeln specielt, når der er guide med. Datoen blev fastsat til 2. og 3. maj, fordi vejret selvfølgelig ville blive perfekt. På turen blev vi Ingerlise og Bjarne, Torben, Jakob, Benny, Preben, Per, Dan og jeg. Vi blev således ni kajakker på tur i det gamle Snaphaneland.

Efter opsamling var det første mødested klokken 10.00 ved parkeringspladsen lige efter Øresundsbroen. Alle var der til tiden, så vi lige kunne aftale de sidste detaljer omkring køreturen til Immeln og lige nyde en kop kaffe og Ingerlises hjemmebagte snegle, og så af sted igen mod Immeln.

Da vi nåede Immeln, fik vi hurtigt lagt kajakkerne ned til vandet, og så var det tid til frokost med efterfølgende kaffe og kage fra Patricia, inden vi pakkede kajakkerne.


Da kajakkerne var pakket, og vi selv var klar til turen, var det ud på søen, og i roligt tempo med medvind gik det nord over. Der var ikke megen vind, til gengæld skinnede solen fra en skyfri himmel, så der var skruet godt op for varmen.

Det er svært at forestille sig, at det gamle snaphaneland var mere bart. I Immeln er der rigtig mange store sten lige under vandoverfladen med samme barbariske egenskaber som de gamle Snaphaner, alle uden undtagelser var på ridetur - heldigvis kun med overfladiske skrammer.

Man taler om, at Immeln har lige så mange øer, som der er dage i året, og som dansker er det betagende at se de mange små øer, som i 1600-taller var beboet af snaphaner, der kunne holde sig skjult på øerne for den svenske hær. I den nordlige ende af søen gik turen igenmnem en smal rende mellem to øer og frem mod Brotorpet, hvor vi skulle slå lejr.


Generelt skal man ikke ro helt ind under kysten på grund af de mange sten. Flere tog chancen og opdagede, at det er en dårlig ide.

Fremme ved Brotorpet var der en del fjeldvandrere, som lige snuppede lejrpladsen ved søbredden. Vi fandt shelterpladsen mere indbydende, så vi fandt nogle næsten plane steder til at slå telt og tarp op. Dan og Benny ville hellere overnatte i shelteren, så det blev et perfekt område til lejrplads under nyudsprungne bøgetræer og lige ud til søen, det kunne simpelthen ikke være bedre.

Efter aftensmaden gik vi tur i området, vi skulle da lige se overbæringen på 500 meter til Filkesjöen. På denne shelterplads lå en lille dansk gruppe på fire, som også var taget til området for at blive en oplevelse rigere. De havde lige været i skoven for at skaffe varme til natten, det kan kajakvogne også bruges til.

God nat - hvilken solnedgang over træerne.

Efter gåturen fandt vi tilbage til lejren og fik kaffe og Ingerlises hjemmelavede pandekage. Derefter var det om at finde soveposen efter en god dag på Immeln.

God morgen - hvilken udsigt fra teltåbningen. Stille, men koldt, morgentemperaturen var blot 6 grader. Så let frysende blev morgenmaden klargjort og indtaget med varm kaffe.


Under morgenmaden aftalte vi afgangstid klokken 10.00, det blev overholdt af alle. Afgangen var med spejlblank sø, let morgendis og ingen vind.

Tilbageturen blev inde i bugter og rundt om nogen af de mange øer. Vi befinder os i fuglenes ynglesæsson, så vi holdt os naturligvis fra de øer, som var markeret som fuglenes yngleområde.

Søndagsfrokosten skulle indtages ved Breanäs, hvor der var et skønt lille friluftsområde med strand og bænke.

Et meget velegnet område til en lille kajaksøndagsfrokost. Vi fylder en hel del med ni kajakker. Der var opsat skilte om ingen kanoer på området - godt der ikke stod noget om kajakker.

Det blæste lidt op, og himlen blev dækket af flere og flere skyer. Turen tilbage til udgangssstedet
blev således i let modvind. Den første af øerne var Prästön, hvor nogle præster var flygtet over efter at have forgiftet nogle svenske soldater. Syd for Prästön ligger ligeledes nogle historiske øer fra Snaphanetiden. Kvinöerna består af to små øer, som ligger lige op ad hinanden. Her flygtede kvinder og børn over for at slippe for den svenske hær under urolighederne. Det kan undre, at soldaterne ikke kunne komme over til øerne, om det var, fordi de ikke kunne svømme, eller der ikke var andre overfartsmuligheder.

Over søen så vi rigig mange rovfulgle og noget så sjældent som en fiskeørn over sin rede. Et meget flot og betagende syn.

I midten af billedet kan man lige se fiskeørnens rede. Der var fugle i reden, så vi holdt os på god afstand.

Ørn i rede og i luften.

Det gik meget fint med tilbageturen. Den var i en helt anden synsvinkel, så det var en meget betagende tur i et fantastisk område. Ud over en hel del grundstødninger var det det, der må betegnes som en perfekt og fantastisk tur med gode rovenner.

Turen i tal: Afstand fra Kastrup til Immelns Kanotcenter er blot 160 km. Fra København tager det et par timer at køre til udgangsstedet i den sydlige ende af Immeln.

Distancen 1. dag 16.2 km. 2. dag 18,6 km. Ialt 34,8 km.

Vejret var bare fantastisk under turen, sol med ca. 16 grader og ca. 6 grader om natten, dog ikke megen sol. Under hjemturen fik vi afprøvet vinduesviskerne.

Foto. Jakob og Ole.