onsdag den 22. oktober 2008

Fra Munkholmbroen til Kirsebærholmen

Efter to ugers ferie i Grækenland er det således tre uger siden, jeg sidst var ude at "kajakke", så det var dejligt at være på vandet igen med rovennerne. Hullet i spreyskørtet var blevet lidt stramt, men det siges, at det bare skal ros væk. Vi var kun de sædvanlige fem, Torben, Jakob, Elgjægeren, Benny og jeg. Det er lidt ærgerligt, at der ikke er flere af alle de mange nye medlemmer, der kan afse tid til at komme på vandet med os. Torben havde lagt ud med, at turen skulle gå fra Munkholmbroen og langs skovene til Kirsebærholmen, hvor frokosten skulle indtages. En tur vi har roet flere gange i år, men nu var skovstrækningerne i efterårsfarver, så det blev en meget smuk tur langs kysten.

Vi fulgte kysten frem til golfbanen ved Kirsebærholmen.
Ved golfbanen spiste vi de medbragte. Det vil sige, nogen havde rigtige madpakker med, og andre var begyndt på vintermenuen - varm linsesuppe. Elgjægeren havde sin trangia med, så han skulle bare lige varme sin linsesuppe, inden han kunne få noget at spise.

En elgjægerportion er for voksne mænd - og så spiste han en hel grydefuld linsesuppe.

Linsesuppe er ikke nok. Efter maden blev der også plads til et par stykker kage. Elgjægeren er ikke så meget for kager og søde sager, så det er den bedste anbefaling man kan få.
Tak til Jakobs kone for lækker kage.

Efter frokostpausen skulle vi tilbage til Munkholmbroen, hvor vi roede så kystnært som muligt for at nyde skoven i efterårsfarver.

Lidt før Munkholmbroen mødte vi et stort træk af fjeldvåger (ca. 40 stykker) på vej til de mere sydlige lande - et fantastisk syn. Fjeldvågen er ret almindelig på denne årstid, men et så stort træk er bare et meget flot syn. På denne strækning er det muligt at møde mange forskellige dyr i vandet, i luften , men også ved vandkanten. Vi har tidligere mødt sæler her, men i dag var der ingen. Et enkelt rådyr kunne vi høre bag sivene og så passerede en tårnfalk os, da vi spiste.

Skoven i al sin pragt. Strækningen byder på to meget flotte skovstrækninger. I dag var efterårsfarverne på sit højdepunkt - en gang blæsevejr, og der er ingen blade tilbage.
På denne strækning langs skoven er der flere steder, hvor vi kan komme helt ind land og nyde skoven og opleve livet i skoven.

Og så er vi ved at være tilbage ved udgangsstedet. De sidste par hundrede meter var i strid modvind. I modsætning til alle de andre gange, vi har været på vandet, specielt på Isefjorden, mødte vi i dag flere kajakker, som også var ude at nyde det gode efterårsvejr på fjorden. Først mødte vi Bolette (formandinden) fra Holbæk Kajakklub sammen med en ro-ven, og lidt senere var en enkelt roer - også fra Holbæk - på tur til Marinestationen.

Dagens distance blev på blot 14 kilometer.
Vinden var i starten 4 m/s. som blæste op til 6 m/s. fra sydvest
Vejret var med spredte skyer og få byger. Temperaturen lå på 13 grader og vandet er blot 14 grader. En flot efterårsdag på Isefjorden.

Foto: Jakob, Torben, Elgjægeren og Ole

Ingen kommentarer: