torsdag den 5. marts 2009

Næsten forår på fjorden

Onsdag den 4. marts.

Da vi mødtes ved den nedlagte Vellerup campingplads, var det næsten forår, solen skinnede fra en skyfri himmel, så vi følte det næsten, som om det var forår. Vel vidende at vi stadig kan få en snært af vinter. I dag måtte Elgjægeren melde fra på grund af forkølelse og Arne fordi kroppen ikke er helt på toppen, Torben afprøvede sine ski et sted oppe i Norge, så vi var bare Jakob, Benny og jeg. Vi kom hurtigt på vandet og roede sydover mod Bramsnæs Vig. En ideel tur, når vejret har besluttet sig for at blæse fra sydøst. På turen frem mod Ejby, var det nødvendigt med solbriller for første gang i år.

Vel ankommet til Bramsnæs Sejlklub, efter et tur med god modvind. Vi skulle ikke ret langt ud på fjorden før vinden var ubehagelig, så vi blev tæt under land i læ af skrænterne.

Så er frokosten serveret. Det er jo næsten forår, så hvorfor ikke fejre det med en god frokost. Der er jo ingen der vil påstå, at man taber sig af at ro kajak. Dem der meldte fra på dagens tur må jo have forårsfrokosten til gode.

Mens solen skinnede kunne vi nyde maden og udsigten fra sejlklubbens klubhus. Selv om vi er i starten af marts, kunne vi mærke solen gav god varme, når vi var i læ for vinden.

Inden for ganske få minutter skiftede vejret til overskyet og vinden tog til, sammen med at sigtbarheden blev reduceret ret meget. Vi havde planlagt det sådan, at der var medvind på tilbageturen til Vellerup Vig, det er en god ting på denne årstid.

Billederne ser tilforladelige ud, men vejret blev værre og værre, solen var væk og vinden tog til. Helt inde under land var det tåleligt. Til sidst krydsede vi Vellerup Vig i 10 meter/sek. rygvind. Det er et af vores principper ikke at krydse fjorde, men det var den bedste løsning, under disse vejrforhold. En dejlig tur, hvor vi fik en fornemmelse af. at foråret er lige om hjørnet.

Turens længde: 12,2 km.
Vejret: Kraftig vind fra sydøst 6 - 10 m/s. med en del sol.
Temperatur: 6 - 8 grader.
Vandtemperatur: 2 - 3 grader
Foto: Jakob og Ole.

Ingen kommentarer: