onsdag den 16. december 2009

God jul til alle læsere

Så nærmer julen sig, julegaverne ligger klar og så venter jeg bare på den 24. december, der er godt nok en hel del der lige skal ordnes inden jeg er helt klar. Jeg vil derfor ønske alle læserne en rigtig god jul samt et godt og lykkebringende nytår.



Glædelig jul og godt nytår.

Juletur fra Rendebæk

Onsdag den 16. december.

Vejrudsigten har været meget omskiftelig i de seneste dage, men da det kunne blive årets sidste tur, ville vi afsted. På turen var vi Jakob, Torben, Erik, Elgjægeren og jeg. Vi lagde ud fra stranden ved Rendebæk og roede mod Vellerup Vig. Vinden var ret kraftig fra sydvest, så det var en hård tur mod Hammer Bakke. Det var tanken at holde julefrokosten ved Vellerup, men på grund af den kraftige sidesø, vendte vi ved Hammerkrogen og returnerede til Hammer Bakke Bådelaug for at indtage julefrokosten i læ og på overdækket terasse.

Klar til afgang fra Rendebæk. Vi var nødt til at sætte ud fra nordsiden af den gamle færgemole for at få lidt læ under starten på turen.

Der skulle god balance til for at få et billede af stranden i blæsevejr og dønninger ved Hammerkrogen.

Det sneede stort set på hele turen. I modvind var det meget generende, når iskrystallerne slog ind i øjnene. Da vi passerede færgen ved Hammer Bakke, er det helt sikkert, at vi blev samtaleemne for de mange ventende passagerer i de varme biler på færgemolen.

Se, det er rigtig julefrokost. Vi fik lov til at holde pause ved Hammer Bakke Bådelaugs terrasse, hvor vi lige skulle indtage lidt varm suppe, inden den stod på smørrebrød. En dejlig måde at afslutte årets roture på.

Udsigten fra vores forkoststed.

Sigtbarheden var ikke den allerbedste, men landskabet var et rigtig julelandskab med masser af sne.

Dagens distance: 11 kilometer.
.
Vejret: Sne, og - 2 - 3 grader. Vind fra sydvest 6 - 8 m/s på udturen og 4 - 5 m/s på turen tilbage.
.
Foto: Elgjægeren, Jakob og Ole.
.

tirsdag den 15. december 2009

Så kom Freya i mål

En af nutidens største bedrifter.

For 332 dage siden lagde Freya ud fra Melbourne for at tage en tur rundt om Australien. I dag er Freya tilbage i Melbourne efter knap 15.000 kilometers roning rundt om kontinetet. En udsædvanlig og helt enestående bedrift, som er klaret på blot 245 rodage. Flot, flot flot, flot klaret. Der findes ikke ord for denne bedrift. Se hele Freyas dagbog via hjemmesiden http://www.qajaqunderground.com/.

onsdag den 9. december 2009

Decembertur fra Herslev

Onsdag den 9. december.
.
Elgjægeren, Jakob, Preben G., Preben S., Erik og jeg lagde ud fra Herslev Strand for at ro en tur nord om Bognæs i Roskilde Fjord. Torben var forhindret på grund af ekstremt vigtigt arbejde. Det er nu ret godt, at hele 6 personer var med på onsdagsturen her i starten af december. Vejret var nu også ret godt, næsten ingen vind, blot 2 - 3 m/s fra sydøst, ingen sol, men hvad gør det? Blot 14 dage før jul, det kunne jo lige så godt være snevejr. Og Herslev Strand er altid grundlaget for en god kajaktur på Roskilde Fjord.

Sidste gang vi var ved Herslev, måtte vi aflyse turen på grund af storm, men i dag var fjorden næsten spejlblank. Sigtbarheden var nu ikke den bedste, men alligevel ganske fint rovejr.

Preben G. skulle lige vise et perfekt rul. Preben påstod, at det ikke var koldt. Vi andre holdt bare fingrene langt væk fra vandet.

Flot teknik.

Klar til at fortsætte.

Elgjægeren fandt en lille,meget forkommen hvinand ude på fjorden, den var gennemblødt og meget afkræftet. Af humanitære grunde blev den straks aflivet.

Vi holdt pause ved udkanten af "havørneområdet", det var perfekt vejr til at se havørn, så vi var spændte på, om vi fik havørnen at se i dag. Efter frokostpausen oplevede vi havørnene, dels flyvende og dels oppe i træet, et godt stykke fra reden ved Bognæsskoven. Det er nu svært at se, om det er havørne, men vi var ikke i tvivl, da de lettede fra træet.

Så flot var vejret i dag, Bognæsskoven og Elgjægeren kunne spejle sig sammen i vandet.

Dagens distance 17 kilometer.
.
Vejret: overskyet, vind fra sydøst 2 - 3 m/s. og blot 5 grader på begge sider af vandoverfladen.
.
.

torsdag den 26. november 2009

Fra Skuldelev til Skovbroen

Onsdag den 25. november

Det er som om, det skal blæse hver onsdag, mens det er fint vejr de andre dage. I dag trodsede Jakob, Kim, Torben, Elgjægeren og jeg blæsten for at ro en tur på Roskilde Fjord. Vi lagde ud fra Skuldelev Strand og roede til Skovbroen for at spise frokost på stranden. Det lyder godt nok helt skørt i november måned, men det var ønsket for dagen. Jeg betragter stedet eller stranden ved Skovbroen som stedet, hvor vi ham, som stod og frøs. Det er efterhånden et års tid siden, vi mødte en ensom kajakroer her på stranden, han var meget kold og stod og frøs, med en kop varm kaffe i hænderne for at få lidt varme, inden han skulde tilbage til Skuldelev.

Da vi var kommet fra land, kunne vi skimte solskin over Jyllinge. Vandet så fint ud, det var heller ikke bølgerne, som gav problemer, men en strid modvind på ca. 12 m/s. gjorde de 6,5 kilometer til Skovbroen noget anstrengende, specielt krydset over bugten ved Østby krævede kraftige rotag for at kunne ro op i vinden. Vi holdt trods alt en gennemsnithastighed ifølge GPSen på 4,2 km/t. hvilket er meget fint i det blæsevejr.

Solen skinnede flot gennem skyerne, indtil vi skulle spise frokost, så kom regnen. Vi gik en tur rundt på Selsø Hage for at få rørt benene lidt, inden vi skulle nyde turen tilbage til Skuldelev i rygvind.

Skallehavnen ved Østby er ikke blevet kønnere med tiden. Vel nok Danmarks grimmeste sted i en ellers meget smuk natur. Jeg håber, ejerne sover godt om natten, selvom de efterlader sig sådan noget, der ligner resterne efter en atomkrig.

Havnemolen er så faldefærdig, at den synker i fjorden på grund af gennemtærede spunsvægge, og det flyder med efterladt rustent skrammel og affald i et utroligt omfang.

Tilbage ved Skuldelev Strand, hvor regnen efterhånden var blevet ret så kraftig.
Turen tilbage var det rene svir. Rygvinden alene gav os en fart på omkring 5 km/t., så med lidt brug af pagajen, holdt vi en anseelig fart tilbage. Det havde vi nu også fortjent efter den hårde udtur. En meget fin vintertur i et for årstiden dejligt vejr-

Dagens distance: 14,5 kilometer.
.
Dagens vejr: "Vintervejr" uden sne, ca. 12 grader. Kraftig vind fra syd og sydvest 8 - 12 m/s., regn fra middag og resten af dagen.
.
.

onsdag den 18. november 2009

Pøleå i storm.

Onsdag den 18. november.

I går var det meget fint vejr, næsten ingen vind, solen skinnede om eftermiddagen, og i dag er det regn, blæsende med over 25 m/s. i vindstødene. Vejret var nu bedre i Voldborgs tid. For to uger siden måtte vi aflyse onsdagsturen på grund af blæsevejr, men i dag ville Elgjægeren. Jakob, Kim og jeg trodse vejrguderne og tage en tur fra Arresø op i den beskyttede Pøleå.

Vi mødtes, hvor åen løber ud i Arresø, og alle var i kajakkerne klokken 10.00. Vi lagde ud fra stranden ud mod Arresø. Der var pålandsvind, men det var trods alt nemmere at sætte ud i søen end at sætte ud direkte i åen. Pøleå er et smalt åløb, som bugter sig ret meget. Vi havde kun det mål for turen at ville prøve at finde åløbet efter Alsønderup Enge og derefter se, hvor langt vi kunne ro op i åen.

Området omkring åen er et meget smukt område på alle årstider, skoven har endnu lidt blade på grenene, selv om vi er i midten af november.

Åen udgør knapt halvdelen af det samlede afstrømningsopland til Arresø, og samtidig det største enkelte tilløb af vand til Arresø. Den afvander store landbrugs- og skovarealer samt Hillerød og Helsinge. Dette indebærer blandt andet, at spildevandet fra disse byers rensningsanlæg løber ud i Pøleå. Vandet fra Pøleå har således udgjort en af de væsentligste årsager til forureningen af Arresø. Åen gennemstrømmer engsøerne Strødam (1996), Solbjerg Engsø (1923), samt Alsønderup Enge, som er anlagt som et stort fuglebeskyttelsesområde og med det formål at reducere næringsstofbelastningen til Arresø.

Fremme ved Alsønderup Enge skal den meget lavvandede engsø krydses. Ude i søen er opsat pæle til de havørne, som bor i området.

Billedet kan forestille hvad som helst, men det er en meget stor havørn, som kredsede over søen forfulgt af en større flok fugle, som generede ørnen. Et fantastisk flot skue at følge ørnen mod land. På tilbageturen oplevede vi en noget mindre havørn

Efter Alsønderup Enge blev åen mere smal og strømmen kraftigere. Kim baner vejen, og vi følger efter. Der var mange spærringer i åen, og flere steder måtte vi brække døde grene af træerne for at kunne komme forbi.

Vi nåede således op til Pibe Mølle, hvor vi vendte ved broen, som fører Højbjergvej over åen.
Strømmen var ekstrem kraftig lige før broen, og der var ikke ret dybt i åen. Vi var nødt til at trække kajakkerne op på land for at vende dem, det var ikke muligt at vende kajakkerne i vandet. Tju hej hvor det gik tilbage. En havkajak er ikke særlig velegnet til roning i så strømfyldt en å.
.
Dagen distance: 10,5 kilometer.
.
Vejret: Det var dog ikke snestorm fra sydvest, 15 - 25 m/s.
.

onsdag den 11. november 2009

Jungedal til Jægerspris

Onsdag den 11. november.

Sidste onsdag måtte vi aflyse turen på grund af vejret for første gang, og dagen efter var det stort set vindstille. I dag var der heller ikke ret meget vind, ingen sol og ikke ret meget varme i luften, men det var en rigtig god efterårsdag, og da der ikke var skydning fra Jægerspris skydeområde, så var det en god ide at tage turen op langs skydeområdet. I dag var vi Preben, Jakob, Torben, Kim, Arne og jeg. Preben var med for første gang. Preben har mange kilometer bag sig, har god erfaring, er uddannet instruktør og tilmed en god romakker, som vi håber kommer med på ture fremover, når han kan afsætte tid til det.

Området fra Kyndbyværket langs skydeområdet til Kulhuse er et meget flot område at ro langs med. Naturen er varieret og selv på en efterårsdag er kysten flot. Der er også mange dyr og fugle langs kysten, som er en børnevenlig sandstrand, så vi kan ikke ro helt kystnært, før vi har passeret Dalby Huse. Kort efter vi var kommet afsted, oplevede vi fire sæler samtidig, de var lidt nysgerrige og fulgte med os et stykke af vejen. På tilbageturen oplevede vi igen sæler på forholdsvis tæt hold.

Skydeområdet er 7,5 kilometer langs kysten og noget mere ude på Isefjorden. En af de andre gange nævnte jeg over for Elgjægeren, at det er forkert, at forsvaret skal have tre skydeområder ved Isefjorden, og at så flot et område, som ved Jægerspris, skal være militær skydeområde, hvortil han svarede - har du tænkt over, hvad der havde været langs kysten, hvis forsvaret ikke var der - sommerhuse. Så det er helt i orden, at forsvaret holder til ved Jægerspris, men de kunne godt spare lidt mere på krudtet.

Andre gange vi har været i området, har kysten været fyldt med afskudte granater, men i dag var der ryddet pænt op, der lå stort set ingen efterladenskaber.
Her plejer vi at kunne ro ind over revlen til stranden, men i dag var der meget lavvandet med svag vind fra øst.

Selv på en kold efterårsdag har kysten sin charme. Specielt når vi har oplevet sæler på tæt hold. Lige ved dette område plejer der at være en del sten langs kysten, men når man kan gå i land og parkere kajakkerne på den første revle, så er det meget fint.

Tilbage ved stranden hvor vi satte ud efter en meget fin efterårstur.

Dagens distance: 20.1 kliometer.

Vejret: som tidligere nævnt ca. 8 grader, både vand og luft, 5 til 8 m/s vind fra øst og ingen sol.

Efterskrift.
Vi har roet ind i skydeområdet flere gange, hvor vi også er gået i land og opholdt ved stranden for at spise frokost eller drikke kaffe. Det har nu vist sig, at det vil forsvaret ikke have, idet der kan ligge forsagere på stranden, som kan forvolde alvorlig skade. Et er, at vi ikke må være på vandet når det er afspærret på grund af skydning, det er også forbudt at gå i land når der ikke skydes. Vi må således nyde området fra kajakkerne fremover. Vi beklager naturligvis at vi har gjort det.

onsdag den 4. november 2009

Herslev Strand

Onsdag den 4. november.

Onsdagsturen skulle udgå fra Herslev Strand, men vejrsituationen og sund fornuft sagde klart og tydeligt - bliv på land og det gjorde vi så. På turen i dag var vi Kim, Elgjægeren, Henrik, Jakob, Torben og jeg. Vi var alle enige om, at vejret ikke var til en kajaktur.

Herslev ligger inde godt beskyttet inde i en bugt. Vi var godt klar over, at vejret ikke var optimalt, men en tur rundt i bugten og langs Vesterskov ville være i læ for sydøstvinden, men der var ikke meget vand i fjorden, så vi skulle ud i nærheden af sejlrenden for at have vand nok under kajakkerne og det var uforsvarligt.

Vi søgte hen i shelteren, hvor vi snakkede situationen igennem under en kop kaffe, hvorefter vi atter forlod Herslev Strand for at køre hjem i varmen.
Dagen distance 0 kilometer.
Vejret: S.... koldt, overskyet vind fra sydøst ca. 10 m/s og op mod 20 m/s. i vindstødene. Temperaturen lå på ca. 5 grader med vinden svarende til -5 grader.

onsdag den 28. oktober 2009

Kulhuse til Dyrnæs Mole

Onsdag den 28. oktober.
.
Formiddagsdisen lå tyk over Roskilde Fjord, og der var ingen vind til at puste den væk. Ingerlise, Bjarne, Torben, Jakob, Elgjægeren, Kim, Arne, Henrik og jeg lagde ud fra stranden ved Kulhuse. Planen var at ro langs Jægersprisskoven ned til Dyrnæs Mole og holde frokostpause i området, inden vi returnerede til Kulhuse.

Disen lå tyk over Roskilde Fjord, man kunne næsten ikke se over til Sølager. Selv om vi var ni personer på tur, var vi klar i kajakkerne klokken 10.00. Der manglede 50 cm. vand i fjorden, så havbunden lå lige under vandoverfladen, og det var ikke muligt at ro kystnært.

Vi havde valgt denne strækning, fordi skoven ved Jægerspris er meget varieret og smuk. Det er nok den sidste uge i år, træerne har efterårsfarver, men da vi, på grund af vandmangel i fjorden, måtte ro langt væk fra kysten, kunne vi knapt nok skimte skoven. Fiske- og havørn var heller ikke ude, de kunne jo heller ikke se vandet fra deres jagthøjden.

Ved Dyrnæs Mole kunne vi sidde og betragte de største af stenene langs kysten. Sidste gang vi roede denne strækning, var det højvande, og vi har roet lige hen over alle stenene. På turen fulgte vi en længde fiskegarn, som vi tydeligt kunne se helt til bunden, og vi kunne også konstatere, at der ikke var nogen fisk i fjorden. Vi holdt pause som planlagt, men vi måtte dog ud af kajakkerne et stykke før molen for at komme til land. Henrik havde frisk frugt med, det var dejligt efter madpakken og inden kaffen med hjemmebag. Det var dagen før Torbens fødselsdag, så Torbens kone Britta, havde bagt en rigtig god fødselsdagschokoladekage. På tilbageturen gik jeg på grund flere gange, også næsten 1000 meter fra land.
Det blev en meget smuk efterårstur, selv om vi var langt fra kysten. Det er en typrisk højvandetur og ikke en strækning, man skal ro, når det er lavvande.
Dagens distance: 21,6 kilometer.
. .
Vejret: ingen sol, ingen vind, næsten ingen sigtbarhed og bare 9 grader koldt vand.

torsdag den 22. oktober 2009

Hammer Bakke til Bramsnæs Vig.

Onsdag den 21. oktober.
.
Efter 2 ugers ualmindelig dejlig ferie på Samos i Grækenland var det atter blevet tid til onsdagstur i kajak.


Vi var på Samos i byen Pythagorio, der er en pragtfuld lille by på det sydøstlige hjørne af Samos. Byen har en meget lille trafikhavn og en lystbådehavn, her er udsigten fra havnemolen ved trafikhavnen. Der var nu ikke megen trafik i havnen, nærmest kun en afsejling om dagen til Patmos og der var flere badende end skibe i havnen.
.
Vejret var i begge uger bare fantastisk, med kun to skidtvejrsdage, og temperaturen lå mellem 25 og 29 grader, og Middelhavet holdt stadig mere end 20 grader.


De små fiskerihavne ligger hyggeligt langs kysten. Fiskerbådene er nu ikke så store, og effektiviteten følger bådenes størrelse. Modsat herhjemme landes og sælges fiskene urenset, måske er der derfor lugten eller nærmere stanken fra fiskeudsalgene var rimelig skarp, og så vejer fiskene jo også lidt mere.

En af de helt store perler på øen var Platanos, som ligger et godt stykke oppe på bjergsiden. På torvet med de tre platantræer er der tre cafeer, som hver må have 10 borde ude på vejen, for det er den officielle hovedvej gennem byen lige akkurat så bred, at en bil kan passere. P-skiltet viser retningen til en af byens to P-pladser, og passagen giver lige nøjagtig plads til, at en lille personbil kan komme mellem platantræet og cafeen. Men her opleves noget af den rigtige græske stemning.
Nå, men også lidt om dagens tur. I dag var vi Torben, Jakob, Kim, Ulrich, Henrik og jeg, som havde Færgemolen ved Hammer Bakke som udgangssted, og turen skulle gå langs kysten over Vellerup Vig til Bramsnæs Vig for frokost. Vejret var ret blæsende med en kold vind fra øst, så det var om at holde sig under land, hvor der var lidt læ for vinden. Vejrudsigten havde lovet os lidt solskin mellem klokken ti og tolv.
Det meste af kysten var i efterårsfarver, og køerne var stadig på græs ved Kyndeløse. Vanddybden er god helt ind under kysten, og fra Vellerup Vig til Ejby er der ingen stor sten at sætte sig på, hvis man blot er 10 meter fra kysten. Derfor er det en ideel strækning, når det blæser fra øst.

Da vi nærmede os Ejby, kom solen frem, og så skinnede den hele eftermiddagen, så vejrudsigten var lidt sent på den med solskin og noget mere pessimistisk end virkeligheden. På strækningen fra Kyndeløse til Ejby fulgtes vi med to kajakroere fra Bramsnæs Seniorroere, som også havde fået mod på en tur på fjorden.

Skrænterne langs strækningen er altid flotte uanset årstiden.

Jakob og Torben i modlys på vejen tilbage fra Bramsnæs Vig. Vi skulle lige en tur ind i Vellerup Vig, da det er ret længe siden, vi har roet denne strækning. Det er en rigtig god strækning at ro i den kolde årstid, og det må vi jo sige er ret aktuel nu. Vi lagde ind ved den sydlige del af vigen, hvor Isefjordsstien kommer ud til kysten,og her drak vi eftermiddagskaffen i sol og med lidt læ.

Ud over Patricias hjemmebag, havde Ulrich været forbi en bager og køb store tykke "træstammer" til eftermiddagskaffen, det var nogle ordentlige kaloriebomber.

Klar til afgang fra Vellerup Vig. Her midt på eftermiddagen var der helt sommerstemning over turen, og Henrik skulle da også lige prøve en sommerlandgang, han kundgjorde bagefter, at vandet var s.... koldt. Dejligt at komme lidt væk hjemmefra, men skønt at være tilbage i kajakken igen.

Dagens distance: 18,7 kilometer.
.
Dagens vejr: Overskyet, lidt diset og senere sol og få skyer.
Temperaturen lå lige som vandet på 9 grader, og vinden kom fra øst, 6 til 8 m/s. .
.
Jeg var meget spændt på, hvordan min krop havde det med at komme ned i kajakken igen, men lidt af smidigheder er der stadig, jeg var kun øm i r.....
.
.